AaB møder Randers FC i første testkamp

12. januar 2021 kl. 12:08 af Brian Andersen

Forberedelserne til 3F Superligaen er i fuld gang under cheftræner Martí Cifuentes, og nu er også et par testkampe faldet endeligt på plads.

AaB møder således Randers FC og FC Midtjylland henholdsvis onsdag den 20. og søndag 24. januar. Begge kampe foregår på udebane, og i begge tilfælde er der kickoff kl. 13.00.

Ligeledes arbejdes der på en tredje testkamp onsdag 27. januar.

Opgaverne i 3F Superligaen indledes onsdag 3. februar hjemme på Aalborg Portland Park mod FC København.

Tags på denne nyhed

AaB ændrer forventninger til 2020-regnskabet

11. januar 2021 kl. 20:28 af Brian Andersen

Dette har sammen med øgede transferindtægter – blandt andet i form af udløste kampbonusser og tilfredsstillende udvikling i omkostningsniveauet i 2. halvår 2020 – påvirket resultatforventningerne i forhold til det tidligere udmeldte. På den baggrund opjusterer AaB forventningerne til resultatet for 2020 fra intervallet minus 2 til plus 3 mio. kr. til et resultat i intervallet mellem 8 og 10 mio. kr før skat. 

Resultatet for 2020 er fortsat behæftet med usikkerhed, da kompensationsansøgningerne endnu ikke er afklarede.

Forventninger til 2021
AaB forventer et resultat for 2021 i niveauet minus 2 til minus 5 mio. kr., hvilket er inklusive AaB’s andel i salget af Joakim Mæhle fra den belgiske klub KRC Genk til italienske Atalanta B.C.

Joakim Mæhle skiftede som 12-årig til AaB fra partnerklubben Østervrå I.F., inden han med virkning fra 1. juli 2017 blev solgt til KRC Genk.
 
Indregnet i resultatforventningerne for 2021 er yderligere spillersalg, investering i spillertruppen og strategiske investeringer i den kommercielle udvikling.

Afhængig af udviklingen omkring Covid-19 er AaB’s kommercielle indtægter inden for matchday og samarbejdspartnere ligeledes behæftet med stor usikkerhed i 2021. Ydermere vil 2021 være kraftigt påvirket af regeringens principper og muligheder for ansøgning af kompensationspakker.

Tags på denne nyhed

Thelander: Meget positiv start

10. januar 2021 kl. 10:59 af Rasmus Estrup

AaB’s 3F Superligamandskab er kommet godt i gang med træningen i det nye år.

Mens spillerne mødte ind til Covid-19-test mandag, bød tirsdagen på diverse fysiske test indenfor. Onsdag begyndte også med en fysisk test, inden den første udendørstræning ventede onsdag eftermiddag på kunstgræsbanen hos partnerklubben LKB Gistrup.

Siden er der blevet trænet udendørs på kunstgræsbanen hos partnerklubben torsdag, fredag og lørdag.

- Det er dejligt at komme i gang. Der har været en god tænding på træningen med en ny træner og en ny start. Banen er god, der er højt humør på og folk virker til at nyde de nye inputs, siger Rasmus Thelander. 

Skal hurtigt forstå de nye idéer

38-årige Martí Cifuentes er som bekendt tiltrådt som cheftræner for Hele Nordjyllands Hold, og allerede fra start har han forsøgt at gøre det klart, hvilken spillestil han ønsker at se fra AaB-mandskabet. Både før træning og på træningsbanen.

- Vi har jo ikke så lang tid, inden det går løs, så det er meget naturligt, at han allerede fra start får os til at forstå alle hans idéer. Vi har haft møder før hver træning, hvor vi stille og roligt er gået igennem hans filosofi og har kigget på, hvad vi skal arbejde på til den enkelte træning, siger Rasmus Thelander. 

- Så vi finder hurtigt ud af, hvordan vi skal spille, og så er jeg sikker på, at vi går mere i dybden med det, når vi kommer lidt tættere på sæsonstart, fortæller forsvarsspilleren, der har fået et godt indtryk af de nye idéer, Martí Cifuentes har præsenteret.

- Det er meget positivt. Der er noget, der minder om det, vi har gjort hidtil, og så er der noget, der er markant anderledes. Grundlæggende skal vi gerne spille offensiv fodbold, som vi er vant til, og også med højt pres. Lige nu kigger vi på opbygningsspillet frem til den sidste tredjedel, og når vi kommer derop skal vi blive direkte og sætte bolden mere på spil, forklarer forsvarsspilleren.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Daniel Granli fortsætter i AaB

7. januar 2021 kl. 13:15 af Rasmus Estrup

Den 26-årige nordmand var i efteråret på et lejeophold i AaB fra svenske AIK Stockholm, hvor det blev til 12 kampe for AaB-mandskabet. 

Nu har AaB indløst frikøbsklausulen i lejeaftalen, og dermed vil Daniel Granli optræde for AaB frem til sommeren 2024. 

I dette indslag fra AaB TV kan du høre fra forsvarsspilleren selv og sportschef Inge André Olsen. 

Tags på denne nyhed

Granli fortsætter i AaB

6. januar 2021 kl. 13:30 af Brian Andersen

Daniel Granli blev i begyndelsen af september 2020 lejet hos AIK Stockholm, og foreløbig er det i AaB blevet til 12 officielle kampe for den 26-årige nordmand.

Granli havde optrådt i den svenske hovedstad siden 2019, hvor AIK hentede ham hos norske Stabæk og daværende sportschef Inge André Olsen.

I efteråret 2020 fik Daniel Granli sin debut på det norske A-landshold, mens det i tiden hos AIK Stockholm blev det til 32 officielle kampe.

I Stabæk Fotball er spilleren med foretrukne positioner i midterforsvaret og i højre forsvarsside noteret for 144 officielle kampe.

AaB’s sportschef Inge André Olsen udtaler:

- Daniel har levet op til vores forventninger, og vi er meget glade for, at vi nu er nået til enighed om en ny aftale.

- Hurtighed, boldsikkerhed og forudseenhed er med til at gøre Daniel til en dygtig forsvarsspiller, og derudover er det en gevinst, at han reelt formår at dække alle pladser i forsvarskæden, siger Inge André Olsen.

Daniel Granli glæder sig over, at fremtiden nu er på plads:

- Jeg trives her, og det har været et stort ønske for mig at få et længerevarende ophold i AaB og Aalborg, og heldigvis er det lykkes.

- Vi har gang i et spændende projekt, hvor spilfilosofien passer mig godt. I sæsonen har vi vist, at vi på vores gode dage er blandt de allerbedste, men vi skal blive mere stabile, så vi både i år og fremover kan blive en fast del af toppen af 3F Superligaen. Det er vores fælles mål, fastslår Daniel Granli.

Tags på denne nyhed
'