Om en uge lægger AaB vejen forbi Hasseris Bymidte med fire spillere og Theodor, som står klar med sjove aktiviteter og på vegne af KVG Bolig deler billetter ud til AaB-Lyngby Boldklub.
Torsdag 27. april kommer AaB til Hasseris Bymidte, hvor der er mulighed for at få autografer af fire AaB-spillere, konkurrere om præmier fra AaB, give highfives til Theodor og få gratis billetter til AaB’s hjemmekamp mod Lyngby Boldklub søndag 30. april kl. 14.00.
Der er AaB’s samarbejdspartner KVG Bolig, der i aftalen med AaB har købt 500 billetter til 3F Superligakampen mod Lyngby Boldklub, som KVG Bolig ønsker at uddele gratis i Hasseris Bymidte næste torsdag.
Fra kl. 15.30 er det således muligt at få en masse gode AaB-oplevelser. Man kan blandt andet prøve kræfter med en Goal Station, spille bordfodbold eller teste sit skud ved en sparkestation.
Kl. 15.45 vil AaB-spillerne stå for en jongleringskonkurrence med præmier fra AaB, hvor alle, der har lyst, kan deltage.
Fra kl. 16.00 skriver AaB-spillerne autografer, mens der uddeles billetvouchers, som kan bruges til at hente billetter til Vesttribunen og 3F Tribunen til kampen mod Lyngby Boldklub. Billetterne uddeles efter først-til-mølle-princippet.