Knebent nederlag mod FC København

23. juli 2020 kl. 21:54 af Rasmus Estrup

AaB tabte sæsonens sidste hjemmekamp med 1-0 til FC København. Carlos Zeca scorede sejrsmålet i begyndelsen af anden halvleg. Trods nederlaget er fjerdepladsen stadig inden for rækkevidde inden sidste runde. 

Inden kampen var der blomster til Jacob Rinne og Jores Okore i anledning af deres 100-kamps jubilæer, mens Søren Tengstedt fik blomster i anledning af sin sidste hjemmekamp på Aalborg Portland Park. Endelig blev klublegenden Patrick Kristensen hyldet for sin flotte indsats i AaB, da han lægger støvlerne på hylden efter sæsonens sidste kamp på søndag. 

AaB pressede højt i indledningen, men gæsterne var de første til at afslutte. Mohamed Daramy fandt Jonas Wind midt i feltet, men Mathias Ross fik presset angriberen i skudøjeblikket, og afslutningen sad lige på Jacob Rinne. 

Efter 10 minutter spillede AaB sig frem til en kæmpechance. Patrick Olsen fangede en nedfaldsbold og spillede Tom van Weert fri i feltet. Hollænderen spillede atter ind mod midten til Patrick Olsen, der havde taget løbet ind til FC Københavns lille målfelt, men Patrick Olsen blev tacklet i samme øjeblik, som han forsøgte at sende læderet i nettet. 

Fem minutter senere havde FC København en hovedstødschance til Jens Stage, da Jacob Rinne blev fanget på mellemhånd, men hovedstødet gik forbi mål. 

Herefter fulgte 20 chanceløse minutter, hvor der i stedet blev kæmpet hårdt om duellerne over hele banen. Fem minutter før pausen prøvede Malthe Højholt, der gik ind i startopstillingen, da Iver Fossum måtte udgå fra opvarmningen, fra distancen, men midtbanespilleren sendte læderet uden for målrammen. 

Et par minutter senere kom Jonas Wind til en stærk afslutning på kanten af feltet, men Jacob Rinne diskede op med en mindst lige så stærk redning på stregen. 

Umiddelbart efter havde gæsterne et farligt hjørnespark, som Jens Stage kom frem til, men hovedstødet gik tæt forbi bagerste stang. 

Syv minutter efter pausen lykkedes det FC København at score kampens første mål. Carlos Zeca flugtede køligt og med indersiden læderet mod nettet fra kanten af feltet. Bolden kørte langs græsset og ind i nettet helt op ad den ene målstander, mens Jacob Rinne så sagesløs til og blev placeret for første gang i fem kampe. 

Efter en times spil tog netop indskiftede Kasper Kusk et godt ryk op ad kanten og fra en spids vinkel afsluttede han mod mål, men forøget sad lige i favnen på Karl-Johan Johnsson.

Midt i anden halvleg mistede 100-kamps jubilar Jores Okore bolden på egen halvdel, hvilket skabte en stor mulighed til indskiftede Bryan Oviedo, men Jacob Rinne leverede en pragtredning i målet. Kort efter havde Jonas Wind en mulighed tæt under mål, men også her fik Jacob Rinne med det yderste sendt bolden forbi. 

Med lidt under et kvarter tilbage var indskiftede Jeppe Pedersen spillet op til en god mulighed, men han missede afslutningen, og et par minutter senere sparkede Rasmus Thelander et par meter forbi mål langt udefra. 

I 84. minut slog Kasper Kusk et præcist indlæg ind i feltet til en helt fri Mathias Ross, men forsvarsspilleren headede desværre forbi. Tættere på en udligning kom AaB i slutminutterne ikke. 

Efter nederlaget indtager AaB femtepladsen i 3F Superligaen med 51 point. Fjerdepladsen indtages inden sidste spillerunde af Brøndby I.F. med 53 point. 

Sæsonens sidste kamp i 3F Superligaen spilles søndag kl. 19.00 på udebane mod FC Midtjylland. 

Matchfacts - 3F Superligaen, Mesterskabsspil, 35. spillerunde

AaB-FC København 0-1 (0-0)
53. min 0-1 Carlos Zeca
Advarsler AaB: Ingen
Advarsler FC København: Rasmus Falk (55), Jonas Wind (70), Sotirios Papagiannopoulos (81)
3.247 tilskuere på Aalborg Portland Park

AaB (3-4-3): Jacob Rinne, Jores Okore, Rasmus Thelander, Mathias Ross, Kristoffer Pallesen, Malthe Højholt (74: Jeppe Pedersen), Robert Kakeeto, Lukas Klitten (74: Magnus Christensen), Tom van Weert (74: Patrick Kristensen), Patrick Olsen, Oliver Klitten (60: Kasper Kusk).

FC København (3-4-3): Karl-Johan Johnsson, Sotirios Papagiannopoulos, Victor Nelsson, Andreas Bjelland, Karlo Bartolec, Rasmus Falk (60: Nicolaj Thomsen), Carlos Zeca, Pierre Bengtsson, Jens Stage (87: Nicolai Boilesen), Jonas Wind (87: Mikkel Kaufmann), Mohamed Daramy (68: Bryan Oviedo).

Dommer: Peter Kjærgaard

Tags på denne nyhed

AaB TV: Norlys støtter Green Hub Denmark

23. juli 2020 kl. 12:00 af Rasmus Estrup

Til sæsonens sidste hjemmekamp vil der på dele af Complea Tribunen være bannere, som skaber eksponering til bæredygtighedsprojektet Green Hub Denmark. Et af bannerne står energi- og telekoncernen Norlys bag. 

Norlys ønsker nemlig at drive en grøn omstilling ved blandt andet at omstille deres energisystem, så det understøtter grøn energi, og hjælpe sine kunder til at tage grønne beslutninger. Alt sammen er noget, der passer godt sammen med det aalborgensiske bæredygtighedsprojekt Green Hub Denmark. 

Green Hub Denmark er et nyt samarbejde mellem virksomheder, forbrugere og myndigheder, der står sammen om at skabe en platform for grøn vækst ved at facilitere grøn omstilling og innovation for at tackle klimaudfordringerne. Til det er 400 forskere fra Aalborg Universitet koblet på sagen, og der investeres fem milliarder kroner i projektet. 

I dette indslag kan du høre fra Mads Brøgger, der er direktør i Norlys Energi, og Allan Møller Pedersen, senior director i Norlys Energi. Begge taler om Norlys' fokus på grøn omstilling og mulighederne med Green Hub Denmark.

Foruden Norlys AaB gået sammen med BusinessAalborg, Aalborg Portland, Himmerland Boligforening, EL:CON, Complea og Port of Aalborg for at promovere Green Hub Denmark.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Tilbageblik på AaB-FC København

23. juli 2020 kl. 08:05 af Rasmus Estrup

AaB spiller i aften kl. 20.00 sæsonens sidste hjemmekamp, når FC København kommer på besøg på Aalborg Portland Park. Køb billet til kampen her. 

Inden opgøret kan du se dette tilbageblik på ni af AaB's tidligere scoringer på Aalborg Portland Park mod FC København. 

Se blandt andet scoringerne i denne sæson af Kasper Kusk, Mathias Ross og Oliver Klitten samt de to første scoringer i The Double-sæsonen i 2013/14. 

Tags på denne nyhed

Complea Tribunen udsolgt til i morgen

22. juli 2020 kl. 16:10 af Rasmus Estrup

Mens det ikke længere er muligt at købe billetter til Complea Tribunen til kampen i morgen mod FC København, er der stadig pladser tilbage på både Vesttribunen og 3F Tribunen. Derudover er der blevet åbnet for salg af yderligere pladser på A. Enggaard Tribunen. Køb billet til kampen på www.billet.aabsport.dk

Dermed er der ca. 500 pladser tilbage til kampen i 3F Superligaens Mesterskabsspil i morgen kl. 20.00 på Aalborg Portland Park. 

Kampen er sæsonens sidste hjemmekamp, og AaB skal forsøge at forlænge den gode stime med fire clean sheets i træk og 13 point i de seneste fem kampe. 

Derudover er det Patrick Kristensens sidste hjemmekamp på Aalborg Portland Park, da han lægger støvlerne på hylden efter sæsonens afslutning på søndag. 

Information til sæsonkortholdere
For sæsonkortholdere er det desværre ikke muligt at benytte den normale plads, der står anvist på ens sæsonkort, da der fortsat er særlige regler og krav til afviklingen af kampe på Aalborg Portland Park, herunder at alle tilskuere skal holde mindst en meters afstand til hinanden.

Husk derfor at medbringe din billet til kampen, ikke dit sæsonkort, da dette ikke vil være gyldigt.

Sæsonkortholdere kan afhente deres billet i billetsystemet ved at følge nedenstående trin:

  • Gå ind på billet.aabsport.dk og log in på din profil
  • Vælg kampen AaB-AGF
  • Vælg din plads - der er frit valg mellem alle åbne tribuneafsnit
  • Vælg derefter om billetten skal være voksen, barn eller pensionist
  • Klik nu på gaveikon-knappen nederst for at indløse din værdikupon for at gennemføre købet til 0 kroner
  • Download din billet og medbring den til kampen torsdag

Klik her og se en video, der viser, hvordan sæsonkortholdere kan hente billet til kampen. 

Særlige regler for publikums adfærd

Der vil til kampen mod FC København være særlige regler for adfærd, der skal følges – læs disse herunder:

Såfremt publikum ikke overholder disse regler, kan man blive bortvist fra kampen, ligesom dette kan få indflydelse på en yderligere genåbning senere på året samt i værste tilfælde medføre at antallet af mulige tilskuere til AaB’s hjemmekampe igen reduceres.

Reglerne der skal overholdes er:

  • Planlæg din transport hjemmefra til og fra Aalborg Portland Park inden afrejse.
  • Ankom til Aalborg Portland Park på det tidspunkt og ved den indgang, der er angivet på din billet.
  • Følg skiltningen og anvisningerne ved stadion og hold altid minimum 1 meters afstand til andre personer ved indgangen, under ophold og afgang.
  • Bliv så vidt muligt på din siddeplads før og under kampen med mindre, du skal besøge en mad- og drikkebod eller toiletfaciliteter.
  • Vend ryggen til de andre tilskuere på din række, når du bevæger dig til og fra din anviste siddeplads.
  • Orienter dig om ruten til toiletter, boder og øvrige forhold.
  • Hold god håndhygiejne, benyt de opstillede håndspritdispensere og undgå så vidt muligt at røre dig selv i ansigtet, ved håndtag, gelændere med videre.
  • Undgå tæt kontakt som håndtryk, highfives og kram med personer, der ikke er nærtstående.
  • Undgå gruppedannelse.
  • Vær særligt opmærksom og tag hensyn ved jubel, sang og råb
  • Følg til enhver tid anvisningerne fra kontrollører og bodpersonale.

Det anbefales også, at man downloader app'en "Smittestop" til sin telefon og aktiverer den inden ankomst til kampen.

Det generelle ordensreglement er fortsat gældende til AaB's hjemmekampe - læs ordensreglementet her. 

I henhold til retningslinjerne for Divisionsforneingens genåbning af 3F Superligaen vil der heller ikke til kampen mod FC København være adgang for tilhængere af udeholdet.  

Specifikke ankomst- og afgangstider på Aalborg Portland Park

For at sikre at der ikke er for store forsamlinger omkring Aalborg Portland Park, har hver sektion sit eget ankomsttidspunkt og afgangstidspunkt i forbindelse med kampene på Aalborg Portland Park. Kortet nedenfor viser, hvilke tidspunkter der er gældende for hver sektion. 

Tags på denne nyhed
'