
To eSuperligasejre over OB og FC Midtjylland
Med denne uges sejre over OB og FC Midtjylland indtager AaB nu femtepladsen i eSuperligaen efter seks runder.
AaB vandt begge uges opgør i eSuperligaen og ligger dermed på femtepladsen med 12 point efter seks runder.
OB-AaB 0-3
Tirsdag aften lagde AaB-kaptajn Jacob "Kragelund" ud mod OB's Keglekongen, og AaB-anføreren bragte sig foran 1-0 efter cirka et kvarters tid.
Fem minutter før tid fik Keglekongen muligheden for at udligne på et straffespark, men "Kragelund" havde læst sparket og reddede forsøget midt i målet.
I returopgøret spillede Daniel "Shoppen" Mogensen mod Hagelquist, og der skulle spilles hele 60 minutter, før "Shoppen" fik gang i målscoringen. Kort før tid lukkede "Shoppen" kampen definitivt med målet til 2-0, og dermed tog AaB en samlet sejr på 3-0.
AaB-FC Midtjylland 6-2
Onsdag aften bød på mere målrige opgør, da AaB besejrede FC Midtjylland. Anders "Hansi" Hansen spillede føret mod JeppeLK, der netop har kvalificeret sig til Champions League, men det betød intet for "Hansi", der kort før pausen gjorde det til 1-0, og efter pausen leverede et fremragende oplæg til 2-0-målet.
Den sejr skulle Daniel "Shoppen" Mogensen forsøge at forsvare mod The Kid, og det gik lige efter planen, for blot ti minutter inde i kampen kom AaB foran med 1-0, og kort før pausen nettede "Shoppen" også til 2-0.
Med en halv time igen blev det til en nordjysk føring på 3-0, men FC Midtjylland reducerede til 3-1 ti minutter senere. "Shoppen" svarede straks tilbage med målet til 4-1, inden The Kid i tillægstiden pyntede på resultatet med målet til 4-2, hvilket gav AaB en samlet sejr på 6-2.
AaB's næste kampe venter på tirsdag og onsdag i næste uge. Tirsdag spiller AaB mod Vejle Boldklub kl. 21.45, mens AaB onsdag møder FC Helsingør 21.45. Begge kampe kan ses på Canal9 og Dplays A-stream.