U/17 Ligaen begynder i morgen mod OB

23. august 2019 kl. 13:14 af Rasmus Estrup

I morgen drager AaB’s U/19-ligahold og U/17-ligahold begge til Odense. Mens U/19-ligaholdet er to kampe inde i sæsonen, er det for U/17-ligaholdet sæsonens første opgave i U/17 Ligaen, der venter forude. 

- Jeg forventer, at det bliver en god fodboldkamp. OB har et spændende hold, der følger en bestemt struktur, og jeg glæder mig til at se, hvordan vi tager imod den udfordring, der venter, siger U/17-ligatræner Nikolaj Hørby, der også stod i spidsen for holdet i foråret. 

Som altid, når et U/17-ligahold begynder en ny sæson, er der en række nye, unge spillere, der skal prøve kræfter med et højere niveau. 

- Spillerne, der er rykket op fra U/15 til U/17, skal nu for første gang til at spille mod modstandere, der er en årgang ældre. Det ligger der altid nogle udfordringer i. Derudover skal de spillere, der var førsteårs i sidste sæson, fortsætte deres udvikling og forhåbentlig blive endnu bedre til at bære et fodboldhold, siger Nikolaj Hørby, der op til denne sæson har fokuseret på at øge spillernes forståelse for fællesskabet.

- Vi har i høj grad italesat vores fællesskabsværdier, fordi det er vigtigt, at vi kollektivt præsterer som hold. Det kan godt være, at man som enkeltspiller føler, at man selv har spillet en god kamp, men vi skal blive bedre og bedre til at præstere som et samlet fodboldhold, siger Nikolaj Hørby. 

 

Tags på denne nyhed

Abou Ali udlejes til Vendsyssel F.F. indtil nytår

23. august 2019 kl. 12:00 af Rasmus Estrup

Lejeaftalen løber for resten af efterårssæsonen. 

Sportsdirektør Allan Gaarde udtaler:

- Wessams potentiale er indiskutabelt, men i øjeblikket har vi stor konkurrence om de offensive pladser, og Wessam har brug for fast spilletid for at fortsætte sin udvikling. Derfor er dette en glimrende mulighed for, at han kan få mange minutter i benene i NordicBet Ligaen, siger Allan Gaarde. 

Vendsyssel F.F. ligger efter de første fem spillerunder i NordicBet Ligaen på 12. pladsen med tre point. I morgen spiller holdet på udebane mod Næstved Boldklub. 

- Jeg ser frem til at få mere spilletid på et godt niveau, så jeg kan udvikle mig som spiller og vende styrket tilbage til AaB efter nytår, siger Wessam Abou Ali. 

Wessam Abou Ali har hidtil optrådt 31 gange for AaB og scoret 4 mål, mens det er blevet til otte officielle ungdomslandskampe for Danmark. 

Hans kontrakt med AaB løber frem til udgangen af 2021. 

Tags på denne nyhed

Hyld mesterholdet fra 1999 mod FC København

23. august 2019 kl. 10:17 af Rasmus Estrup

Til næste hjemmekamp mod FC København 1. september kl. 16.00 markerer vi, at det er 20 år siden, at AaB tog klubbens andet danske mesterskab i 1999. 

Det fejres blandt andet ved, at billetter til Spar Nord Tribunen og 3F Tribunen koster 19 kr. for børn og pensionister samt 99 kr. for voksne. 

Derudover bliver folk på og omkring mesterholdet i 1999 hyldet i pausen. Her kan du blandt andet være med til at hylde cheftræner Hans Backe, anfører Jens Jessen, kamprekordindehaver Torben Boye, Jozo Matovac, Frank Strandli, Anders Andersson, Henrik "Mini" Rasmussen, Søren Frederiksen og flere andre af profilerne fra mesterholdet i 1999. 

Nogle af spillerne fra mesterskabsholdet bliver inden kampen også hyldet i fanzonen bag Weber Tribunen kl. 15.00.

Kl. 15.15 bliver den nye fanmosaik med AaB's sæsonkortholdere offentliggjort på AaB Tyren. Mosaikken præsenteres også af et par spillere fra mesterholdet i 1999. 

Musikken på Aalborg Portland Park vil også være præget af musikåret 1999. 

Weber Tribunen nærmer sig allerede udsolgt på de bedste pladser, og i alt er der over 7.200 billetter ude til jubilæumskampen mod FC København. Du kan købe billetter til opgøret her. 

Ønsker du at være sæsonkortindehaver, kan du tegne et sæsonkortabonnement her. 

Husk i øvrigt også, at der allerede på onsdag er mulighed for at genopleve mesterskabet fra 1999 i Nordisk Film Biografer City Syd, hvor guldkampen mod Lyngby Boldklub vises i sin fulde længde.

Derudover vil kamprekordindehaver Torben Boye, administrerende direktør Thomas Bælum og sportsdirektør Allan Gaarde også være til stede og fortælle om oplevelserne omkring kampen og mesterskabet. Læs mere og køb billet til biografoplevelsen her. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: Rasmus Thelander er tilbage

22. august 2019 kl. 18:33 af Rasmus Estrup

Forvarsspiller Rasmus Thelander, der scorede to mål og blev kåret til årets pokalfighter i pokalfinalen, da AaB vandt The Double i 2014, er tilbage i AaB. 

Onsdag gennemgik han en række fysiske tests, inden han i dag blev præsenteret og havde første træning med holdkammeraterne på Hornevej. 

AaB TV var med hele vejen, og har også talt med både Rasmus Thelander og sportsdirektør Allan Gaarde om forsvarsspillerens hjemkomst. 

Se indslaget om Rasmus Thelander i videoen øverst. 

Tags på denne nyhed

Thelander tilbage i AaB

22. august 2019 kl. 09:30 af Brian Andersen

Efterfølgende har Rasmus Thelander også repræsenteret FC Zürich i Schweiz og senest hollandske Vitesse Arnhem. AaB hentede i sommeren 2012 Rasmus Thelander hos AB i Gladsaxe.

I AaB huskes Rasmus Thelander udover sit kontante forsvarsspil også for pokalfinalen i 2014 mod FC København og sine to hovedstødsmål, der var med til at sikre AaB The Double.

Ligeledes i Schweiz oplevede Rasmus Thelander at blive pokalvinder, da han 27. maj 2018 blev kåret til kampens bedste spiller i finalesejren over forhåndsfavoritterne fra BSC Young Boys.

AaB’s sportsdirektør Allan Gaarde udtaler:

- Vi kender Rasmus som en fysisk stærk forsvarsspiller med et kæmpe fighterhjerte og et fortræffeligt hovedspil såvel defensivt som offensivt, og vi er særdeles glade for, at han i den forhandlingsproces vi har været igennem, har udtrykt så brændende et ønske om at vende tilbage til AaB, som han vitterligt har.

- Rasmus har i de seneste fire år opnået stor international erfaring, og han har også fået en alder, hvor han skal bidrage som leder og foregangsmand både på og uden for banen, og vi er selvfølgelig meget tilfredse med at have ham tilbage, så han både kan styrke os som hold og skærpe konkurrencen i truppen, siger Allan Gaarde.

I alt har 28-årige Rasmus Thelander spillet 70 kampe på sin europæiske rundtur, ligesom den stærke midterforsvarer står noteret for tre U-landskampe for Danmark.

- Først og fremmest er jeg utrolig glad for, at det har kunnet lykkes at komme hjem – og når jeg siger hjem, så mener jeg virkelig hjem; AaB og Aalborg er hjemme for mig, siger Rasmus Thelander.

- Ligeledes glæder jeg mig til at blive en del af en stærk trup, som jeg mener, både vi selv og fansene skal have store forventninger til og stille krav til.

- Det kræver hårdt arbejde at nå vores målsætninger, og jeg har en kæmpe lyst til at tage ansvar og bidrage med mine kompetencer på vejen dertil, lyder det fra Rasmus Thelander.    

Efter høflig forespørgsel fra Rasmus Thelander har udlejede Robert Kakeeto udvist stor gestus og sagt ja til at afgive sit trøjenummer, så Thelander ligesom i sine første 76 officielle kampe for AaB kan bære nummer 26 på ryggen.

Rasmus Thelander har i alt scoret fire gange for Hele Nordjyllands Hold, og allerede i formiddag træner han med på anlægget på Hornevej.

Tags på denne nyhed
'