Stor U/15 Ligasejr over SønderjyskE
Efter næsten en måneds ligapause vandt AaB i weekenden 4-0 over SønderjyskE.
Mens U/19 Ligaen og U/17 Ligaen ligger stille på grund af en landskampspause, var U/15 Ligaholdet i aktion for første gang siden 8. august, da AaB lørdag vandt 4-0 over SønderjyskE.
AaB kontrollerede opgøret fra start, og Christian Lynge Mølgaard kunne krydre et godt angreb med et fortjent føringsmål til 1-0.
Kort efter erobrede Mads Bomholt bolden højt og slog et indlæg ind til Emil Borup, som pandede 2-0-målet i kassen.
Efter pausen fortsatte kampbilledet, og et sønderjysk selvmål sendte AaB i front med 3-0, inden Mads Bomholt lukkede kampen med målet til 4-0.
AaB har efter to ligakampe de maksimale seks point, hvilket giver en delt førsteplads. Næste kamp i U/15 Ligaen spilles først 26. september på udebane mod Silkeborg I.F.