Reserveholdet møder Vejgaard Boldspilklub kl. 17.30

26. februar 2020 kl. 08:53 af Rasmus Estrup

I aften spiller AaB's reservehold en testkamp mod 2. divisionsklubben Vejgaard Boldspilklub i Vodskov. Kampen spilles på Vodskov I.F.'s kunstgræsbane kl. 17.30. 

Til opgøret stiller AaB i følgende opstilling: 

Andreas Hansen
Kasper Pedersen, Anders Bærtelsen, Thomas Albert Christiansen (U/19 Liga)
Patrick Kristensen, Robert Kakeeto, Jeppe Pedersen, Frederik Børsting
Søren Tengstedt, Kasper Kusk, Oliver Klitten

På bænken sidder U/19-ligaspillerne Marcus Hannesbo, Daniel Mortensen og Marcus Bundgaard Sørensen samt gæstespiller Aramis Kouzine. 

Det er gratis at overvære kampen på Vodskovvej 15, 9310 Vodskov. 

Tags på denne nyhed

Ravn startede i U/17-sejr over Frankrig

26. februar 2020 kl. 07:48 af Rasmus Estrup

Det danske U/17-landshold vandt tirsdag 1-0 på udebane over Frankrig i den første af to venskabskampe mod franskmændene. 

Christoffer Ravn (nr. 5) fra AaB Talent var med i startopstillingen og spillede de første 67 minutter, inden han blev udskiftet. Et kvarter senere scorede danskerne sejrsmålet. 

Tirsdagskampen var Christoffer Ravns 16. ungdomslandskamp, heraf er syv kampe spillet for U/17-landsholdet. 

U/17-landsholdets næste venskabskamp mod Frankrig spilles på torsdag. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: Hvem er svigermors drøm?

25. februar 2020 kl. 15:39 af Rasmus Estrup

I denne video kan du høre, hvem af de nuværende AaB-spillere, holdkammeraterne betegner som svigermors drøm. 

Igen er der flere spillere om buddet. Blandt andet nævnes holdets tvillinger, anføreren og den svenske målmand. 

Dommerne er følgende fir par: Lukas Klitten og Oliver Klitten, Lucas Andersen og Patrick Olsen, Rasmus Thelander og Andreas Hansen samt Patrick Kristensen og Mathias Ross.

Find ud af, hvem de peger på i ovenstående video.

Køb billet til afgørende hjemmekampe

25. februar 2020 kl. 14:16 af Rasmus Estrup

 

Næste uge bliver spændende med to hjemmekampe på Aalborg Portland Park. Onsdag 4. marts indledes ugens kampprogram med Sydbank Pokalkvartfinalen mod FC København kl. 18.30. Du kan købe billet til kampen her. 

Sæsonkortholdere har til denne kamp mulighed for gratis at tage en ven med på Aalborg Portland Park. Læs mere om det her.

Ved pokalkvartfinalen bliver pokalmesterholdet fra 1970 hyldet, da der i år er 50 års jubilæum for klubbens anden pokaltriumf.

Børnenes dag mod Lyngby Boldklub

Med to sejre i forårets to første opgør er næste hjemmekamp i 3F Superligaen mod Lyngby Boldklub 8. marts kl. 14.00 særdeles vigtig for at få en plads i Top-6. Derfor har Hele Nordjyllands Hold brug for så meget støtte som muligt. Billetsalget til kampen er i fuld gang og du kan købe dine billetter til AaB-Lyngby Boldklub her.

Til kampen er der særligt fokus på de yngste AaB-fans. Unge AaB-fans skal blandt andet hjælpe med navneopråbet af spillerne, en ung AaB-fan får lov til at give spillerne en peptalk inden opvarmningen og billeder af spillerne på storskærmen vil være tegninger lavet af AaB-fans.

Derudover er der masser af aktiviteter i Theodors Familiezone, hvor man blandt andet kan skrive og få printet sin egen lille AaB-bog, man kan lave tegninger og skrive breve til Theodors postkasse og man kan vinde præmier i Theodors lykkehjul. 

Læs mere om mulighederne til AaB-Lyngby Boldklub her. 

Billetsalg til AaB-AGF er åbent

Forårets sidste grundspilskamp i 3F Superligaen spilles søndag 22. marts kl. 14.00 på Aalborg Portland Park mod AGF. Billetsalget til den kamp er åbnet, og du kan sikre din en plads til opgøret her.

Du kan desuden sikre dig billet til alle tre kampe med et sæsonkortabonnement fra 85 kr. om måneden for voksne og 45 kr. for børn. Læs mere og tegn abonnement her. 

AaB TV: Stem på månedens mål i februar

25. februar 2020 kl. 11:32 af Rasmus Estrup

Februars to 3F Superligakampe bød på hele fem AaB-scoringer efter 2-0-udesejren over Silkeborg I.F. og 3-2-triumfen på eget græs mod Brøndby I.F. 

Derfor er der fem kandidater til månedens mål i februar: 

1: Kasper Kusk til 1-0 mod Silkeborg I.F. 16. februar
2: Kasper Kusk til 2-0 mod Silkeborg I.F. 16. februar
3: Tom van Weert til 1-0 mod Brøndby I.F. 23. februar
4: Tom van Weert til 2-0 mod Brøndby I.F. 23. februar
5: Lucas Andersen til 3-2 mod Brøndby I.F. 23. februar

Målene kan du se i videoen øverst eller via linket nedenfor, hvor du også kan stemme på din favorit. 

Afgiver du din stemme, deltager samtidig i lodtrækningen om en signeret fodbold fra Select og Football Manager 2020. 

Månedens mål offentliggøres fredag, og vinderen får direkte besked på mail fra AaB. 

Tags på denne nyhed
'