AaB TV: Sammendrag af AaB-Randers FC

11. februar 2019 kl. 07:40 af Rasmus Estrup

I videoen ovenfor kan du se sammendrag af AaB's nederlag på 3-0 på hjemmebane mod Randers FC. 

Efter en målløs første halvleg kom gæsterne foran ved Mikkel Kallesøe, inden Saba Lobjanidze kort efter udbyggede gæsternes føring til 2-0. 

Med et dommedagshug fra 35 meter lukkede Mikkel Kallesøe kampen med sin anden scoring, da han gjorde det til 3-0. 

Tags på denne nyhed

Frustrerende og fortjent nederlag mod Randers FC

10. februar 2019 kl. 15:53 af Rasmus Estrup

Aab tabte søndag forårspremieren med 3-0 på hjemmebane til Randers FC. Gæsternes Mikkel Kallesøe og Saba Lobjanidze stod for scoringerne efter pausen. 

Efter 30 sekunders klapsalver til ære for den afdøde fodbolddommer Peter Mikkelsen blev forårspremieren fløjtet i gang, og gæsterne virkede fra start mest forårsklar. 

Randers FC kunne efter blot to minutter sende første afslutning afsted. Et hjørnespark skabte klumpspil ved forreste stolpe, hvorfra Kevin Conboy sparkede bolden på tværs. Den nye Superligabold ramte André Rømer en meter fra målstregen og trillede lige forbi bagerste stolpe. 

To minutter senere fik Kevin Conboy en ny stor mulighed. Gæsterne brød igennem i højresiden og spillede bolden helt over til den helt frie back i modsatte side af AaB-feltet. Men på stregen reddede Jacob Rinne flot bolden til hjørne. 

Dette hjørnespark endte i panden på Erik Marxen, som headede forbi mål. 

10 minutter inde i opgøret var Randers FC atter farlige. Endnu en gang brød kronjyderne igennem i AaB's venstreside, og denne gang blev et indlæg slået på tværs til en umarkeret Benjamin Stokke, der flugtede bolden til målspark.

Stadionuret rundede 12 minutter, inden AaB kom til sin første afslutning. Et indlæg fra Philipp Ochs blev i første omgang afværget af Randers-forsvaret, men bolden dumpede ned til Kristoffer Pallesen, der fra distancen sparkede bolden en lille meter over mål. 

Et kvarter inde i forårspremieren var gæsterne igen farlige. Saba Lobjanidze tog sig af et frispark et par meter fra buen. Frisparket blev afrettet af muren og snød fuldstændig Jacob Rinne, der til sin lettelse kunne se bolden gå et par centimeter uden om målet. 

De næste tyve minutter bød på mere rodet spil end muligheder. Først 10 minutter før pausen faldt næste afslutning. Et AaB-angreb endte med et hovedstød fra Tom van Weert efter indlæg fra Philipp Ochs, men hollænderens hovedstød gik til målspark. 

To gange inden pausen nåede Mikkel Kallesøe til afslutninger fra kanten af feltet. Den første reddede Jacob Rinne, mens den anden afslutning blev afrettet af AaB-forsvaret og gik til hjørne. 

Lige efter pausen forsøgte Randers FC med at presse AaB. Et dumt boldtab i venstre forsvarsside gav en spids afslutningsmulighed til Saba Lobjanidze, der forsøgte sig mod nærmeste stolpe, men igen var Jacob Rinne på plads. 

Fem minutter efter pausen tog Philipp Ochs sig af et frispark i en giftig position. Patrik Carlgren fik pareret på stregen, men AaB fastholdt presset, hvilket førte til en afslutning fra Tom van Weert, der blev afrettet til et hjørnespark. 

Efter 57 minutter kom gæsterne foran 1-0. Mikkel Kallesøe tog sigte fra kanten af feltet og sparkede læderet ind helt ude ved den ene stolpe. 

Tre minutter senere var Randers FC tæt på at udbygge føringen. Saba Lobjanidze kom efter en god dribling til afslutning, men Jacob Rinne reddede flot forsøget mod bagerste stolpe. 

Fordoblet blev føringen dog efter 64 minutter. En lang bold blev headet videre mod AaB-målet, og omkring straffesparkspletten nåede Saba Lobjanidze frem til kuglen før Philipp Ochs, og gæsternes kantspiller scorede sikkert til 2-0. 

Efter 71 minutter blev det også 3-0 til gæsterne. Mikkel Kallesøe prøvede lykken langt udefra og med et dommedagshug sendte han læderet helt op i fjerneste målhjørne. 

Efter 78 minutter var gæsterne tæt på endnu en scoring, da Saba Lobjanidze forsøgte at lægge bolden ind ved stolpen, men målscoreren til 2-0 overplacerede sit forsøg. 

Kort før tid fik Mikael Boman også en stor mulighed, men han sparkede forbi. Dermed endte opgøret med et nederlag på 3-0. Med nederlaget bliver AaB overhalet af Randers FC i tabellen, hvor AaB i skrivende stund ligger på en sjetteplads med 28 point. 

Næste kamp spilles mandag 18. februar på udebane mod FC Midtjylland. 

Matchfacts - Superligaen, 21. spillerunde

AaB-Randers FC 0-3 (0-0)
57. min 0-1 Mikkel Kallesøe, 64. min 0-2 Saba Lobjanidze, 71. min 0-3 Mikkel Kallesøe
Advarsler AaB: Lucas Andersen (10)
Advarsler Randers FC: Nicolai Poulsen (26)
4.724 tilskuere på Aalborg Portland Park

AaB (4-4-2): Jacob Rinne, Kristoffer Pallesen, Kasper Pedersen, Jakob Blåbjerg, Philipp Ochs, Kasper Kusk (76: Kasper Risgård), Magnus Christensen, Rasmus Würtz, Frederik Børsting (58: Rasmus Thellufsen), Lucas Andersen, Tom van Weert (66: Wessam Abou Ali).

Randers FC (4-4-2): Patrik Carlgren, Johnny Thomsen, Jonas Bager, Erik Marxen, Kevin Conboy, Mikkel Kallesøe, André Rømer, Nicolai Poulsen, Saba Lobjanidze (81: Björn Kopplin), Benjamin Stokke (76: Emil Riis Jakobsen), Marvin Egho (83: Mikael Boman).

Dommer: Jørgen Daugbjerg Burchardt

Tags på denne nyhed

AaB TV: Tilbageblik på AaB-Randers FC

10. februar 2019 kl. 08:18 af Rasmus Estrup

Bliv klar til forårspremieren mod Randers FC i dag med dette tilbageblik på tidligere hjemmebanescoringer mod dagens modstander. 

I blandt målene er også alle fire scoringer fra Randers FC's seneste besøg på Aalborg Portland Park. 

Køb billet til dagens kamp her, og husk at børnebilletter til dagens kamp kun koster 10 kr. 

Kampen begynder kl. 14.00, dørene åbner kl. 13.00 og der er masser af aktiviteter op til kampstart, som du kan læse mere om her. 

Tags på denne nyhed

Truppen mod Randers FC

9. februar 2019 kl. 15:17 af Brian Andersen
  • Cheftræner Jacob Friis og den øvrige del af trænerteamet har udtaget følgende spillere:

    1 Jacob Rinne, 2 Patrick Kristensen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Jakob Blåbjerg, 6 Kristoffer Pallesen, 8 Rasmus Würtz, 9 Tom van Weert, 10 Lucas Andersen, 11 Philipp Ochs, 16 Magnus Christensen, 17 Kasper Kusk, 18 Rasmus Thellufsen, 21 Kasper Risgård, 22 Michael Lansing, 23 Filip Lesniak, 25 Frederik Børsting, 30 Wessam Abou Ali, 32 Kasper Pedersen og U/19 Ligaspiller Thomas Christiansen.

    Jores Okore, Oliver Abildgaard og Robert Kakeeto har alle karantæne, mens Mathias Ross er eneste mand på skadeslisten.

    Der er kampstart kl. 14.00, og dørene åbnes en time før.

    Husk at der i morgen for børn under 15 år er adgang for blot 10 kr. Køb i forsalg billet her.

    AaB og Spar Nord Fonden donerer i fællesskab 2 kr. pr. tilskuer til Superligakampe på Aalborg Portland Park til Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i foråret 2019 går ubeskåret til foreningen Skyggebørn.
Tags på denne nyhed
'