AaB søger account manager
Account manager søges til en af Danmarks førende fodboldklubber og Nordjyllands stærkeste brand.
Med reference til AaB A/S’ salgschef får du som account manager en central rolle i at fortsætte den positive udvikling og vækst, som AaB oplever.
Du vil blive en del af et velfungerende team, hvor du gennem din adfærd repræsenterer AaB’s værdier: fællesskab, troværdighed, passion og professionalisme.
Du vil få egen portefølje af eksisterende kunder, men vi forventer, at du kan udbygge denne platform via kontinuerligt, vedholdende og opsøgende salgsarbejde.
Vi forventer, at du er god til at bygge relationer, således at eksisterende kunder får en seriøs og nærværende behandling, så de ser sig selv som langsigtede partnere i AaB A/S.
Vi forventer, at du har erfaring med relationsskabende B2B-salg, men fra hvilken branche er ikke afgørende.
Vi ser det som en fordel, at du har prøvet kræfter med salg af koncepter, systemer eller serviceydelser i en lidt større virksomhed med en professionel tilgang til salg.
Du har dokumenterede positive resultater og ved, at mange indsatser hos kunden giver succes.
For dig er en god hverdag masser af besøg hos nye og eksisterende kunder, og du ser værtsrollen til alle hjemmekampe på Aalborg Portland Park som et ekstra krydderi på en i forvejen spændende stilling.
I et afvekslende job forventer vi således, at du i din private planlægning tager udgangspunkt i AaB’s kampkalender og arrangementer.
Vi forventer, at du er fleksibel, men du vil også opleve en stor frihed i jobbet i vores klub, der for mange ansattes vedkommende er en livsstil.
Som person arbejder du udadvendt og målrettet, og du forstår at åbne døre og lukke salget.
Du er stærk i den umiddelbare såvel som den fordybende kontakt og har gode kommunikationsevner.
Din arbejdsform er systematisk og struktureret, og du har et godt blik for såvel detaljen som helheder.
Du er arbejdsom, motiveres af resultater og mål samt trives i en rolle, hvor du i høj grad leder dig selv.
AaB A/S er som arbejdsplads kendetegnet ved et højt humør og et godt sammenhold, som du falder naturligt ind i. Du har gode IT-kundskaber, og har du erfaring med brug af CRM-systemer, er dette et plus.
Dit distrikt er primært Nordjylland, hvor du har et stort netværk og ideelt set er bosiddende.
Lønnen forhandles individuelt og vil være med udgangspunkt i en fast grundløn og en bonusaftale, ligesom der er firmabetalt pension og en række andre personalegoder. Du vil blive afregnet kørsel i egen bil efter statens gældende takster.
For yderligere information om stillingen kan du kontakte salgschef Morten Brinkmann på 2088 1885.
Ansøgninger behandles løbende, dog med sidste frist 2. maj, da tiltrædelse er senest 1. juli 2021. Vi ser frem til at modtage din ansøgning.
Send din ansøgning til kommunikations- og HR-chef Brian Andersen på ba@aab-as.dk.
AaB A/S beskæftiger i dag 20 engagerede medarbejdere i administrationen, som er hjemmehørende på Hornevej i Aalborg.
AaB's mission er igennem fodbold at underholde og skabe oplevelser på et økonomisk bæredygtigt grundlag. AaB's vision er at være samlingspunkt for hele Nordjylland og til stadighed være en del af toppen af dansk fodbold – både på og uden for banen.