Flere mulige AaB-debutanter i sæsonpremieren

16. juli 2022 kl. 15:32 af Brian Andersen

AaB sluttede i den forgangne sæson på en femteplads, mens Viborg F.F. blev nummer syv. Viborgenserne sikrede sig dog en billet til europæisk fodbold via forlænget spilletid og en vundet straffesparkskonkurrence over AaB i Europa Playoff-kampen på Aalborg Portland Park 29. maj.

AaB-cheftræner Lars Friis har efter lørdagens træningspas udtaget følgende 20 spillere til dysten på Energi Viborg Arena:

1 Josip Posavec, 2 Kristoffer Pallesen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Mathias Ross, 6 Pedro Ferreira, 7 Allan Sousa, 8 Iver Fossum, 9 Milan Makaric, 10 Lucas Andersen, 14 Malthe Højholt, 15 Anders Hagelskjær, 17 Kasper Kusk, 18 Louka Prip, 19 Anosike Ementa, 21 Lars Kramer, 22 Theo Sander, 28 Jeppe Pedersen, 32 Kilian Ludewig, 38 Oliver Ross og 39 Kasper Høgh.

Daniel Granli er eneste mand på skadeslisten. Andreas Poulsen er klarmeldt, men efter forinden at have haft nogle dage med lidt ankelproblemer har man i fællesskab valgt at udskyde muligheden for debut for AaB til næste weekend.

Der er kickoff kl. 14.00. Har man ikke mulighed for at være på lægterne, så kan opgøret i stedet følges i Liga på P4 og på TV3 Sport fra kl. 13.30.

Tags på denne nyhed

Vidste du om Viborg F.F. og AaB…

15. juli 2022 kl. 11:14 af Brian Andersen

- at den forestående duel er 3F Superligakamp nummer 51 mellem Viborg F.F. og AaB. Statistikken siger 29 sejre til AaB, syv uafgjorte og 14 nederlag samt en målscore på 95-65 i AaB’s favør.

- at AaB indleder med kampen mod Viborg F.F. klubbens 33. sæson i 3F Superligaen og har spillet i den bedste danske række siden 1987. Dette overgås kun af Brøndby I.F., der har været i den bedste række siden 1982 og dermed også har spillet samtlige sæsoner i 3F Superligaen.

- at AaB traditionelt har haft en god åbning på en ny sæson i 3F Superligaen, idet det kun er blevet til syv åbningsnederlag i de 32 tidligere 3F Superligasæsoner. Det har dog ikke helt været tilfældet i de tre seneste sæsoner, hvor AaB’s første kamp i sæsonen har budt på to uafgjorte og et nederlag.

- at de seneste fire 3F Superligakampe mellem AaB og Viborg F.F. er endt uden sejr til hjemmeholdet. AaB har vundet fem af de otte seneste 3F Superliga-udekampe mod Viborg F.F. og har i fire af de fem kampe holdt nullet.

- at AaB’s seneste besøg på Energi Viborg Arena 12. september 2021 endte med en 3-2 sejr efter AaB-scoringer af Pedro Ferreira (2) og Kasper Kusk.

- at fra den nuværende AaB-trup har udover Kasper Kusk (3 mål) og Pedro Ferreira (2) også Mathias Ross (1), Milan Makaric (1), Louka Prip (1) og Jakob Ahlmann (1) tidligere været på måltavlen for AaB i en 3F Superligakamp mod Viborg F.F.

- at en 3F Superligakamp mellem Viborg F.F. og AaB kun én gang er endt uden scoringer, hvilket dog ikke er sket siden maj 1999. Ofte er kampene ret målrige, idet der i de 50 tidligere kampe er scoret ikke færre end 160 mål svarende til 3,2 mål pr. kamp.

- at kun én af de seneste 18 3F Superligakampe mellem Viborg F.F. og AaB er endt uden sejr til en af klubberne. Seneste uafgjorte 3F Superligakamp mellem de to klubber daterer sig til april 2017, hvorimod de øvrige 17 kampe er endt med 12 sejre og fem nederlag for AaB.

- at ud af de 50 tidligere 3F Superligakampe mod Viborg F.F. har AaB scoret først i 30 tilfælde, hvilket har resulteret i 25 sejre, fire uafgjorte og et nederlag. Omvendt har Viborg F.F. scoret kampens første mål i 19 tilfælde, hvilket har givet AaB fire sejre, to uafgjorte og 13 nederlag.

- at AaB søndag kan give debut til seks spillere, hvoraf de fem er kommet til klubben i sommerpausen; Lars Kramer, Kilian Ludewig, Josip Posavec, Andreas Poulsen og Allan Sousa. Theo Sander har spillet ungdomsfodbold i AaB, men har endnu sin debut på førsteholdet til gode.

- at AaB har spillet to 3F Superligakampe på datoen 17. juli, der begge endte uafgjort. Derudover har AaB spillet – og vundet – en DM-kamp på denne dato, hvorfor AaB er ubesejret i turneringskampe på datoen 17. juli.

- at AaB ikke har vundet i de seneste fire 3F Superligakampe med søndagens dommer Mads-Kristoffer Kristoffersen som dommer, og det er således knap to et halvt år siden, at AaB senest fik tre point med Mads-Kristoffer Kristoffersen som dommer.

- at Mads-Kristoffer Kristoffersen én gang tidligere har dømt et 3F Superligaopgør mellem de to klubber, hvilket skete 7. december 2015, hvor træffere af Rasmus Jönsson og Thomas Enevoldsen sørgede for en 2-0 gevinst til AaB på Aalborg Portland Park.

(Statistisk kilde: danskfodbold.com og aabsport.dk).

Tags på denne nyhed

Prip var sæsonens skarpeste Superligaspiller

15. juli 2022 kl. 08:12 af Rasmus Estrup

I en ny rapport, som Divisionsforeningen har lavet over 2021/2022-sæsonen i 3F Superligaen, fremgår det blandt andet, at Louka Prip var den spiller i 3F Superligaen, der scorede flest mål sammenlignet med, hvor mange mål han burde have scoret baseret på expected goals. 

Louka Prip stod således for 14 AaB-scoringer i 3F Superligaen i sidste sæson, mens han ud fra expected goals stod til at score 9,3 mål. Altså var hans positive difference på 4,7, hvilket var den største positive difference blandt alle spillere i 3F Superligaen.

AaB-angriber Milan Makaric, som lavede otte 3F Superligascoringer i sidste sæson, indtager fjerdepladsen på listen. Serberen scorede således 2,7 mål flere end hans expected goals på 5,3 mål.

Den tredjebedste AaB’er var Iver Fossum, der ligesom Milan Makaric leverede otte kasser. Nordmanden burde ifølge expected goals have noteret sig for 5,7 mål. Dermed indtager han ottendepladsen i hele 3F Superligaen med en positiv forskel på 2,3.

Lige efter på listen følger den nuværende AaB-forsvarsspiller Lars Kramer, der i sidste sæson lavede fire mål for Viborg F.F., hvilket var 2,1 mål mere end expected goals havde ham til.

Expected goals vurderes ud fra, hvor sandsynligt det er, at en given afslutning ender i en scoring. 

AaB indleder den nye sæson i 3F Superligaen på søndag kl. 14.00 på udebane mod Viborg F.F. 

Tags på denne nyhed

Kramer: Jeg kan ikke vente til søndag

14. juli 2022 kl. 14:11 af Rasmus Estrup

På søndag indleder AaB den nye sæson i 3F Superligaen, og den nye midtstopper Lars Kramer glæder sig til at komme i gang efter en god opstart med Hele Nordjyllands Hold.

- Selvom jeg har skullet lære nye spillere, en ny taktik og en ny klub at kende, så er jeg hurtigt faldet godt til. Alle i truppen, staben, administrationen og cafeteriet har været meget venlige, så jeg føler mig godt til rette i AaB og er klar til at præstere på banen, siger den 23-årige forsvarsspiller og peger på sidste uges træningslejr i Polen som et vigtigt element i opstartsfasen.

- Når man er sammen konstant, lærer man hinanden at kende på en dybere måde, og det er vigtigt som hold, at man kender hinanden godt. Derudover har vi også kunnet få den nye taktik godt ind under huden, siger Lars Kramer.

For ham bliver sæsonpremieren på søndag særligt speciel. Kampen spilles nemlig på Energi Viborg Arena mod Viborg F.F. Altså på hans tidligere hjemmebane mod hans tidligere holdkammerater.

- Det giver en ekstra motivation, og jeg kan ikke vente til søndag.

- Det er selvfølgelig lidt specielt, at min første AaB-kamp bliver i Viborg, hvor jeg har været i tre år og har mange gode venner. Men i de 90 minutter på søndag er venskabet lagt til side, og så gælder det kun om at vinde. Så kan vi være venner igen, når dommeren har fløjtet af, siger AaB’s nye hollænder, der håber, at AaB’s fans kan skabe samme stemning, som ved sidste besøg i Viborg, hvor det blev til en underholdende 3-2-sejr til Hele Nordjyllands Hold.

- Da AaB vandt i Viborg i sidste sæson, husker jeg, at udebaneafsnittet var helt fyldt, og efter kampen havde fansene en fest på tribunen ovenpå sejren. Begge dele, håber jeg selvfølgelig, gentager sig på søndag, slutter Lars Kramer.

Søndagskampen mod Viborg F.F. fløjtes i gang kl. 14.00.

Tags på denne nyhed

AaB bærer klubtrøjen i sæsonpremieren

14. juli 2022 kl. 11:05 af Rasmus Estrup

Så vidt det er muligt optræder AaB altid i den rød-hvide klubdragt. Dette gør sig også gældende i sæsonpremieren på søndag, hvor Hele Nordjyllands Hold kl. 14.00 indleder 2022/2023-sæsonen på udebane mod Viborg F.F.

Køb AaB’s nye klubtrøje fra Macron på www.aabshoppen.dk, hvor du selvfølgelig også kan købe klubbens nye, blå andentrøje, som Daniel Granli bærer på billedet, og AaB's opvarmnings- og træningstrøjer, som Kristoffer Pallesen har på.

AaB's håndsrækningstrøje bliver først offentliggjort senere i sæsonen. 

AaB’s nye andendragt vil blive båret for første gang i 3F Superligaen mandag 8. august, når Hele Nordjyllands Hold gæster Silkeborg I.F. kl. 19.00.

Tags på denne nyhed
'