AaB TV: Seneste fredagssejr over OB

30. september 2022 kl. 07:47 af Rasmus Estrup

Da "Students' Grandstand Party" havde premiere sidste år, vandt AaB fredagskampen på Aalborg Portland Park med 2-0 over OB.

Sidstnævnte gæster også Aalborg Portland Park i forbindelse med "Students' Grandstand Party" i aften, og du kan i videoen øverst få et gensyn med sidste års fredagssejr over fynboerne. 

Fredagskampen begynder kl. 19.00, og dørene åbner kl. 17.00. 

Køb billet til kampen på www.billet.aabsport.dk. 

Tags på denne nyhed

Vidste du om AaB og OB…

29. september 2022 kl. 15:53 af Brian Andersen

- at den forestående dyst er 3F Superligakamp nummer 91 mellem AaB og OB. Statistikken siger 34 sejre til AaB, 30 uafgjorte og 26 nederlag samt en målscore på 131-120 set med AaB’s øjne.

- at AaB har vundet de to seneste 3F Superligakampe mod OB, senest i marts 2022 med 3-2 i Odense. Hvis det skulle blive til en sejr igen mod OB, vil det være første gang august 2011-august 2012, at AaB vinder tre 3F Superligakampe i træk mod OB.

- at seneste besøg af OB på Aalborg Portland Park foregik 17. september 2021, hvor AaB sejrede 2-0 efter scoringer af Rasmus Thelander og Anders Hagelskjær.

- at fra den nuværende AaB-trup har Lucas Andersen (2 mål), Milan Makaric (1), Kasper Høgh (1) og Jakob Ahlmann (1) tidligere været på måltavlen for AaB i en 3F Superligakamp mod OB.

- hvis AaB kan holde OB fra at score i morgen aften, vil det være anden 3F Superliga-hjemmekamp i træk med clean sheet mod OB. Det har AaB ikke præsteret mod OB i Aalborg siden august-november 2013, hvor det blev til en målløs kamp og en smal sejr på 1-0 mod fynboerne.

- at AaB er ubesejret i de seneste fire 3F Superligakampe på Aalborg Portland Park, hvor det er blevet til tre uafgjorte og en sejr. Hvis det bliver til point mod OB, vil AaB have spillet fem 3F Superliga-hjemmekampe i træk uden nederlag for første gang siden april-maj 2021.

- at ud af de 90 tidligere 3F Superligakampe mod OB har AaB scoret først i 45 tilfælde, hvilket har resulteret i 31 sejre, otte uafgjorte og seks nederlag. Omvendt har OB scoret kampens første mål i 35 tilfælde, hvilket har givet AaB tre sejre, 12 uafgjorte og 20 nederlag.

- at AaB blot har scoret først i to af de ti spillede kampe i indeværende sæson af 3F Superligaen, men begge kampe er til gengæld endt med sejr til AaB. Omvendt skal AaB helst undgå at komme bagud, idet det kun i én kamp ud af seks er lykkedes AaB at vende 0-1 til point.

- at AaB har sejret med samlet 11-1 i de fire seneste 3F Superliga-hjemmekampe afviklet en fredag aften. Blandt de fire fredagssejre var tidligere nævnte kamp mod OB i september 2021.

- at Jens Maae fredag aften dømmer sin første 3F Superligakamp i indeværende sæson med deltagelse af AaB. Hans seneste besøg i Aalborg var i marts 2022, hvor AaB besejrede Brøndby I.F. med 3-0 efter to straffesparksscoringer af Louka Prip og en fuldtræffer af Milan Makaric.

- at AaB og Arbejdernes Landsbank i fællesskab donerer 2 kr. pr. tilskuer til alle 3F Superligakampe på Aalborg Portland Park til AaB’s pris, Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i efteråret 2022 går ubeskåret til Safe House – Aalborg, som efter efterårets første fem hjemmekampe allerede er sikret en donation på 78.036 kr. Køb i forsalg billet til dysten mod OB her.

(Statistisk kilde: danskfodbold.com og aabsport.dk).

Tags på denne nyhed

Vesttribunen nærmer sig udsolgt

29. september 2022 kl. 08:12 af Rasmus Estrup

Fredag er der lagt op til en festlig aften på Aalborg Portland Park, når AaB tager imod OB kl. 19.00.

Til kampen er der blandt andet arrangeret jobmesse og tribunefest for studerende på videregående uddannelser i Nordjylland under overskriften “Students’ Grandstand Party”.

Flere end 1.300 studerende har tilmeldt sig “Students’ Grandstand Party”, og på Vesttribunen er der nu færre end 600 pladser tilbage til opgøret. Så vil du med til festen på Vesttribunen, skal du købe en billet snarest på www.billet.aabsport.dk

I forbindelse med “Students’ Grandstand Party” har Scan Global Logistics sørget for, at den aalborgensiske DJ, Rikke Darling, sætter gang i festen, når hun fra kl. 18.00 leverer et show fra grønsværen.

På fredag er det også første gang, at alle fire tribuner på Aalborg Portland Park er helt røde. Det sker under overskriften “Rød Aalborg”.

3F Tribunen har således fået røde reklamebannere, og A. Enggaard, som har overdraget råderetten over æstetikken på A. Enggaard Tribunen til AaB’s fans, kan også præsentere en helt rød tribune på fredag.

Knap 9.000 fans billet til kampen, og du kan blive en del af fredagsfesten ved at købe billetter på www.billet.aabsport.dk.

Tags på denne nyhed

AaB og Ramkilde laver aftale året ud

28. september 2022 kl. 09:30 af Brian Andersen

Nu gør AaB og den 24-årige angriber samarbejdet formelt.

Marco Ramkilde kom allerede som U/11-spiller til AaB fra partnerklubben Aalborg KFUM, men efter to skadesplagede år i Superligatruppen blev man i sommeren 2019 enige om at stoppe samarbejdet ved kontraktudløb.

Efter en pause fik Marco Ramkilde igen mod på fodboldtilværelsen, hvilket i marts 2020 førte til en kontrakt med Queens Parks Rangers, og aftalen med London-klubben blev i foråret 2021 forlænget.

AaB’s administrerende direktør og fungerende sportschef Thomas Bælum udtaler:

- I AaB Akademiet er der igennem årene udklækket mange dygtige angribere, og på et tidspunkt blev Marco Ramkilde af vores trænere betegnet som den mest komplette af dem alle.

- Desværre har Marco haft et uheldigt forløb i sine første år som seniorspiller, men at evnerne og målfarligheden er intakt har han siden sin tilbagevenden i sommer bekræftet igen og igen til træning, og senest og ikke mindst har han imponeret Erik Hamrén (AaB’s cheftræner, red.), fortæller Thomas Bælum.

- Nu har vi i første omgang lavet en kort aftale, men det ville glæde os enormt, hvis vi om få måneder skal forlænge kontrakten, konstaterer Thomas Bælum.

Marco Ramkilde, der er noteret for 29 U-landskampe og syv scoringer for Danmark, supplerer:

- Jeg har virkelig nydt at være tilbage i AaB og har lagt på dag for dag, og det har været vigtigt for mig at bevise over for både klubben og mig selv, at jeg kan være i fuld træning over en længere periode.

- Derfor er jeg enig i, at timingen er rigtig nu, og forhåbentlig kan jeg relativt hurtigt bidrage med minutter på banen og gøre en forskel. I hvert fald er jeg parat til at fortsætte det hårde arbejde, og forhåbentlig kan mit ophold i AaB igen blive længerevarende, lyder det fra Marco Ramkilde.

Marco Ramkilde, der tidligere spillet fem officielle kampe for AaB, får trøje nummer 29.

To Ross-kasser og tre straffesparksredninger af Sander

28. september 2022 kl. 08:13 af Rasmus Estrup

Oliver Ross var med fra start og scorede to gange, da U/19-landsholdet i går spillede puljefinale i Hobro mod England i EM-kvalifikationen.

Begge hold var på forhånd videre til næste runde af EM-kvalifikationen, men kæmpede om førstepladsen i puljen, og denne snuppede England med en sejr på 4-2.

Englænderne kom foran fire minutter inde i anden halvleg, men kort efter udlignede Oliver Ross til 1-0, da han sparkede bolden op i nettaget efter et indlæg.

Englænderne svarede dog straks tilbage med målet til 2-1, og efter 73 minutter blev det også 3-1 til England, inden Oliver Ross igen var på pletten med reduceringen til 3-2 efter en returbold fra den engelske målmand.

I tillægstiden lukkede England kampen med 4-2-målet.

Oliver Ross har nu spillet 13 ungdomslandskampe og scoret fem mål for Danmark.

Sander blev straffesparkshelt

U/18-landsholdet spillede i går finale i en miniturnering i Sverige efter at have besejret Norge i turneringens indledende kamp, og her var tre straffesparksredninger af Theo Sander afgørende. 

AaB-keeperen, som sad over i første kamp mod Norge, bar også anførerbindet i finalen mod Sverige, og efter 12 minutter kom Danmark foran med 1-0.

Fire minutter senere udlignede svenskerne til 1-1, der også blev slutresultatet for den ordinære spilletid.

Miniturneringen skulle til sidst afgøres i en straffesparkskonkurrence, og her spillede AaB-målmanden den helt store hovedrolle, da danskerne vandt kampen og miniturneringen.

Theo Sander pillede således Sveriges tre første forsøg fra 11-meterpletten, og da Danmark, som sparkede først, scorede på tre af sine første fire spark, var det hele afgjort, inden svenskerne skulle forsøge sig for fjerde gang.

Theo Sander har ligesom Oliver Ross nu optrådt 13 gange på danske ungdomslandshold. Kampen i går var hans debut på U/18-landsholdet.

Tags på denne nyhed
'