AaB TV: Støt op om kapitaludvidelsen inden fredag
Indtil på fredag kl. 17.00 kan du støtte op om AaB's nuværende kapitaludvidelse. Se mere om kapitaludvidelsen i dette indslag fra AaB TV.
AaB A/S er i øjeblikket i gang med at gennemføre en aktieemission med fortegningsret for AaB's eksisterende aktionærer. Aktieemissionen blev sat i gang sidste mandag, efter at bestyrelsen i Aalborg Boldspilklub A/S 10. december 2019 på en ekstraordinær generalforsamling fik bemyndigelse til at udvide aktiekapitalen. Forslaget blev vedtaget med overvældende flertal, hvor flere end 95 procent stemte for forslaget.
Siden 2018 har der i AaB været arbejdet hårdt på at skabe et solidt fundament baseret på strategien Nordkraften, hvor AaB som Nordjyllands eneste aktuelle Superligaklub i endnu højere grad vil favne og dyrke de bedste nordjyske talenter, skabe de bedste fodboldoplevelser på Aalborg Portland Park samt ikke mindst igen vinde pokaler og titler.
Provenuet fra udbuddet skal dels styrke AaB’s generelle kapitalberedskab og dels anvendes til investering i Superligatruppen, i talentudvikling og i fortsat udvikling af kommercielle aktiviteter.
Prospekt og vejledning til aktiehandel kan læses her. Muligheden for tegning af aktier foregår indtil fredag 9. oktober kl. 17.00.
AaB TV: Mød Oscar Hiljemark
Hør fra AaB's nye svenske midtbanespiller Oscar Hiljemark i dette indslag fra AaB TV.
Midtbanespiller Oscar Hiljemark har i dag indgået en treårig aftale med Hele Nordjyllands Hold.
I dette indslag fra AaB TV kan du høre fra sportschef Inge André Olsen og midtbanespilleren selv, der kommer til AaB efter ophold i blandt andre PSV Eindhoven, Genoa CFC, Palermo FC, Panathinaikos FC og Dynamo Moskva.
AaB sikrer sig svensk midtbaneprofil
AaB har i dag lavet aftale til sommeren 2023 med Oscar Hiljemark, der blandt andet har 27 A-landskampe for Sverige på sit CV.
I den forgangne sæson optrådte Oscar Hiljemark for Dynamo Moskva, mens det tidligere i karrieren er blevet til flere end 200 førsteholdskampe for klubber som PSV Eindhoven, Genoa CFC, Palermo FC og Panathinaikos FC.
Inden han solgtes i 2013 blev det til 75 kampe og et svensk mesterskab hos IF Elfsborg. Også i tiden i Holland blev det til et nationalt mesterskab.
Landsholdskarrieren inkluderer deltagelse i både EM-slutrunden i 2016 og VM-slutrunden i 2018.
AaB’s sportschef Inge André Olsen glæder sig selvsagt over tilgangen:
- Sidst i et transfervindue åbner der sig som regel nogle muligheder, der ikke umiddelbart vil være tilgængelige tidligere i vinduet, og det må vi sige, er tilfældet her med en topspiller som Oscar Hiljemark, der er en markant forstærkning af vores hold.
- Oscar er præcis, hvad vi har søgt efter og endda mere til. Han er en fantastisk boks til boks spiller, der mestrer de fleste facetter af fodboldspillet, og så kommer han med masser af erfaring fra allerhøjeste niveau, og vi ser frem til at se hans kompetencer udfolde sig i AaB-dragten, siger Inge André Olsen.
28-årige Oscar Hiljemark er spændt på sin nye udfordring:
- AaB har gang i et superspændende projekt, som jeg glæder mig til at være en del af.
- Mit indtryk af klubben er rigtigt godt, og AaB’s ambition om igen at vinde noget og deltage i Europa passer mig fortrinligt, for det vigtigste for mig har altid været at vinde, fastslår Oscar Hiljemark.
- Nu ser jeg frem til at lære mine nye holdkammerater at kende og fremover bidrage bedst muligt med mine kvaliteter, lyder det fra Oscar Hiljemark.
Oscar Hiljemark, der i AaB tilslutter sig landsmændene Jacob Rinne og Tim Prica, får trøje nummer syv.
Nederlag og uafgjort for AaB’s Akademihold
I U/17 Ligaen tabte AaB på udebane til AGF med 4-3, mens det tilsvarende møde i U/15 Ligaen endte 1-1.
U/17 Ligaen: AGF-AaB 4-3
AaB-mandskabet startede godt, men måtte tage hjem uden point, da U/17 Ligaholdet lørdag tabte 4-3 på udebane til AGF.
AaB var i god kontrol i første halvleg, og Oliver Ross bragte AaB foran, da han erobrede bolden, afdriblede en modstander og sparkede bolden ind i det nærmeste hjørne.
På et vanvittigt langskudsmål udlignede AGF, inden Marius Jacobsen efter et hjørnesparkskombination sparkede kuglen ind til en nordjysk pauseføring på 2-1.
Efter pausen overtog AGF initiativet og udlignede først på et straffespark. Dernæst blev det til en AGF-føring på 3-2, da et direkte hjørnespark sejlede ind over stregen.
10 minutter før tid udbyggede AGF til 4-2 på en omstilling, da AaB havde kastet meget frem i håbet om at udligne.
Kort før tid lykkedes det AaB at pynte på resultatet, da Oscar Meedom sendte bolden i nettet efter et hjørnespark til slutresultatet 4-3.
- I første halvleg havde vi bolden meget og følte, at vi var fuld kontrol. Men i anden halvleg blev vores indsats for sløv, og AGF lykkedes med at ændre deres defensive formation flere gange i løbet af kampen, hvilket vi havde svært ved at håndtere, og så skiftede kampens momentum, siger U/17 Ligatræner Nikolaj Hørby.
AaB ligger i U/17 Ligaen på syvendepladsen med ni point efter syv kampe. Næste kamp spilles 17. oktober på udebane mod Lyngby Boldklub.
U/15 Ligaen: AGF-AaB 1-1
I U/15 Ligaen led AaB sit første pointtab i sæsonen, da det i lørdags blev til en pointdeling mellem AaB og AGF.
AaB, der kom ind til kampen med tre sejre i træk, kom ellers først på måltavlen, da Jeppe Jørgensen midt i første halvleg scorede til en nordjysk føring på 1-0.
Kort efter pausen udlignede hjemmeholdet dog til slutresultatet 1-1.
Pointdelingen betyder, at AaB ligger på fjerdepladsen i U/15 Ligaen med 10 point efter fire kampe. Næste U/15 Ligakamp spilles på lørdag, hvor OB gæster AaB’s anlæg på Hornevej.