AaB TV: AaB og Højholt forlænger

31. januar 2022 kl. 15:29 af Rasmus Estrup

Malthe Højholt og AaB har forlænget midtbanespillerens aftale, så hans kontrakt nu løber til udgangen af 2024. 

I dette interview med AaB TV sætter Malthe Højholt ord på forlængelsen. 

Tags på denne nyhed

AaB og Højholt forlænger til udgangen af 2024

31. januar 2022 kl. 14:15 af Brian Andersen

Efter tiden på AaB Akademiet har Malthe Højholt i indeværende sæson for alvor bidt sig fast på den centrale midtbane på AaB’s bedste mandskab:

AaB’s sportschef Inge André Olsen udtaler:

- Der har været ganske stor interesse for Malthe i dette transfervindue, men både vi og han har haft fokus på at bygge videre på den udvikling, han er i gang med som både spiller og som menneske, og det har været et klart ønske fra Malthe fortsat at være en del af et forhåbentlig succesfuldt mandskab i AaB.

- Malthe har en god personlighed og en stærk mentalitet, der sammen med hans spilintelligens, boldsikkerhed og arbejdsomhed kan bringe ham langt, og derfor er vi naturligvis glade for, at en forlængelse er kommet i stand, siger Inge André Olsen.

Malthe Højholt tilføjer:

- Jeg er superglad for, at det er faldet på plads, at min fremtid er i AaB. Nu skal jeg bare blive ved med at arbejde benhamrende hårdt, fortsætte min udvikling og være med til at udrette gode ting med klubben.

- AaB har vist mig stor tillid, og især det seneste halve år er det gået rigtig stærkt. Jeg er gået fra næsten ingen spilletid til at spille hver kamp i efteråret, og nu vil jeg gerne give tilbage til klubben og fansene ved at forlænge min aftale med AaB, fortæller Malthe Højholt.

Malthe Højholt har spillet 38 officielle kampe for AaB, ligesom det foreløbig er blevet til otte ungdomslandskampe for Danmark.

Tags på denne nyhed

Hannesbo til Fredericia i foråret

31. januar 2022 kl. 09:30 af Brian Andersen

Marcus Hannesbo skiftede i 2013 en alder af 11 år til AaB fra partnerklubben Støvring I.F., og debuten for AaB’s bedste mandskab kom i marts 2020 i kvartfinalen i Sydbank Pokalen mod FC København.

AaB’s sportschef Inge André Olsen udtaler om U/20-landsholdsspilleren:

- Marcus har allerede opnået minutter i en del kampe for AaB, men i håbet om at sikre endnu mere kontinuerlig spilletid i det kommende halve år har vi i fællesskab vurderet, at en udlejning til FC Fredericia giver rigtig god mening.

- Fra femtepladsen og i en tæt top venter der FC Fredericia en række spændende kampe, og dette vil kun være med til at videreudvikle Marcus yderligere, inden han vender retur til AaB, siger Inge André Olsen.

19-årige Marcus Hannesbo, der har opstrådt i tre ungdomslandskampe for Danmark, supplerer:

- Jeg synes, der venter mig en spændende udfordring, som forhåbentlig kan give gode oplevelser og bidrage til FC Fredericia og min egen udvikling.

- Det er i hvert fald noget, jeg ser frem til og er meget opsat på, og så er planen, at jeg kan vende hjem til AaB i en mere voksen udgave, lyder det fra Marcus Hannesbo, der har kontrakt med Hele Nordjyllands Hold indtil 30. juni 2025.

Marcus Hannesbo står noteret for 32 officielle kampe og fire scoringer for AaB.

Tags på denne nyhed

Lejeaftale med Trajkovski ophævet

31. januar 2022 kl. 08:27 af Brian Andersen

Ved slutningen af det seneste transfervindue blev den nordmakedonske landsholdsspiller Aleksandar Trajkovski lejet fra den spanske La Liga-klub RCD Mallorca.

- Aleksandar Trajkovski er en spiller med et imponerende CV, men desværre blev opholdet i AaB aldrig, hvad vi eller Aleksandar havde håbet på, og derfor er begge parter enige om at afbryde samarbejdet før tid, siger AaB’s sportschef Inge André Olsen.

29-årige Aleksandar Trajkovski opnåede ni officielle kampe for AaB.

Søg Hele Nordjyllands Håndsrækning

30. januar 2022 kl. 08:55 af Rasmus Estrup

Hele Nordjyllands Håndsrækning er AaB’s pris, der siden 2015 er doneret halvårligt og går ubeskåret til gode formål i Region Nordjylland. Siden efteråret 2017 har Spar Nord Fonden valgt at bakke op om initiativet, så parterne sammen donerer to kroner pr. fremmødt tilskuer til 3F Superligahjemmekampe på Aalborg Portland Park.

Seneste modtager af Hele Nordjyllands Håndsrækning var FrivilligAalborg, som oprindeligt skulle have været modtager for foråret 2020, men på grund af Covid-19 og tilskuerbegrænsningerne blev FrivilligAalborg modtager for hele 2020 og hele 2021, hvilket resulterede i et rekordstort beløb på 172.138 kr.

Nu er det blevet tid til at finde en modtager for foråret 2022, og du kan skrive din ansøgning her.

Hele Nordjyllands Håndsrækning kan tilfalde foreninger, et værested, et behandlingscenter eller noget helt fjerde. Kun fantasien sætter grænser, men der skal dog være tale om et formål, der hverken har kommerciel eller politisk karakter. Udover at donationen skal gå til en god sag, skal modtageren også have postadresse i Region Nordjylland.

Ønsker du at søge Hele Nordjyllands Håndsrækning, eller kender du en forening, en organisation eller et andet godt formål, der kunne have fordel af en håndsrækning, kan du søge her.

Der er ansøgningsfrist for at blive forårets modtager af Hele Nordjyllands Håndsrækning søndag 13. februar 2022 kl. 12.00. 

Et udvalg bestående af repræsentanter fra AaB, Spar Nord Fonden, AaB Support Club og seneste modtager af prisen, FrivilligAalborg, vil gennemgå ansøgningerne og udvælge tre kandidater, der herefter kommer til afstemning på aabsport.dk.

Modtageren af Hele Nordjyllands Håndsrækning for foråret 2022 forventes offentliggjort i dagene op til forårets første hjemmekamp mod Silkeborg I.F. 27. februar. 

Læs mere om Hele Nordjyllands Håndsrækning her. 

Tidligere modtagere af Hele Nordjyllands Håndsrækning:

FrivilligAalborg - 2020 og 2021 - 172.138 kr. (2 kr. pr. tilskuer)

Personaleforeningerne ved Aalborg Universitetshospital og Regionshospitalet Vendsyssel – velgørenhedstrøje 2020 – 40.000 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)

Gestus Nord – velgørenhedstrøje 2019 – 41.400 (100 kr. pr. solgt trøje)

Barnets Blå Hus i Vesthimmerland – efterår 2019 – 112.196 kr. (2 kr. pr. tilskuer)

Skyggebørn – forår 2019 – 83.880 kr. (2 kr. pr. tilskuer)

AaB Support Club og AaB TIFO KAOS – velgørenhedstrøje 2018 - 38.400 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)

Ønskeland – efterår 2018 – 108.652 kr.  (2 kr. pr. tilskuer)

Foreningen Grønlandske Børn – forår 2018 – 85.908 kr. (2 kr. pr. tilskuer)

Børn i sorg – Sorggrupperne i Aars – efterår 2017 – 109.850 kr. (2 kr. pr. tilskuer)

Veteran Oasen – velgørenhedstrøje 2017 – 90.000 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)

Kildehuset Fountainhouse – forår 2017 – 31.249 kr. (1 kr. pr. tilskuer)

Broen Aalborg – efterår 2016 – 69.093 kr. (1 kr. pr. tilskuer)

Hjerterummet og Cykel20 – forår 2016 – 57.357 kr. (1 kr. pr. tilskuer)

The Back To Life Project – efterår 2015 – 66.410 kr. (1 kr. pr. tilskuer)

Headspace Aalborg – forår 2015 – 54.337 kr. (1 kr. pr. tilskuer)

Tags på denne nyhed
'