Van Weert dobbelt målscorer i overlegen sejr

23. september 2018 kl. 15:50 af Rasmus Estrup

AaB storspillede efter pausen og vandt det nordjyske lokalopgør i Hobro med 5-0. Tom van Weert blev dobbelt målscorer, Lucas Andersen og Kasper Pedersen kom også på tavlen, mens Danny Olsen lavede selvmål for Hobro I.K. 

Mens AaB-fansene fra første fløjt dominerede lydkulissen på tribunen, var AaB boldførende på banen. Allerede efter to minutter var de rød-hvide nordjyder i en farlig situation i Hobro-feltet efter frisparksindlæg fra Wessam Abou Ali, men klumpspillet omkring straffesparkspletten endte til hjemmeholdets fordel. 

Efter syv minutter var det så hjemmeholdets tur til at presse på foran AaB-målet. Først havde Quincy Antipas et nærgående indlæg, der fortsatte til målspark, og få sekunder senere trykkede Sebastian Grønning af fra distancen og sendte bolden en lille meters penge over overliggeren. 

AaB forsøgte flere gange i det første kvarter at spille sig igennem hjemmeholdets defensiv centralt og et par gange over kanterne, men hver gang manglede kvaliteten i den sidste pasning eller det sidste indlæg. 

Selvom AaB havde god plads til at etablere spillet på bolden, udeblev chancerne. I stedet stod det gulklædte hjemmehold for opgørets næste afslutning, da Quincy Antipas midtvejs i første halvleg sparkede over mål. 

En halv time inde i lokalopgøret kunne AaB så bringe sig foran 1-0. Jesper Rask fik ikke ordentligt fat i bolden på et hjørnespark, så læderet faldt ned for fødderne af Wessam Abou Ali, der prikkede bolden ind foran mål, hvor Kasper Pedersen kunne sende bolden over stregen til en AaB-føring. 

Kort efter var gæsterne lige ved også at komme foran 2-0. Rasmus Thellufsen brød igennem i højresiden og var lige ved at sende bolden i mål, men Hobro-forsvaret fik sparket bolden væk på stregen. 

Fem minutter før pausen blev Jacob Rinne testet for første gang, da Quincy Antipas fik afsluttet efter et indlæg, men den svenske målmand havde ingen problemer med at holde angriberens afslutning. 

Lige før pausen faldt AaB's scoring til 2-0. Kasper Kusk kom med nogle gode driblinger flot igennem i højre side, og med højreskøjten slog han bolden fladt indover, hvor Tom van Weert ved bagerste stolpe dukkede op og sparkede sit første AaB-mål i netmaskerne. 

Kort inde i anden halvleg fik Hobro I.K.'s Mathias Haarup prøvet sig udefra, men afslutningen voldte ikke Jacob Rinne besvær. 

AaB brugte pausen på at skifte Lucas Andersen ind i stedet for Wessam Abou Ali, og efter fem minutter fik den hjemvendte AaB-spiller sat sig selv i scene. Med nogle gode driblinger kom han til afslutning på kanten af feltet, men desværre manglede der kvalitet i afslutningen, som trillede forbi mål. 

Ti minutter efter pausen var Kasper Kusk tæt på. Kantspilleren trak ind i banen, og forsøgte sig med en giftig afslutning, men kuglen gik få millimeter forbi bagerste stolpe.  

Kort efter forsøgte Oliver Abildgaard sig også med en afslutning udefra, men forsøget blev afrettet og sneg sig lige uden om stolpen. 

På det følgende hjørnespark gjorde AaB det så til 3-0. Lucas Andersen slog hjørnespark ind til forreste stolpe, hvor Danny Olsen afrettede bolden mod eget mål. Læderet krydsede lige akkurat linjen, inden Jesper Rask fik hånden på, og dermed var bolsjestriberne foran med tre. 

Midtvejs i anden halvleg var Tom van Weert manden bag AaB's mål til 4-0. Et par meter ude fra feltet tog hollænderen sigte og med et fremragende spark placerede han kuglen helt oppe i fjerneste målhjørne. 

AaB var i den grad overlegne på dette tidspunkt i kampen, og kort efter blev det også 5-0. Et godt AaB-opspil blev afsluttet med en stikning fra Rasmus Thellufsen til en helt fri Lucas Andersen, der driblede rundt om Jesper Rask og sparkede bolden sikkert i mål for derefter at løbe ud og omfavne AaB-fansene bag mål. 

Efter 72 minutter var AaB tæt på endnu et mål, men Kasper Kusks afslutning blev reddet af Jesper Rask. Tom van Weert var over returen og AaB fastholdt angrebet, der endte med en forbier fra Rasmus Thellufsen. 

Med ti minutter igen tvang Lucas Andersen Hobro-keeperen til en ny god redning, da AaB-angriberen sparkede bolden mod fjerneste stolpe. 

Resten af kampen forsatte med AaB på bolden, mens Hobro I.K. forsvarede foran eget felt, og AaB kørte sikkert storsejren på 5-0 hjem. 

Med sejren indtager AaB en tredjeplads i Superligaen med 18 point efter ti kampe. Næste opgave venter på søndag, hvor OB gæster Aalborg Portland Park. Køb billetter til kampen her. 

Matchfacts - Superligaen, 10. spillerunde

Hobro I.K.-AaB 0-5 (0-2)
31. min 0-1 Kasper Pedersen, 45. min 0-2 Tom van Weert, 59. min 0-3 Danny Olsen (selvmål), 66. min 0-4 Tom van Weert, 69. min 0-5 Lucas Andersen
Advarsler Hobro I.K.: Ingen
Advarsler AaB: Frederik Børsting (36)
3.426 tilskuere på DS Arena

Hobro I.K. (4-4-2): Jesper Rask, Jesper Bøge, Nicholas Godtfredsen, Rasmus Minor Petersen, Frans Dhia Putros, Mathias Haarup, Jonas Brix-Damborg (56: Danny Olsen), Vito Hammerhøj-Mistrati, Mikkel Mejlstrup Pedersen, Sebastian Grønning (70: Julian Kristoffersen), Quincy Antipas (62: Collins Tanor). 

AaB (4-4-2): Jacob Rinne, Frederik Børsting, Jores Okore, Kasper Pedersen, Jakob Ahlmann (69: Philipp Ochs), Kasper Kusk (72: Kasper Risgård), Magnus Christensen, Oliver Abildgaard, Rasmus Thellufsen, Tom van Weert, Wessam Abou Ali (46: Lucas Andersen). 

Dommer: Jakob Kehlet

(Fotos: Dannie Rosenkrantz De Neergaard)

Tags på denne nyhed

AaB og Risgård forlænger indtil sommer

23. september 2018 kl. 13:35 af Brian Andersen

Kasper Risgård, der oprindeligt kom til AaB som juniorspiller fra samarbejdsklubben Aars I.K., vendte i sommeren 2013 tilbage til AaB efter fire års fravær med afstikkere i græsk og tysk fodbold samt et ophold hos Silkeborg I.F.

AaB’s sportsdirektør Allan Gaarde udtaler:

- Kaspers kvaliteter er velkendte, og vi kan stadig se, at han kan gøre en forskel, hvorfor det har været oplagt for os at få en forlængelse på plads.

- Med sin spilintelligens, vilje, boldsikkerhed og målfarlighed vil der stadig være kampe til Risgård, ligesom hans rutine er en uvurderlig hjælp for vores unge spillere, påpeger Allan Gaarde.  

- I første omgang har vi sammen vurderet, at forlængelsen gælder indtil sommer, og så gør vi status igen engang i foråret, fortæller Allan Gaarde.

35-årige Kasper Risgård har vundet to danske mesterskaber og en pokaltitel med AaB, hvor han i flere år er blevet hyldet af supporterne for ”at score, når han vil”.

- Jeg er glad og stolt over at få forlænget aftalen yderligere et halvt med med den klub, som jeg holder så meget af, lyder det fra Kasper Risgård i forbindelse med kontraktforlængelsen.

- Selvfølgelig går man i min alder med overvejelser om, hvornår det er slut, men jeg mener stadig, jeg kan bidrage med min erfaring, min vindermentalitet og mit spillemæssige niveau, og heldigvis har AaB den samme opfattelse, konstaterer Kasper Risgård.

- Jeg er selvfølgelig bevidst om, at jeg ikke længere indgår i startopstillingen i hver kamp, men min ærgerrighed har ikke forandret sig, og det er helt klart min målsætning at bidrage mest muligt til et hold og en trup med stort potentiale og mange spændende spillere, og jeg er ikke i tvivl om, at vi inden for en overskuelig fremtid igen vil begå os i toppen af dansk fodbold, siger Kasper Risgård. 

Med sine foreløbige 325 officielle kampe (15. flest i AaB’s historie) og 46 scoringer har Kasper Risgård allerede markeret sig som en af klubbens vigtigste spillere gennem tiderne.

Tags på denne nyhed

Wieghorst har truppen klar til lokalopgør i Hobro

22. september 2018 kl. 16:40 af Rasmus Estrup

I morgen danner DS Arena i Hobro ramme om det nordjyske lokalopgør mellem Hobro I.K. og AaB. 

Selvom Hobro I.K. ligger på Superligaens sidsteplads, og AaB indtager tredjepladsen, har ingen af holdene fået en Superligasejr siden femte spillerunde. Cheftræner Morten Wieghorst er derfor opsat på, at det på ny skal blive til tre point til de bolsjestribede. 

- Vi har ikke tabt mange kampe i denne sæson, men vi er fuldt bevidste om, at det er et stykke tid siden, at vi har taget tre point. Det er på tide, at vi gør det igen, men det bliver absolut ikke nemt i morgen, for der er altid noget særligt over de her intense lokalopgør, hvor begge mandskaber så gerne vil vinde, siger cheftræneren Morten Wieghorst.

- Vi har forberedt os på deres styrker og svagheder, og vi ved, at Emmanuel Sabbi er en vigtig faktor hos dem. Både i forhold til at skabe målchancer og i forhold til den måde, de gerne vil spille på med hurtige omstillinger, siger han og fortsætter:

- Når vi selv er på bolden, skal vi stadig arbejde videre og blive dygtigere til at spille hurtigere for at bryde igennem Hobro-forsvaret. Derudover glæder jeg mig over, at ser bedre ud på skadesfronten, hvor vi har flere friske spillere at vælge i mellem. Det giver os gode muligheder for at ændre udtryk i løbet af kampen, siger cheftræner Morten Wieghorst, der har udtaget følgende 19 spillere: 

1 Jacob Rinne, 3 Jakob Ahlmann, 4 Jakob Blåbjerg, 5 Jores Okore, 6 Kristoffer Pallesen, 9 Tom van Weert, 10 Lucas Andersen, 11 Philipp Ochs, 16 Magnus Christensen, 17 Kasper Kusk, 18 Rasmus Thellufsen, 21 Kasper Risgård, 22 Michael Lansing, 23 Filip Lesniak, 25 Frederik Børsting, 27 Oliver Abildgaard, 30 Wessam Abou Ali, 32 Kasper Pedersen og 33 Bardhec Bytyqi. 

Eneste spiller på skadeslisten er Marco Ramkilde. 

Kampen i morgen på DS Arena begynder kl. 14.00. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: Tilbageblik på Hobro I.K.-AaB

22. september 2018 kl. 10:22 af Rasmus Estrup

I morgen gælder det et nordjysk lokalopgør, når AaB gæster Hobro I.K. på DS Arena kl. 14.00.

Inden da kan du i dette tilbageblik gense de tidligere Superligascoringer, det bolsjestribede mandskab har scoret på DS Arena. Der er blandt andet et overtidsmål af Kasper Risgård og et sejrsmål af Frederik Børsting i blandt. 

Husk i øvrigt, at der i morgen er arrangeret fælles opvarming for alle AaB-fans fra kl. 12.00. Læs mere om det her. 

Tags på denne nyhed
'