Brænder du for support og at arbejde med systemer – og vil du have en plads på AaB-holdet og være med til at styrke Nordjyllands mest kendte brand?
Så er det dig, vi søger til rollen som ny salgsbackup.
Om jobbet:
Vi tilbyder en spændende og udfordrende hverdag i en dynamisk organisation, hvor du med reference til salgschefen får selvstændigt ansvar i et velfungerende salgsteam.
Som vores kommende kollega vil din rolle spænde bredt og dine opgaver blandt andet bestå af at:
- vedligeholde og drifte vores CRM-system
- være salgsteamets faste base og supportere med udarbejdelse af kontrakter og overblik over kapacitetsudnyttelsen på vores produkter
- være kontakt til vores leverandører, der leverer ydelser til brug for vores eksponeringsflader på Aalborg Portland Park
Hertil kommer en række øvrige relaterede supportopgaver med partnermæssigt fokus.
Om dig:
Du har en uddannelsesmæssig baggrund inden for salg eller kundeservice, samt minimum 1-3 års erfaring fra arbejdsmarkedet.
Har du også erfaring og indblik i sportens verden og dennes mekanismer, er det et ekstra plus.
Du har en naturlig interesse for struktur og digitale systemer, og du sætter en ære i at levere høj kvalitet i en struktureret dagligdag.
Gennem din adfærd repræsenterer du AaB’s værdier: fællesskab, troværdighed, passion og professionalisme.
I et afvekslende job forventer vi, at du i din private planlægning tager udgangspunkt i AaB’s kampkalender og diverse arrangementer.
Fleksibilitet er således et nøgleord, men du vil også opleve en stor frihed i jobbet i vores klub, der for mange ansattes vedkommende er en livsstil.
Det praktiske:
Send din ansøgning til kommunikations- og HR-chef Brian Andersen på ba@aab-as.dk eller skriv til salgschef Morten Brinkmann på mb@aab-as.dk for yderligere information om stillingen.
Ansøgninger behandles løbende, dog med sidste frist 21. januar, da tiltrædelse er senest 1. marts 2022 og samtalerne afholdes i uge 4.
Lønnen forhandles individuelt og indeholder firmabetalt pension og en række andre personalegoder.
Arbejdet vil i hverdagen være henlagt til administrationens kontor på Hornevej 2 i Aalborg Øst, mens aktiviteter på kampdage afvikles på Aalborg Portland Park, Harald Jensens Vej i Aalborg.
Om AaB:
AaB A/S er som arbejdsplads kendetegnet ved et højt humør og et godt sammenhold, som du falder naturligt ind i.
Vi beskæftiger i dag 20 engagerede medarbejdere i administrationen, som er hjemmehørende på Hornevej i Aalborg.
AaB’s mission er igennem fodbold at underholde og skabe oplevelser på et økonomisk bæredygtigt grundlag.
AaB’s vision er at være samlingspunkt for hele Nordjylland og til stadighed være en del af toppen af dansk fodbold – både på og uden for banen.