AaB på tredjeplads med stærk fredagssejr

8. april 2022 kl. 20:23 af Rasmus Estrup

Med en stærk fredagssejr på 3-0 over Randers FC overtager AaB tredjepladsen i 3F Superligaen. Aftenens sejr kom i hus efter to tidlige scoringer af Louka Prip og et 3-0-mål i begyndelsen af anden halvleg af Milan Makaric. 

AaB kom flyvende fra start, og fire minutter inde i kampen bragte Hele Nordjyllands Hold sig foran. Fra kanten fandt Kasper Kusk Louka Prip, som fra kanten af feltet sparkede læderet flot i mål ved stolperoden af den fjerneste opstander. 

Allerede i opgørets syvende minut blev føringen fordoblet. Og igen var Louka Prip manden med målet. Denne gang var det et gennembrud i højresiden, som endte med en tværbold ind i feltet til Kasper Kusk. Sidstnævnte lagde bolden af til Louka Prip, som trak forbi Mads Enggård og sparkede 2-0-scoringen fladt ind ved nærmeste stang. Dermed er Louka Prip oppe på 11 scoringer i 3F Superligaen i denne sæson. 

I det tiende minut fandt Louka Prip så Milan Makaric med en elegant aflevering, men serberens forsøg fra en spids vinkel blev reddet af Patrik Carlgren, og AaB-angriberen blev efterfølgende dømt offside. 

Foruden et langskud fra midterlinjen af Vito Hammershøy-Mistrati i kampens spæde begyndelse, kom gæsternes første store chance efter 18 minutter, da Stephen Odey fik en friløber mod Jacob Rinne. Men AaB's sidste skanse holdt, da svenskeren diskede op med en stærk parade. 

Ti minutter senere spillede AaB sig frem til en stor mulighed, da Iver Fossum med en præcis bold fandt Daniel Granli, som havde taget løbet ind i Randers-feltet. Daniel Granli prikkede bolden forbi Patrik Carlgren og hen mod Milan Makaric, men Randers-defensiven fangede kuglen, før den nåede frem til den serbiske angriber. 

I opgørets 37. minut var Louka Prip tæt på at score hattrick, da et langt indkast fra Anders Hagelskjær dumpede ned til AaB-topscoreren midt i feltet, men denne gang gik afslutningen lige forbi stolpen. 

I modsatte ende kom gæsterne frem til et hovedstød minuttet senere, men Stephen Odeys forsøg gik over tværribben, og lige inden pausen nåede Björn Kopplin også op til et indlæg. Denne gang tæt under mål, men også backens hovedstød fortsatte over målrammen. 

Randers FC åbnede anden halvleg med en langskudsmulighed til Stephen Odey efter et nordjysk boldtab på egen banehalvdel, men angriberens forsøg gik forbi. Og kort efter sparkede Stephen Odey forbi bolden på en stor mulighed efter et Randers-hjørnespark.

Et nyt hjørnespark til gæsterne endte med et farligt hovedstød, som hjemmeholdet fik afværget på stregen, og dette satte gang i en omstilling. Her blev bolden ekspederet ud på venstrekanten til Louka Prip, som med et præcist, fladt indlæg fandt Milan Makaric, der kastede sig ned i bolden og sparkede AaB foran med 3-0. 

Serberen, der har scoret i alle sæsonens møder med Randers FC, prøvede efter en lille times spil lykken fra distancen, men forsøget fór forbi. 

Efter en times spil sparkede Louka Prip et langskud lige på Patrik Carlgren, og Randers-keeperen kom også i vejen efter 61 minutter, da Milan Makaric ellers fik en friløber. 

Minuttet senere var der comeback og stående ovationer fra hele Aalborg Portland Park til Lucas Andersen, som har været ude med en korsbåndsskade siden 24. maj 2021. AaB-anføreren, der modtog anførerbindet af Rasmus Thelander, blev skiftet ind samtidig med Kasper Høgh og Casper Gedsted. 

Efterfølgende havde Mathias Ross et hovedstød på overliggeren efter et hjørnespark fra Louka Prip, og i modsatte ende måtte Jacob Rinne levere en stærk fodparade på Stephen Odeys forsøg 20 minutter før tid. 

Syv minutter senere vandt Jacob Rinne igen en direkte duel med Randers-angriberen, da AaB-keeperen opfangede et for langt træk fra Stephen Odey, der ellers var helt fri. 

Ti minutter før tid var Lucas Andersen tæt på at komme på måltavlen i sit comeback, da han blev spillet fri til afslutning. Anføreren vippede bolden over Randers-målmanden, men lige før stregen blev bolden afværget af en Randers-spiller. 

Kort efter kom også Malthe Højholt til en afslutning efter en smart hælaflevering fra Kasper Høgh, men afslutningen blev reddet af Patrik Carlgren. 

I 83. minut blev Vladimir Prijovic skiftet ind til sin officielle AaB-debut, og kort efter blev også Oliver Ross sendt på banen. 

Herfra kørte AaB sikkert 3-0-sejren hjem. De tre point sender AaB op på en foreløbig tredjeplads med 41 point, hvilket inden weekenden er et point mere end Brøndby I.F. på fjerdepladsen. 

AaB's næste kamp i 3F Superligaens Mesterskabsspil venter på udebane mod netop Brøndby I.F. på torsdag kl. 18.00. Næste hjemmekamp spilles søndag 24. april mod Silkeborg I.F. Køb billetter til kampen her.

Matchfacts - 3F Superligaen, Mesterskabsspil, 24. spillerunde

AaB-Randers FC 3-0 (2-0)
5. min 1-0 Louka Prip, 7. min 2-0 Louka Prip, 53. min 3-0 Milan Makaric
Advarsler AaB: Mathias Ross (23)
Advarsler Randers FC: Simon Piesinger (90)
6.521 tilskuere på Aalborg Portland Park

AaB (3-4-3): Jacob Rinne, Mathias Ross, Rasmus Thelander, Anders Hagelskjær, Daniel Granli (83: Vladimir Prijovic), Malthe Højholt, Iver Fossum (86: Oliver Ross), Jakob Ahlmann (63: Casper Gedsted), Louka Prip, Milan Makaric (63: Kasper Høgh), Kasper Kusk (63: Lucas Andersen).

Randers FC (4-4-2): Patrik Carlgren, Björn Kopplin, Hugo Andersson, Simon Piesinger, Oliver Bundgaard (66: Mikkel Kallesøe), Simon Tibbling (66: Tobias Klysner), Lasse Berg Johnsen, Mads Enggård (46: Frederik Lauenborg), Tosin Kehinde (76: Filip Bundgaard), Vito Hammershøy-Mistrati (76: Jakob Ankersen), Stephen Odey.

Dommer: Jakob Kehlet

Tags på denne nyhed

Billetsalg åbent til AaB-FC Midtjylland

8. april 2022 kl. 12:19 af Rasmus Estrup

I aften tager AaB imod Randers FC kl. 18.30 på Aalborg Portland Park, og du kan købe billet her. 

Samme sted kan du nu også købe billetter til AaB's to efterfølgende hjemmekampe mod henholdsvis Silkeborg I.F. og nu også FC Midtjylland. 

Kampen mod Silkeborg I.F. spilles søndag 24. april kl. 14.00, og opgøret mod FC Midtjylland spilles søndag 8. maj kl. 18.00. 

Køb billetter til kampene her.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Makaric' to sæsonmål mod Randers FC

8. april 2022 kl. 09:15 af Rasmus Estrup

I aften kl. 18.30 tager AaB imod Randers FC på Aalborg Portland Park. Det er tredje sæsonmøde mellem de to klubber, og Milan Makaric har scoret i begge kampe. 

Inden aftenens kamp kan du i denne video se begge scoringer fra serberen. 

Køb billet til AaB-Randers FC her. 

Tags på denne nyhed

Noshe startede inde i U/16-sejr over Schweiz

8. april 2022 kl. 07:57 af Rasmus Estrup

Det danske U/16-landshold med Anders Noshe i startopstilling som spidsangriber fik i går revancheret tirsdagens nederlag med en 3-1-sejr på udebane over Schweiz. 

Anders Noshe, der blev skiftet ind ved pausen i tirsdags, var med fra start i torsdagens kamp, og AaB-spilleren var involveret i opspillet til danskernes 1-0-scoring i femte minut. 

Danmark øgede også til pauseføringen 2-0, inden Schweiz tidligt i anden halvleg reducerede til 2-1. 

Anders Noshe blev skiftet ud efter en time, og i tillægstiden scorede Danmark kampens sidste mål til 3-1. 

Anders Noshe har med spilletid i denne uges to venskabskampe mod Schweiz nu optrådt fire gange og scoret et mål på det danske U/16-landshold.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Generalforsamling i 2022

7. april 2022 kl. 20:22 af Rasmus Estrup

AaB A/S havde i dag ordinær generalforsamling 2022, hvor der for første gang siden 2019 var mulighed for at inviterer aktionærerne med til generalforsamlingen i Scan Global Loungen på Aalborg Portland Park. 

På bestyrelsesmødet gennemgik Torben Fristrup blandt andet bestyrelsens beretning, og administrerende direktør Thomas Bælum gennemgik årsrapporten. 

Torben Fristrup, Anders Bjørnstrup og Kim Jacobsen var desuden på valg og blev alle tre genvalgt. 

Dermed består bestyrelsen af formand Torben Fristrup, næstformand Niels David Nielsen samt Claus Fallingborg, Anders Bjørnstrup, Kim Jacobsen, Henrik Hagbarth og Mads Peter Veiby.

Se et interview med bestyrelsesformand Torben Fristrup i AaB TV's indslag fra generalforsamlingen. 

 

Tags på denne nyhed
'