Bortset fra et kvarters udfald i slutningen af første halvleg var AaB det klart bedste mandskab, da Randers FC lørdag blev slået 4-3 på anlægget på Hornevej.
Således var den samlede præstation længder bedre end i AaB’s to foregående testkampe mod Silkeborg I.F. og Esbjerg fB, selvom der naturligvis stadig er meget at arbejde med.
Det såkaldte udtryk var dog glimrende denne eftermiddag, hvor Kasper Kusk, Tom van Weert, Kristoffer Pallesen og Timothé Nkada var målscorere for AaB.
AaB greb taktstokken fra første færd, og allerede i det andet minut førte et aggressivt pres til en god skudchance i feltet til Iver Fossum, men bolden gik over tværribben.
Gæsterne viste i det ottende minut farlighed med en fin skudmulighed til Mathias Greve, men ellers var det AaB, der sad tungt på begivenhederne, og derfor var det ikke uventet, da Kasper Kusk efter 18 minutter bragede AaB i front; Kusk var selv med til at bygge angrebet op, inden det endte med en løs bold, som blev hamret utageligt i netmaskerne.
I fortsættelsen forsøgte både Kasper Kusk, Frederik Børsting og Kristoffer Pallesen sig, inden Randers FC’s Emil Riis nærmest egenhændigt fik skabt en omstilling og brudt igennem og udlignet til 1-1 via et afrettet spark forbi Andreas Hansen i AaB-målet.
Blot tre minutter senere – i det 34. minut – begik Mathias Ross noget urutineret straffespark mod Emil Riis, der selv eksekverede fra pletten, og så var AaB pludselig bagud.
Både Pedro Ferreira og Iver Fossum truede for AaB, men umiddelbart før pausen blev man igen ramt af en – skal siges – knivskarp omstilling, så Emil Riis kunne fuldbyrde sit hattrick.
Et mærkværdigt udfald af en første halvleg som AaB havde domineret, og det første kvarter af anden halvleg blev benyttet til at få tingene stabiliseret på ny.
Herfra tog AaB imidlertid igen initiativet, og reduceringen til 3-2 kom efter 62 minutter, hvor Tom van Weert kunne udnytte fornemt forarbejde af Kasper Kusk og Mathias Ross.
Efterfølgende tvang Kasper Kusk med en signaturafslutning Randers-keeper Jonas Dakir til en god redning, men udligningen kom i stedet midtvejs i halvlegen, da fremstormende Kristoffer Pallesen scorede via indersiden af stolpen efter et flot AaB-angreb.
AaB fortsatte den offensive tilgang og jagtede sejren, og både Iver Fossum og Tim Prica var tæt på, før gæsterne i det 88. minut smagte sin egen medicin, da Andreas Hansen greb en hjørnesparksbold, der hurtigt blev ekspederet videre, så Tim Prica og Wessam Abou Ali med kvikke berøringer fik læderet lagt til rette for Timothé Nkada, der med en hård inderside sikkert udplacerede Jonas Dakir til 4-3.
Fjerde og sidste testkamp for AaB’s vedkommende afvikles på fredag mod OB.
Matchfacts – testkamp
AaB-Randers FC 4-3 (1-3)
18. min 1-0 Kasper Kusk, 31. min 1-1 Emil Riis, 34. min 1-2 Emil Riis, 44. min 1-3 Emil Riis, 62. min 2-3 Tom van Weert, 67. min 3-3 Kristoffer Pallesen, 88. min 4-3 Timothé Nkada.
AaB (3-4-3): Andreas Hansen, Jores Okore, Kasper Pedersen, Mathias Ross (80: Thomas Christiansen), Kristoffer Pallesen (80: Wessam Abou Ali), Iver Fossum (80: Magnus Christensen), Pedro Ferreira (63: Robert Kakeeto), Jakob Ahlmann (80: Lukas Klitten), Tom van Weert (66: Tim Prica), Kasper Kusk (68: Timothé Nkada), Frederik Børsting (73: Oliver Klitten).