Sejr, uafgjort og nederlag for AaB Akademiet

4. oktober 2021 kl. 09:24 af Rasmus Estrup

U19: AaB-Silkeborg I.F. 1-1

AaB spillede lørdag 1-1 mod Silkeborg I.F. i U/19 Ligaen i en kamp, hvor AaB-mandskabet efterfølgende ikke var helt tilfredse med præstationen.

Det var ellers AaB, der kom først på tavlen med en flot scoring midt i første halvleg. Nordjyderne fastholdt bolden i et minut, inden Casper Gedsted serverede et tidligt indlæg til Oliver Ross, der fra kanten af feltet solidt sparkede AaB foran med 1-0.

I anden halvleg begyndte AaB godt, men tempoet faldt i løbet af anden halvleg, og Silkeborg I.F. fik i stedet momentum. Dette blev udnyttet 12 minutter før tid med en udligning.

Frem mod slutfløjtet var AaB tættest på at tage de tre point, men de to store muligheder mod slutningen blev ikke udnyttet. Dermed sluttede opgøret 1-1.

- Det var fint, at vi fik et point efter en okay præstation. Vi er lidt skuffede over vores boldomgang, for vi begik for mange tekniske fejl. Samtidig stod vi også ofte for lavt i vores presspil, siger U/19 Ligatræner Kim Leth Andersen.

- Når vores høje pres lykkedes, fik vi skabt nogle gode omstillingsmuligheder, men vi var ikke kyniske nok til at straffe Silkeborg I.F., siger U/19 Ligatræneren.

AaB ligger på niendepladsen i U/19 Ligaen med fem point. Næste kamp spilles 16. oktober på udebane mod AC Horsens.

U/17 Ligaen: AaB-Silkeborg I.F. 3-0

I U/17 Ligaen tog AaB en stærk 3-0-sejr på hjemmebane over Silkeborg I.F.

Det var gæsterne, der var mest på kuglen, men AaB-holdet stod godt på banen og var i fin kontrol. Samtidig blev der erobret mange bolde højt på banen, og efter 14 minutter scorede Kasper Davidsen et flot mål, da han tog en dribletur, inden han sparkede bolden i det lange hjørne til 1-0.

AaB fortsatte med at være i kontrol, selvom Silkeborg I.F. havde bolden mest, og et kvarter inde i anden halvleg udbyggede Sebastian Lind til 2-0 efter en flot assist fra Oscar Meedom.

Mod slutningen øgede Emil Nymann til slutresultatet 3-0, da han sparkede bolden op i hjørnet.

- Det var en fremragende indsats hele vejen rundt. Spillerne udviste taktisk kløgt og fulgte gameplanen, og samtidig var det en god fysisk præstation, hvor der blev løbet mange meter og fightet godt i duellerne, siger U/17 Ligatræner Jonas Nødbak Petersen.

- Derudover var det en god revanche at få, for i en af sommerens testkampe tabte vi 5-0 til netop Silkeborg I.F., så det lader til, at vi har taget nogle gode skridt i vores udvikling, siger U/17 Ligatræneren.

AaB ligger i U/17 Ligaen på 11. pladsen inden næste kamp, der spilles på udebane mod AC Horsens 16. oktober. 

U/15: AaB-Silkeborg I.F. 3-4

AaB’s U/15 Ligahold løb ind i et nederlag til Silkeborg I.F. i lørdags.

AaB begyndte opgøret godt, og med to mål af Christian Tcacenco kom AaB foran med 2-0. Chancerne var også til mere inden pausen, men mulighederne blev ikke udnyttet, og i stedet reducerede gæsterne lige inden pausefløjtet.

Tidligt i anden halvleg scorede Albert Heyde et flot mål til 3-1, men fra 52. minut til 57. minut indkasserede AaB tre mål, og dermed var gæsterne pludselig i front.

Herfra forsøgte AaB at ændre spilsystem for at jagte en udligning, men den udeblev, og dermed endte det med et nordjysk hjemmebanenederlag på 4-3.

AaB’s U/15 Ligahold spiller igen på lørdag på hjemmebane mod Lyngby Boldklub. Forud for den kamp ligger AaB på 11. pladsen i U/15 Ligaen.

Tags på denne nyhed

AaB TV: AaB-SønderjyskE 4-0

4. oktober 2021 kl. 07:15 af Rasmus Estrup

AaB vandt i går eftermiddags 4-0 på Aalborg Portland Park foran flere end 8.000 tilskuere. 

Allerede i kampen 10. minut headede Iver Fossum AaB på 1-0 efter en assist og flot forarbejde af Milan Makaric. 

Sidstnævnte gjorde det selv til 2-0 i slutningen af første halvleg, da han lidt tilfældigt dirigerede bolden i mål med skulderen efter oplæg fra Frederik Børsting. 

Tidligt i anden halvleg var Milan Makaric igen involveret i en AaB-scoring. Serberen holdt solidt fast i bolden og fandt Louka Prip helt ude ved sidelinjen. Herfra tog Louka Prip med en stærk solotur vejen ind i SønderjyskE-feltet, hvorfra han sikkert sparkede bolden ind ved fjerneste opstander til 3-0. 

Endelig blev det kort efter 4-0, da Jakob Ahlmann fandt Iver Fossum, som uden besvær scorede sit andet mål i kampen. 

Se det fyldige sammendrag af kampen i denne video. 

Tags på denne nyhed

Fossum indkaldt til det norske landshold

3. oktober 2021 kl. 20:32 af Rasmus Estrup

Dagens dobbelte AaB-målscorer er netop blevet indkaldt til Norges landshold, der i denne landskampspause skal spille to VM-kvalifikationskampe. 

Det norske landshold med Iver Fossum i truppen skal således møde Tyrkiet på udebane 8. oktober, og 11. oktober spiller Norge på hjemmebane mod Montenegro. 

Norge ligger på andenpladsen i Gruppe G med 13 point efter seks kampe. 

Iver Fossum har hidtil spillet 14 A-landskampe og scoret et mål for Norge. 

For AaB i denne sæson har Iver Fossum leveret otte mål og syv assists i 13 kampe. 

Tags på denne nyhed

AaB vinder stort over Sønderjyske

3. oktober 2021 kl. 15:54 af Rasmus Estrup

Foran flere end 8.000 tilskuere på Aalborg Portland Park vandt AaB her til eftermiddag 4-0 over SønderjyskE efter en stærk præstation. Iver Fossum nettede to gange, mens også Milan Makaric og Louka Prip kom på tavlen. 

Allerede i kampens første minut truede Iver Fossum med et hovedstød, da Kristoffer Pallesen sendte et indlæg ind i panden på nordmanden, som testede Lawrence Thomas i SønderjyskE-målet. 

Ni minutter senere kunne SønderjyskE-målmanden ikke gøre noget ved Iver Fossums hovedstød. Milan Makaric erobrede bolden på kanten af SønderjyskE's forsvarsside og sendte en perfekt bold mod bagerste stolpe, hvor Iver Fossum stangede AaB foran med 1-0.

Assistmager Milan Makaric prøvede et par minutter senere selv fra distancen, men angriberens hårde hug susede forbi. 

SønderjyskE's første afslutning stod Stefan Gartenmann for i 17. minut, da et hjørnespark endte i bagerste område hos ham. Rasmus Thelander fik dog flot kastet sig i vejen og blokeret forsøget. 

Frem til kort før pausen var spillet mere låst og og uden store chancer, bortset fra i 34. minut hvor Abdulrahmen Taiwo headede bolden i nettet bag Jacob Rinne. Scoringen blev dog straks annulleret for offside, og offside-kendelsen stod fast efter et VAR-tjek. 

Med fem minutter til pausen dirigerede Milan Makaric bolden ind til 2-0 på et indlæg fra Frederik Børsting. Dommer Mikkel Redder underkendte dog målet for arm på bolden, men efter et VAR-tjek blev annulleringen ophævet, og scoringen talte. 

Da Frederik Børsting kort inden pausefløjtet fik sit hovedstød reddet af Lawrence Thomas, kunne AaB gå til pausen foran 2-0. 

Fra anden halvlegs start kom Louka Prip og Jakob Ahlmann på banen i stedet for Magnus Christensen og Frederik Børsting, og tidligt i anden halvleg havde både Louka Prip, Aleksandar Trajkovski og Iver Fossum nogle afslutninger, der enten blev blokeret eller sad lige på Lawrence Thomas. 

Syv minutter efter pausen kunne indskiftede Louka Prip så sende AaB på 3-0. Milan Makaric holdt godt fat i kuglen og spillede bolden ud på kanten til Louka Prip, der på sidelinjen vendte rundt, trak ind i feltet og resolut sparkede læderet fladt i nettet ved fjerneste stang. 

Iver Fossum var fire minutter senere igen på pletten med sin anden scoring i dag. AaB brød igennem over venstresiden, og Jakob Ahlmann fandt med en cutback-aflevering Iver Fossum, som sikkert sparkede AaB på 4-0. 

Midt i anden halvleg kom også Kasper Kusk på banen. Kort efter fik SønderjyskE en stor mulighed til Faris Moumbagna, der på sin friløber afdriblede Jacob Rinne og sparkede fladt mod mål, men foran stregen nåede Daniel Granli tilbage med en stærk redning. 

Med et lille kvarters tid igen blev også Tim Prica og Marcus Hannesbo sendt i aktion, og med ti minutter igen flugtede Tim Prica i sidenettet fra en spids vinkel. 

I 87. minut headede Rasmus Vinderslev tæt forbi AaB-målet, og da hverken AaB eller SønderjyskE kom tættere på flere scoringer, sluttede kampen med en AaB-sejr på 4-0.  

Med sejren ligger AaB på tredjepladsen i 3F Superligaen med 21 point efter 11 runder. 

AaB's næste kamp i 3F Superligaen spilles mandag 18. oktober på udebane mod AGF. 

Matchfacts - 3F Superliga, grundspil, 11. spillerunde

AaB-SønderjyskE 4-0 (2-0)
10. min 1-0 Iver Fossum, 41. min 2-0 Milan Makaric, 53. min 3-0 Louka Prip, 57. min 4-0 Iver Fossum
Advarsler AaB: Magnus Christensen (25)
Advarsler SønderjyskE: Emil Holm (21), Marc Dal Hende (84), Mads Albæk (85)
8.085 tilskuere på Aalborg Portland Park

AaB (3-5-2): Jacob Rinne, Daniel Granli, Rasmus Thelander, Anders Hagelskjær (78: Marcus Hannesbo), Kristoffer Pallesen, Malthe Højholt, Magnus Christensen (46: Louka Prip), Iver Fossum, Frederik Børsting (46: Jakob Ahlmann), Aleksandar Trajkovksi (66: Kasper Kusk), Milan Makaric (78: Tim Prica). 

Sønderjyske (5-3-2): Lawrence Thomas, Emil Holm (58: Jeppe Simonsen),  Stefan Gartenmann, Søren Reese (46: Faris Moumbagna), Duplexe Tchamba, Marc Dal Hende, Mads Albæk, Victor Ekani, Emil Kornvig (46: Isak Steiner Jensen), Abdulrahman Taiwo, Daniel Prosser (63: Rasmus Vinderslev).

Dommer: Mikkel Redder

Tags på denne nyhed
'