Efter en spektakulær sejr over Esbjerg fB ved eSuperliga Playoffs kvalificerede AaB sig for første gang til eSuperliga Finals, der spilles tirsdag og torsdag i næste uge.
Fjerde gang blev lykkens gang for AaB's eSuperligamandskab. I hvertfald lykkedes det i går aftes AaB at spille sig videre til eSuperliga Finals for første gang i eSuperligaens fire sæsoner.
AaB havde torsdag aften sikret sig en femteplads i eSuperligaens grundspil, hvilket betød, at nordjyderne skulle møde Esbjerg fB, som var endt på 12. pladsen, i en direkte duel om en plads til eSuperliga Finals.
I første kamp var det dog Esbjerg fB, der kom bedst fra start, da Mat efter 35 minutter scorede til 1-0 mod Mads Skibsted. AaB-topscoreren holdt dog hovedet koldt, og med et langt og godt opspil lykkedes det i tillægstiden Mads Skibsted at udligne til slutresultatet 1-1. Målet var især også vigtigt, da det var et udebanemål.
Dermed ville 0-0 være nok for Jacob Kragelund til at sikre AaB en plads ved finalestævnet. Men AaB's spillende træner var ikke kommet for at spille defensivt mod Qack. Tværtimod.
eSuperligaens ældste spiller var nemlig i målhumør, og inden opgøret var en time gammelt, havde AaB bragt sig foran 4-0.
Qack fik dog mod slutningen kæmpet sig lidt tilbage i kampen, men det nåede aldrig for alvor at blive spændende, og Jacob Kragelund vandt kampen 5-3. Dermed er AaB videre til eSuperliga Finals med en samlet sejr på 6-4. Alle mål fra kampene kan ses her.
eSuperliga Finals starter på tirsdag 23. juni kl. 17.00, hvor de fire kvartfinaler spilles. Her skal AaB møde favoritterne Brøndby I.F., som vandt eSuperligaen i første sæson, endte på førstepladsen i denne sæsons grundspil og har nummer et og nummer to på eSuperligaens topscorerliste i denne sæson.
Semifinalerne og finalen spilles først torsdag 25. juni.
eSuperliga Finals kan følges på Viaplay og TV3 Max.