
Vidste du om FC København og AaB…
Skæve vinkler på søndagens 3F Superligaopgør i Parken. Vidste du således…
- at AaB inden sidste spillerunde er på fjerdepladsen, men afhængigt af søndagens resultater kan ende på både fjerde-, femte- eller sjettepladsen. Vinder AaB i Parken, vil man slutte som nummer fire, mens uafgjort eller et nederlag vil give både Brøndby I.F. og Randers FC muligheden for at passere AaB i tabellen.
- at den forestående 3F Superligakamp er nummer 93 mellem AaB og FC København. De foregående 92 kampe er endt med 20 sejre til AaB, 24 uafgjorte og 48 nederlag.
- at 45 gange har AaB mødt FC København på udebane i 3F Superligaen; AaB har vundet otte af kampene, spillet 11 gange uafgjort og så har FC København vundet de resterende 26 kampe.
- AaB har fået minimum det ene point i deres seneste to udekampe mod FC København i 3F Superligaen, og at AaB altså kan få point med hjem fra Parken for tredje kamp i træk. AaB’s længste streak uden nederlag i Parken til FCK var fra 1998 til 2001, hvor AaB fem gange i træk kom hjem med point.
- at AaB senest besøgte Parken 18. juli 2021, hvor det sluttede 2-2 efter AaB-træffere af Louka Prip og Kasper Kusk.
- at fra den nuværende AaB-trup har udover Kasper Kusk (3 mål) og Louka Prip (2) også Iver Fossum (3 mål), Lucas Andersen (2) og Rasmus Thelander (2) tidligere været på måltavlen for AaB i en 3F Superligakamp mod FC København.
- at ud af de 92 tidligere 3F Superligakampe mod FC København har AaB scoret først i 34 tilfælde, hvilket har resulteret i 17 sejre, 11 uafgjorte og seks nederlag.
- at selvom der er scoret mod AaB i de seneste seks 3F Superligakampe, så er AaB noteret for 11 clean sheets i denne 3F Superligasæson. Det placerer aalborgenserne på en delt andenplads på listen over flest clean sheets sammen med FC Midtjylland. Søndagens modstander fra FC København topper listen med 17 clean sheets.
- at AaB har scoret i 25 ud af sæsonens 31 3F Superligakampe, svarende til, at man har scoret i 81 procent af kampene.
- at søndagens dommer er Mikkel Redder, der for første gang skal dømme et indbyrdes opgør mellem de to klubber.
(Statistisk kilde: danskfodbold.com og aabsport.dk).