Efter en afstemning blandt AaB’s fans er Carpe Diem i Aalestrup blevet udvalgt til modtager af Hele Nordjyllands Håndsrækning for foråret 2022.
AaB og Spar Nord Fonden donerer to kroner pr. fremmødt tilskuer til klubbens 3F Superligahjemmekampe på Aalborg Portland Park til et godt formål gennem AaB’s pris Hele Nordjyllands Håndsrækning, der blev oprettet og har været uddelt siden 2015. Pengene bliver halvårligt doneret ubeskåret til et godt formål i Region Nordjylland.
Siden foråret 2015 har AaB – og siden sommeren 2017 med bidrag fra Spar Nord Fonden – doneret mere end 1,1 millioner kr. via Hele Nordjyllands Håndsrækning.
Blandt et bredt felt af ansøgere til at være forårets modtager af Hele Nordjyllands Håndsrækning blev tre finalister offentliggjort i sidste uge, hvorefter der var afstemning blandt AaB’s fans på AaB’s officielle hjemmeside aabsport.dk.
Flere end 1.200 personer har deltaget i afstemningen, som endte med, at forårets modtager af Hele Nordjyllands Håndsrækning bliver Carpe Diem fra Aalestrup. Carpe Diem modtog 44 procent af stemmerne efterfulgt af Børns Voksensvenner - Nordjylland med 33 procent og WeCare - Aalborg med 23 procent.
Hjælp til kræftramte og socialt udsatte børn og unge
Carpe Diem Aalestrup er en frivillig forening, der blev startet i 2013 med det formål at støtte kræftramte og socialt udsatte børn og unge samt deres familier. Dette sker blandt andet gennem samarbejde med børneafdelingen i Aalborg samt socialrådgivere i forskellige kommuner.
Støtten til de kræftramte børn og socialt udsatte familier gives blandt andet gennem tilskud til oplevelser, konfirmationer, fødselsdage, weekendophold, mad, tøj, julehjælp og meget andet.
Midlerne til at hjælpe kommer gennem flere end 100 medlemsskaber samt overskud fra foredrag og salg af foreningens små egenhæklede maskotter til børn.
- Vi er dybt taknemmelige over at modtage Hele Nordjyllands Håndsrækning. I første omgang var det stort bare at være blandt kandidaterne sammen med to rigtig gode formål, og det er fantastisk, at vi har modtaget så mange stemmer, at det er os, der bliver modtager af håndsrækningen, siger stifter og formand af Carpe Diem, Poul Erik Jensen.
- At vi modtager Hele Nordjyllands Håndsrækning får stor betydning for, hvor mange flere ansøgere vi kan hjælpe, og hvor stor vores hjælp kan være. Vi vil på bedste og ydmygeste vis bruge pengene på at hjælpe vores målgruppe mest muligt, siger Poul Erik Jensen.
Administrerende direktør i AaB, Thomas Bælum, udtaler:
- Endnu en gang har vi modtaget mange gode ansøgninger til Hele Nordjyllands Håndsrækning for foråret 2022, hvorfra vores håndsræknings-udvalg nåede frem til tre velfortjente kandidater, og vi kan nu med glæde ønske tillykke til Carpe Diem i Aalestrup.
- Nu glæder vi os til at arbejde sammen med Carpe Diem i det næste halve år, og vi håber selvfølgelig fortsat at se rigtig mange tilskuere til vores hjemmekampe på Aalborg Portland Park, så der både kommer en god opbakning til holdet og en stor håndsrækning til Carpe Diem, siger Thomas Bælum.
Udvalget for Hele Nordjyllands Håndsrækning består af formand for AaB Support Club Rasmus Fihl, AaB-anfører Lucas Andersen, formand for Spar Nord Fonden Michael Slavensky Dahl, kommunikations- og HR-chef i AaB Brian Andersen, marketingkoordinator i AaB Simon Vangsgaard Jensen og en repræsentant fra den seneste modtager af donationen – i dette tilfælde formand for FrivilligAalborg Winnie Lauritzen.
Det samlede beløb med to kr. pr. tilskuer til forårets 3F Superligahjemmekampe på Aalborg Portland Park vil blive doneret umiddelbart efter sidste hjemmekamp i foråret 2022 eller i forbindelse med første hjemmekamp i efteråret 2022.
Læs mere om Carpe Diem her.
Læs mere om Hele Nordjyllands Håndsrækning her.
Tidligere modtagere af Hele Nordjyllands Håndsrækning:
- Håndsrækningstrøje 2021/2022 (opgøres 30/9-22) – Idræt For Sindet, Hjørring –
- 2021 og 2020 – FrivilligAalborg – 172.138 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
- Håndsrækningstrøje 2020 – Personaleforeningerne ved Aalborg Universitetshospital og Regionshospitalet Vendsyssel – 40.000 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)
- Håndsrækningstrøje 2019 – Gestus Nord – 41.400 (100 kr. pr. solgt trøje)
- Efterår 2019 – Barnets Blå Hus i Vesthimmerland – 112.196 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
- Forår 2019 – Skyggebørn – 83.880 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
- Håndsrækningstrøje 2018 – AaB Support Club og AaB TIFO KAOS – 38.400 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)
- Efterår 2018 – Ønskeland – 108.652 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
- Forår 2018 – Foreningen Grønlandske Børn – 85.908 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
- Efterår 2017 – Børn i sorg – Sorggrupperne i Aars – 109.850 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
- Håndsrækningstrøje 2017 – Veteran Oasen – 90.000 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)
- Forår 2017 – Kildehuset Fountainhouse – 31.249 kr. (1 kr. pr. tilskuer)
- Efterår 2016 – Broen Aalborg – 69.093 kr. (1 kr. pr. tilskuer)
- Forår 2016 – Hjerterummet og Cykel20 – 57.357 kr. (1 kr. pr. tilskuer)
- Efterår 2015 – The Back To Life Project – 66.410 kr. (1 kr. pr. tilskuer)
- Forår 2015 – Headspace Aalborg – 54.337 kr. (1 kr. pr. tilskuer)
Pr. 1. januar 2022 er der i alt uddelt 1.160.870 kr. via Hele Nordjyllands Håndsrækning