Hele Nordjyllands Håndsrækning går i foråret 2023 til Café Parasollen
Efter afstemning har AaB’s fans valgt, at Café Parasollen i Aalborg modtager AaB’s pris Hele Nordjyllands Håndsrækning i foråret 2023.
AaB og Arbejdernes Landsbank donerer hvert halvår gennem Hele Nordjyllands Håndsrækning to kr. pr. fremmødt tilskuer til 3F Superligakampe på Aalborg Portland Park til et godt formål i Region Nordjylland.
AaB oprettede prisen i 2015 med én kr. pr. tilskuer, og fra 2017 til og med foråret 2022 støttede Spar Nord Fonden op om prisen, hvorigennem der indtil videre er doneret flere end 1,4 millioner kroner samlet set.
Arbejdernes Landsbank har overtaget fondens rolle, og inden afstemningen havde et udvalg med repræsentanter fra AaB, Arbejdernes Landsbank, AaB Support Club og seneste modtager af Hele Nordjyllands Håndsrækning, Safe House Aalborg udvalgt tre kandidater.
Café Parasollen vandt afstemningen med 44,7 procent af stemmerne.
Hvem er Café Parasollen – Aalborg?
Café Parasollen er et alkoholfrit spise- og værested, som sikrer omsorg og opfyldelse af basale fysiske og psykiske behov for socialt udsatte.
På Café Parasollen er der plads til alle, der giver plads til andre, uanset hvilken konkret livssituation, der har bragt vedkommende inden for døren. Café Parasollen vil være et sted, hvor man kan være tryg i nærvær med andre brugere, frivillige og medarbejdere.
Håndsrækningsdonationen skal bruges på en istandsættelse af det mere end 30 år gamle baderum, så de udsatte og hjemløse kan få et varmt bad samt få rent tøj og tørre sko på bagefter.
Leder Lise Hansen i Café Parasollen udtaler:
- Vi er både rørte, glade og dybt taknemmelige over, at AaB’s fans har valgt, at Café Parasollen skal modtage Hele Nordjyllands Håndsrækning. De to andre kandidater er også rigtig gode formål, der gør en stor forskel for hver deres målgruppe, så bare det at vi blev nomineret, var vi utrolig stolte over, for det er en stor anerkendelse af vores medarbejdere, frivillige og ikke mindst gæster.
- Hele Nordjyllands Håndsrækning får en kæmpe betydning for os, for med den kommende donation vil vi forbedre vores mere end 30 år gamle baderum, så vores gæster, der er borgere i udfordrende livssituationer, får bedre mulighed for at få et ordentligt bad og komme i tørt tøj, og dermed får en større livskvalitet i badesituationen, fortæller Lise Hansen.
AaB’s administrerende direktør Thomas Bælum udtaler:
- Alle finaledeltagere og øvrige ansøgere er værdige modtagere af Hele Nordjyllands Håndsrækning, og vi er glade for at kunne bidrage og forhåbentlig gøre en forskel – i dette tilfælde for Café Parasollen i Aalborg.
- Det er vigtigt for os at give tilbage til en by og en hel region, der altid står bag os, og nu håber vi både for Café Parasollen og os selv, at vi i foråret vil få massiv opbakning fra masser af tilskuere på Aalborg Portland Park, hvilket vil være til uvurderlig gavn for os alle, siger Thomas Bælum.
Det samlede beløb med to kr. pr. tilskuer til forårets 3F Superligahjemmekampe på Aalborg Portland Park vil blive doneret, når sæsonen er færdigspillet.
Herudover er BHOV i Aalborg udvalgt til at modtage en donation på 100 kr. pr. solgt håndsrækningstrøje i indeværende sæson. Denne donation er fordelt ligeligt mellem AaB’s beklædningspartner Macron, AaB’s hovedsponsor Arbejdernes Landsbank og AaB.
Tidligere modtagere af Hele Nordjyllands Håndsrækning:
Safe House, Aalborg – efterår 2022 – 122.926 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Idræt For Sindet, Hjørring – velgørenhedstrøje 2021/2022 – 42.000 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)
Carpe Diem, Aalestrup - forår 2022 - 155.266 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
FrivilligAalborg - 2020 og 2021 - 172.138 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Personaleforeningerne ved Aalborg Universitetshospital og Regionshospitalet Vendsyssel – velgørenhedstrøje 2020 – 40.000 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)
Gestus Nord – velgørenhedstrøje 2019 – 41.400 (100 kr. pr. solgt trøje)
Barnets Blå Hus i Vesthimmerland – efterår 2019 – 112.196 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Skyggebørn – forår 2019 – 83.880 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
AaB Support Club og AaB TIFO KAOS – velgørenhedstrøje 2018 - 38.400 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)
Ønskeland – efterår 2018 – 108.652 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Foreningen Grønlandske Børn – forår 2018 – 85.908 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Børn i sorg – Sorggrupperne i Aars – efterår 2017 – 109.850 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Veteran Oasen – velgørenhedstrøje 2017 – 90.000 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)
Kildehuset Fountainhouse – forår 2017 – 31.249 kr. (1 kr. pr. tilskuer)
Broen Aalborg – efterår 2016 – 69.093 kr. (1 kr. pr. tilskuer)
Hjerterummet og Cykel20 – forår 2016 – 57.357 kr. (1 kr. pr. tilskuer)
The Back To Life Project – efterår 2015 – 66.410 kr. (1 kr. pr. tilskuer)
Headspace Aalborg – forår 2015 – 54.337 kr. (1 kr. pr. tilskuer)
Pr. 1. januar 2023 er der i alt uddelt 1.481.062 kr. via Hele Nordjyllands Håndsrækning.