Knebent nederlag trods chanceovertag

24. april 2022 kl. 15:55 af Rasmus Estrup

AaB tabte søndagskampen på Aalborg Portland Park med 2-1 til Silkeborg I.F. trods et nordjysk overtag i spil og chancer. Gæsternes mål blev lavet af Sebastian Jørgensen og Anders Klynge, mens Rasmus Thelander stod for AaB-målet. 

Opgøret foran 8.756 tilskuere begyndte med store chancer og to hurtige mål.

Første gode mulighed tilfaldt hjemmeholdet efter to minutter. I kølvandet på et hjørnespark slog Iver Fossum nemlig bolden i dybden mod Kasper Kusk. Silkeborg-målmand Nicolai Larsen nåede først til bolden og forsøgte at bokse den væk. Men den tidligere AaB-målmand ramte netop Kasper Kusk, som fik læderet med sig, inden han drejede rundt og sendte sin afslutning over mål. 

I opgørets femte minut kunne Silkeborg I.F. så åbne målscoringen med deres eneste afslutning i første halvleg. Anders Hagelskjær forsøgte at cleare bolden ud af feltet, men ramte gæsternes Oliver Sonne, som bevarede bolden i AaB-feltet og fandt Sebastian Jørgensen, der afsluttede resolut og sendte kuglen fladt i mål ved nærmeste opstander. 

Allerede efter syv minutters spil fik AaB dog udlignet. Lucas Andersen slog et hjørnespark ind omkring kanten af det lille felt, hvor Rasmus Thelander med tåspidsen flot dirigerede læderet i nettet 1-1. 

Et angrebsivrigt og velspillende AaB-hold fortsatte efter scoringen de offensive takter, og et indlæg fra Kasper Kusk var ved at finde først Milan Makaric og siden Kristoffer Pallesen, men ingen af dem fik ram på bolden. 

Midt i første halvleg ramte Kristoffer Pallesens indlæg fra modsatte side pandebrasken på Jakob Ahlmann, men sidstnævntes hovedstød gik forbi. 

Frem mod det første halvtimesmærke lagde AaB et godt tryk på gæsterne, og i 32. minut kæmpede Milan Makaric sig til en afslutning efter et langt løb med bolden, men serberen blev blokeret i skudøjeblikket. 

Tidligt i anden halvleg slog Daniel Granli et indlæg mod bagerste stolpe til Jakob Ahlmann, der endnu en gang steg til vejrs, men igen var wingbackens hovedstød uden for målrammen. 

Fem minutter efter pausen kunne Silkeborg I.F. så igen bringe sig i front. Denne gang fandt Nicolai Vallys med en stikning Anders Klynge, der fra en spids vinkel klyngede 2-1-scoringen ind ved bagstolpen. 

AaB var straks efter tæt på endnu en gang at svare hurtigt igen, men både Kristoffer Pallesen og Jakob Ahlmann måtte se sine afslutninger i Silkeborg-feltet blokeret, og i de følgende minutter fik hverken Milan Makaric eller Lucas Andersen ordentligt træf på bolden, da de fik muligheden. 

Lige inden opgøret rundede en times spil fik gæsternes Lukas Engel en god mulighed på kanten af AaB-feltet, men backens afslutning sneg sig forbi fjerneste opstander bag Jacob Rinne. 

Midt i anden halvleg var der spilletid til både Kasper Høgh, Gudmundur Thórarinsson og Malthe Højholt, men de følgende minutter var det gæsterne, der var mest på kuglen og blandt andet spillet sig frem en afslutning fra Nicolai Vallys, der blev blokeret af Daniel Granli. 

Et kvarter før tid fik indskiftede Kasper Høgh en spids afslutning reddet af Nicolai Larsen, og derefter fulgte en ny indskiftning af Oliver Ross, der overtog Jakob Ahlmanns plads, og fem minutter senere fulgte også en indskiftning af Anosike Ementa. 

AaB havde frem mod slutningen flere gode muligheder. Louka Prip flugtede blandt andet ved siden af fra kanten af feltet, inden Kasper Høgh efter flot forarbejde af Anosike Ementa og Iver Fossum fik sin afslutning tæt under mål reddet af Nicolai Larsen.  

Dernæst var gæsterne tæt på at score selvmål efter et klumpspil, og i 88. minut stod Oliver Ross for et brag af et langskud, der desværre prellede af på overliggeren. 

Trods det store pres i slutminutterne lykkedes det ikke AaB at udligne, og det endte derfor med et nederlag på 2-1. 

Trods nederlaget ligger AaB stadig på tredjepladsen i 3F Superligaen med 44 point, hvilket er et point mere end netop Silkeborg I.F. på fjerdepladsen. 

AaB møder Silkeborg I.F. igen allerede i næste kamp i 3F Superligaen, som spilles mandag 2. maj på udebane på Jysk Park. Næste hjemmekamp spilles søndag 8. maj på hjemmebane mod FC Midtjylland. Køb billetter til den kamp her. 

Matchfacts - 3F Superligaen, Mesterskabsspil, 27. spillerunde

AaB-Silkeborg I.F. 1-2 (1-1)
5. min 0-1 Sebastian Jørgensen, 8. min 1-1 Rasmus Thelander, 51. min 1-2 Anders Klynge
Advarsler AaB: Anders Hagelskjær (40), Jakob Ahlmann (68)
Advarsler Silkeborg I.F.: Ingen
8.756 tilskuere på Aalborg Portland Park

AaB (3-4-3): Jacob Rinne, Daniel Granli, Rasmus Thelander, Anders Hagelskjær (66: Malthe Højholt), Kristoffer Pallesen, Lucas Andersen, Iver Fossum, Jakob Ahlmann (77: Oliver Ross), Kasper Kusk (66: Gudmundur Thórarinsson), Milan Makaric (66: Kasper Høgh), Louka Prip.

Silkeborg I.F. (4-3-3): Nicolai Larsen, Oliver Sonne, Tobias Salquist, Joel Felix, Lukas Engel, Anders Klynge (90: Søren Tengstedt), Mark Brink, Robert Gojani, Sebastian Jørgensen (80: Stefan Thordarson), Nicklas Helenius, Nicolai Vallys (90: Pelle Mattsson).

Dommer: Sandi Putros

Tags på denne nyhed

Complea Tribunen er udsolgt

24. april 2022 kl. 10:44 af Rasmus Estrup

Complea Tribunen er ligesom AaB's afsnit på 3F Tribunen nu også blevet udsolgt. Dermed er der til dagens kamp mod Silkeborg I.F. kun siddepladser tilbage på A. Enggaard Tribunen, hvor der i skrivende stund blot er ni pladser tilbage. 

Så vil du have en siddeplads til dagens kamp, er det med at få købt billet med det samme på www.billet.aabsport.dk. 

Foruden de ni siddepladser på A. Enggaard Tribunen resterer også ståpladser på Vesttribunen. Alt i alt er der færre end 1.100 pladser tilbage til AaB-fans til dagens opgør, der begynder kl. 14.00.

Køb billet til kampen her, eller i billethusene på Aalborg Portland Park der åbner kl. 12.00. 

Bemærk også, at der kan dukke flere siddepladser op løbende, såfremt sæsonkortholdere frigiver deres plads på www.billet.aabsport.dk i tilfælde af, at de er forhindret i at komme til kampen. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: Otte mål på fem dage mod Silkeborg I.F.

24. april 2022 kl. 07:08 af Rasmus Estrup

Flere end 11.000 fans har billet til AaB-Silkeborg I.F. i dag, og da AaB møder Silkeborg I.F. både i dag og næste mandag, kan du i dagens tilbageblik få et gensyn med to sejre inden for fem dage på 3-0 og 5-0 i foråret 2017. 

3-0-sejren blev sikret af et hattrick af Jakub Sylvestr, mens 5-0-sejren kom i hus gennem fire mål af Rasmus Thellufsen og en scoring af Edison Flores. 

Dagens opgør spilles kl. 14.00 på Aalborg Portland Park, og du kan købe billet til kampen her. 

Fanzonen åbner allerede kl. 11.30, og der vil være masser af aktiviteter for børn og unge, ligesom Mathias Ross og Pedro Ferreira fra kl. 12.00 til 12.30 skriver autografer i fanzonen. 

Billethusene og dørene til Aalborg Portland Park åbner kl. 12.00. 

Tags på denne nyhed

Thórarinsson tilbage i truppen mod Silkeborg I.F.

23. april 2022 kl. 12:35 af Rasmus Estrup

Flere end 10.800 fans har allerede billet til søndagskampen på Aalborg Portland Park mellem AaB og Silkeborg I.F. i 3F Superligaens Mesterskabsspil.

Søndagens modstander kommer ind til kampen med sejre over Randers FC, FC København og Brøndby I.F. i de tre seneste kampe.

Inden opgøret i morgen ligger AaB på tredjepladsen i Mesterskabsspillet med fire point flere end Silkeborg I.F. på fjerdepladsen.

AaB’s cheftræner Lars Friis har efter lørdagens træningspas udtaget en trup med 18 spillere, inklusive Gudmundur Thórarinsson, der er med i truppen for første gang siden sin debut på udebane mod OB 14. marts.

Truppen består af følgende 18 spillere:

1 Jacob Rinne, 2 Kristoffer Pallesen, 3 Jakob Ahlmann, 5 Daniel Granli, 8 Iver Fossum, 9 Milan Makaric, 10 Lucas Andersen, 14 Malthe Højholt, 15 Anders Hagelskjær, 17 Kasper Kusk, 18 Louka Prip, 19 Anosike Ementa, 26 Rasmus Thelander, 32 Casper Gedsted, 36 Gudmundur Thórarinsson, 38 Oliver Ross, 39 Kasper Høgh og 40 Theo Sander.

Mathias Ross har karantæne, mens Magnus Christensen, Pedro Ferreira og Rufo er ukampdygtige.

AaB og Spar Nord Fonden donerer i fællesskab 2 kr. pr. tilskuer til alle 3F Superligakampe på Aalborg Portland Park til AaB’s pris, Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i foråret 2022 går ubeskåret til Carpe Diem i Aalestrup, som efter årets fem første hjemmekampe allerede er sikret en donation på 84.604 kr. Køb billetter til kampen her.

Kampstart i morgen er kl. 14.00, og fanzonen åbner allerede kl. 11.30. Kl. 12.00 åbner både billethusene og indgangene til Aalborg Portland Park.

Tags på denne nyhed

Vind to pladser i eksklusiv partybus til udebanekamp

22. april 2022 kl. 14:05 af Rasmus Estrup

Mr. Green giver dig nu muligheden for at vinde en ekstraordinær udebanetur til AaB’s næste udekamp, der spilles mandag 2. maj kl. 19.00 mod Silkeborg I.F. 

Mr. Green afholder nemlig en konkurrence, hvor du kan vinde to pladser i en partybus til kampen. Partybussen kører dig og dine medfans direkte fra Aalborg Portland Park til Jysk Park og retur igen. Både til og fra Silkeborg er der fri øl, vand og sodavand på hele turen.  

Inde på tribunen får I alle en gratis stadionplatte. Derudover får I alle et AaB-halstørklæde og en ATTENFEMOGFIRS-cap, så I kan pryde AaB’s udebaneafsnit med rød-hvide farver.  

Billetter til AaB’s udebaneafsnit til kampen er selvfølgelig en del af præmien. 

Partybussen kører fra fanzonen ved Complea Tribunen kl. 15.00 mandag 2. maj, og forventet hjemkomst er mellem kl. 23.00 og 00.00.  

Tilmeld dig konkurrencen ved at kommentere opslaget om partybussen på AaB's Facebookside.  

Vi trækker lod blandt alle kommentarerne på onsdag kl. 12.00 og vinderne får direkte besked. 

Tags på denne nyhed
'