
Hvem skal kåres til Årets Fan?
I 3F Superligaen skal Årets Fan kåres, så kender du en AaB-fan, der fortjener titlen som Årets Fan, har du muligheden for at indstille vedkommende nu.
For at hylde de mange tusinde danske fodboldfans, der uge efter uge viser loyalitet, dedikation, passion, integritet og kærlighed til deres hjerteklub, lancerer Divisionsforeningen en ny konkurrence: “Årets Fan”.
Her skal hver 3F Superligaklub indstille en kandidat. Efterfølgende vil Årets Fan i 3F Superligaen blive kåret gennem en afstemning og vurderinger fra en nedsat komité.
AaB har valgt at lade jer fans bestemme, hvem der skal være AaB’s kandidat.
Så kender du en AaB-fan, der har gjort noget helt særligt i år og derfor fortjener at blive kåret til Årets Fan, kan du indstille vedkommende her. Skriv meget gerne, hvorfor netop denne fan fortjener hæderen i år. Man må ikke indstille sig selv.
Blandt alle indstillede vil en jury fra AaB udvælge tre kandidater ud fra beskrivelserne. De tre kandidater kommer herefter til afstemning på www.aabsport.dk.
Hver af de tre udvalgte kandidater får to VIP-billetter til AaB-FC Midtjylland mandag 6. marts. Vinderen af afstemningen offentliggøres i pausen af kampen og bliver AaB’s fankandidat til den landsdækkende konkurrence, som afgøres i slutningen af sæsonen.
Fristen for at indstille en kandidat er tirsdag 28. februar kl. 12.00.
De tre udvalgte kandidater kommer til afstemning onsdag 1. marts, og afstemningen løber indtil lørdag 4. marts kl. 12.00.