Hamrén: Vi skal være effektive mod FCK
Læs et interview med cheftræner Erik Hamrén, der kigger frem mod søndagskampen mod FC København.
Søndag står AaB foran FC København, når de to mandskaber mødes i Parken kl. 16.00. FC København har meldt ud, at flere end 30.000 tilskuere har billet til kampen, og AaB's fans forventes også at være velrepræsenteret i Parken, hvor de får plads D-tribunen bag det ene mål. Læs hvordan du kan støtte AaB her.
- Der har til samtlige kampe været en god opbakning fra vores fans, og det er kun dejligt, hvis det gentager sig på søndag, hvor jeg håber, at vi sammen kan få en succesoplevelse, siger cheftræner Erik Hamrén forud for søndagskampen.
- Vores ambition er at levere så stærk en præstation som muligt. Gør vi det, så har vi også muligheden for at tage point eller en sejr, siger cheftræneren.
Mens AaB fredag aften tabte 1-0 til AGF under stormen Otto, så vandt FC København deres forårspremiere på udebane mod Silkeborg I.F. med 3-0, og søndagens hjemmehold har ikke indkasseret et mål i 3F Superligaen siden 22. oktober.
- FCK har mange gode individuelle spillere og et godt presspil. De lukker generelt ikke mange mål ind og er svære at slå. Så på søndag handler det om, at vi skal holde dem nede på så få muligheder som muligt, og så skal vi være skarpe, når vi får spillet os frem til chancer. I kampe mod FCK får man typisk ikke mange chancer, så det gælder om være effektive, siger Erik Hamrén.
Kampen på søndag kan ses på 6’eren og discovery+ med optakt fra kl. 15.00.