
Himmerland Forsikring bliver guldpartner i AaB
Samarbejdet mellem AaB og Himmerland Forsikring tages til et nyt niveau, så Himmerland Forsikring nu bliver guldpartner.
AaB og Himmerland Forsikring har gennem mere end et årti været samarbejdspartnere, og nu optegnes aftalen, så Himmerland Forsikring bliver guldpartner i klubben i de næste tre år som minimum.
- Himmerland Forsikring har gennem mange år været en god og trofast partner, og det glæder os, at de har fundet det naturligt at tage vores samarbejde til næste niveau, så de nu frem til udgangen af 2024 bliver guldpartner, siger AaB’s salgschef Morten Brinkmann.
Jesper Færch fra Himmerland Forsikring supplerer:
- Vi har i adskillige år haft et fortrinligt samarbejde med AaB, og med de nye muligheder, der er ved at blive guldpartner, var det naturligt for os at tage det næste skridt i samarbejdet og få endnu større gavn af AaB’s muligheder inden for eksponering og aktivering i partnerskabet.
- Himmerland Forsikring har stærke rødder i Nordjylland, og derfor er det også nærliggende for os at bakke op om et stort lokalt flagskib som AaB. Samtidig ønsker vi at være nordjydernes foretrukne forsikringsselskab. Det sætter vi streg under med den nye aftale, der rummer mange spændende muligheder for fortsat at være tæt på kunderne – både på og uden for fodboldbanen, siger Jesper Færch.
Himmerland Forsikring vil ved udgangen af denne aftale have været partner i AaB i flere end 15 år.