Ønskeland cykler med søndagens kampbold fra Øland

26. oktober 2018 kl. 12:05 af Rasmus Estrup

Når bolden gives op til kampen mellem AaB og Vendsyssel F.F. på søndag kl. 18.00 på Aalborg Portland Park, har bolden været på lidt af en tur inden. 

Ønskeland, der modtager Hele Nordjyllands Håndsrækning i dette efterår, cykler nemlig bolden til Aalborg Portland Park fra Øland. 

Cirka kl. 13.30 cykler 20 børn og unge samt 10 ledere og forældre fra Ønskeland sammen mod Aalborg Portland Park og med sig har de altså søndagens kampbold. 

Du kan købe dine billetter til søndagens lokalopgør her. For hver tilskuer på Aalborg Portland Park til Superligakampe i dette efterår donerer AaB og Spar Nord Fonden i fællesskab 2 kr. til Ønskeland gennem Hele Nordjyllands Håndsrækning. Hidtil er Ønskeland sikret en donation på 73.304 kr. 

Ønskeland er etableret for at give sårbare børn, unge og deres familier en håndsrækning i form af et ophold eller et længerevarende forløb. Ønskeland styrker børn og unge med udgangspunkt i værdierne: bevægelse, sund kost, mental styrketræning og natur. Bliv klogere på Ønskeland i dette tv-indslag fra AaB TV. 

Vidste du om AaB og Vendsyssel F.F…

26. oktober 2018 kl. 09:47 af Brian Andersen

- at den forestående duel er den anden Superligakamp mellem AaB og Vendsyssel F.F., men den første i Aalborg. Det første Superligaopgør mellem de to klubber endte 6. august 2018 med en sejr til AaB på Kasper Risgårds enlige scoring godt ti minutter før tid.

- at AaB er uden sejr i de fire seneste Superliga-hjemmekampe, der er endt med tre nederlag og en uafgjort. Hvis det ikke bliver til sejr mod Vendsyssel F.F., vil det være AaB’s værste serie på Aalborg Portland Park siden oktober 2017-marts 2018, hvor det i seks hjemmekampe ikke blev til tre point.

- at AaB i tilfælde af tre point mod Vendsyssel F.F. vil opnå sejr nummer 375 i Superligaen (ud af 923 Superligakampe). Denne milepæl har kun FC København og Brøndby I.F. tidligere passeret i Superligaen.

- at AaB har tabt de to seneste Superliga-hjemmekampe. Hvis det skulle blive til nederlag mod Vendsyssel F.F., vil det være første gang siden maj-juli 2017, at AaB ikke får point i tre Superligakampe i træk på Aalborg Portland Park.

- at hvis AaB kan holde nullet, er der gode chancer for point, idet Vendsyssel F.F. endnu ikke har opnået et eneste clean sheet i indeværende sæson. Det har AaB præsteret i fem ud af sæsonens 13 kampe, men kun én af de fem kampe var på hjemmebane.

- at AaB søndag spiller sin 11. DM-kamp på datoen 28. oktober, hvor det er blevet til tre sejre, to uafgjorte og fem nederlag. På hjemmebane ligger den seneste sejr imidlertid 90 år tilbage, hvor det i 1928 blev til en sejr på 4-3 over Fremad Amager.

- at AaB rent faktisk også i 1984 mødte et Hjørring-mandskab på datoen 28. oktober; dengang blev det i 3. division til en 4-1 udesejr til AaB mod Hjørring I.F.

- at AaB’s 16 scoringer i indeværende sæson er faldet med fire i første halvleg og 12 i anden halvleg. Kun i ét tilfælde har AaB formået at score i løbet af kampens første 30 minutter, hvorimod ti af de 16 scoringer er faldet i kampens sidste 30 minutter.

- at AaB begik straffespark i det seneste opgør i søndags mod AGF. Såfremt det skulle ske igen mod Vendsyssel F.F., vil det være straffespark nummer 100, AaB begår i Superligaen.

- at søndagens dommer Jakob Kehlet dømmer sin 33. Superligakamp med deltagelse af AaB (13V-7U-12T). I indeværende sæson har Jakob Kehlet været dommeren i tre af AaB’s Superligakampe, der er endt med to sejre, bl.a. i det nordjyske opgør mod Hobro I.K., og et nederlag.

- at AaB og Spar Nord Fonden i fællesskab donerer 2 kr. pr. tilskuer til Superligakampe på Aalborg Portland Park til Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i efteråret 2018 går ubeskåret til Ønskeland i Brovst, som efter efterårets første seks hjemmekampe allerede er sikret en donation på 73.304 kr. Køb i forsalg billet til opgøret mod Vendsyssel F.F. her.

(Statistisk kilde: danskfodbold.com og aabsport.dk).

Tags på denne nyhed

Okore-udvisning omstødt til advarsel

25. oktober 2018 kl. 17:00 af Brian Andersen

Mads-Kristoffer Kristoffersen fastholder, at det dømte straffespark i det 31. minut – der forårsagede det røde kort – var korrekt, hvorfor udvisningen i stedet veksles til en advarsel og blot fire strafpoint.

Dermed undgår Jores Okore karantæne og er således til disposition for cheftræner Morten Wieghorst, når AaB søndag kl. 18.00 møder Vendsyssel F.F. i lokalopgør på Aalborg Portland Park.

Tags på denne nyhed

Flere end 8.000 billetter ude til lokalopgøret

25. oktober 2018 kl. 15:40 af Rasmus Estrup

Der er gang i billetsalget til søndagens nordjyske lokalopgør på Aalborg Portland Park. På nuværende tidspunkt er over 8.000 ude til kampen mellem AaB og Vendsyssel F.F., hvor AaB skal forsøge at holde fast i toppen af Superligaen med tre point. 

Kampen spilles kl. 18.00 på søndag, og der vil være mulighed for at købe billet i billethusene på Aalborg Portland Park fra kl. 17.00 på søndag. Du kan også springe køen over og købe dine billetter i forsalg her. 

Du kan med fordel også tegne et sæsonkortabonnement for 85 kr. om måneden inden søndagens kamp. Så får du tre kampe i den første måned plus en ekstra billet til Superligakampen mod AC Horsens 9. december. Læs mere om det her. 

Husk at AaB og Spar Nord Fonden i fællesskab donerer 2 kr. pr. tilskuer til Superligakampe på Aalborg Portland Park til Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i efteråret 2018 går ubeskåret til Ønskeland i Brovst. Inden søndagens lokalopgør er Ønskeland allerede sikret en donation på 73.304 kr. efter de første seks hjemmekampe i dette efterår. 

Tags på denne nyhed

AaB-Vendsyssel F.F. kampinformation

25. oktober 2018 kl. 09:00 af Rasmus Estrup

Kampinfo

Spillerunde: 14
Spilledato: Søndag 28. oktober 2018
Kick-off: Kl. 18.00
Dørene åbner kl. 17.00
Dommer: Jakob Kehlet

Billetter

Køb dine billetter online her på aabsport.dk eller på kampdagen på Aalborg Portland Park i billethusene, som åbner kl. 17.00.

BEMÆRK: Køber du ståplads-billet til Spar Nord Tribunen på Aalborg Portland Park, så benyt venligst den højre luge i billethuset på hjørnet af Spar Nord og Weber Tribunerne. Denne luge er udelukkende forbeholdt ståpladser.

Har du mistet din billet/sæsonkort, problemer med at printe en billet eller øvrige billetrelaterede problemer, kan du på kampdagen henvende dig i informationen ved Aalborg Portland Parks syd-vestlige hjørne og få hjælp fra en time før kampstart.

Tegn sæsonkortabonnement - få tre kampe i første måned + en ekstra billet i december

Har du endnu ikke tegnet et sæsonkortabonnement, kan du med fordel gøre det nu. Priserne for et sæsonkort starter fra 85 kr. om måneden for en voksen og 45 kr. for et barn, så tegner du det inden søndagens lokalopgør, får du adgang til tre kampe i den første måned fra 85 kr.

De tre kampe er Superligalokalopgøret mod Vendsyssel F.F. søndag 28. oktober, ottendedelsfinalen i Sydbank Pokalen mod AC Horsens onsdag 31. oktober og Superligabraget mod FC København 11. november.

Derudover får alle sæsonkortholdere og sæsonkortabonnenter en ekstra billet til årets sidste hjemmekamp mod AC Horsens søndag 9. december. 

For et nytegnet abonnement er der 6 måneders binding fra tegningsdatoen. Herefter kan du opsige abonnementet med et varsel på løbende måned + 1 måned.

Læs mere om fordelene ved et sæsonkortabonnement her, og tegn dit sæsonkortabonnement her. 

Tilhængere fra Vendsyssel F.F.

Læs praktiske informationer for gæstende fans på Aalborg Portland Park via dette link

Scan din billet fra mobilen

Husk at du kan scanne dine billetter ved indgangen direkte fra mobilen. Du behøver således ikke udskrive din billet hjemmefra.   

Opvarmning før kampen

Fra kl. 16.00 kan du varme op til kampen ved AaB-tyren foran Weber Tribunen sammen med andre AaB-fans. Her vil der være kolde øl og sodavand, samt lækre grillpølser fra Weber Grillen, live musik og Faxe Kondi fancan.

Der sælges 0,5 liter kolde special øl foran Weber Tribunen for kun 50 kr. Du kan naturligvis også nyde den populære Rasmus Wurst pølse med bacon og cheddar direkte fra den store Weber Grill.

Pakketilbud på huer og halstørklæde for 150 kr.

Igen på søndag kan du blive klædt varmt på inden kampen. Til kampen mod Vendsyssel F.F. er der nemlig igen et pakketilbud med en valgfri hue og et valgfrit halstørklæde for kun 150 kr. 

Tilbuddet gælder kun i AaB Fanshop og AaB Souvenirbod, der åbner kl. 17.00 på søndag.

Indsamling til AaB Tifo Kaos

I forbindelse med søndagens lokalopgør vil AaB Tifo Kaos, der står for organisering af stemningen på Aalborg Portland Park med flag, trommer, banner osv., samle ind til tifoarbejdet. Der er mulighed for at støtte AaB Tifo Kaos kontant, via Mobile Pay og via kontooverførsel. 

AaB Tifo Kaos har eksisteret siden 2002 og er en del af AaB's officielle fanklub, AaB Support Club. 

Burgerbar på Weber Tribunen og sandwiches i boderne

Der bliver fortsat solgt "byg-selv" burgere i den østlige ende af Weber Tribunen, mens der i boderne på Aalborg Portland Park sælges frisklavet sandwich fra Nadias Sandwich.

Twitter og Instagram

Det officielle hashtag for søndagens kamp er #AaBven – følg og benyt dette tag for at læse og deltage i nyhedsstrømmen på Twitter og Instagram før, under og efter kampen.

Facebook

Tilmeld dig kampens officielle begivenhed på Facebook via dette link.

Mad, drikkevarer og Oddset

Boderne på Aalborg Portland Park åbner samtidig med, at du kan komme ind på tribunerne, nemlig en time før kampstart. I alle boder på Aalborg Portland Park kan der anvendes Dankort.

Uden for Weber Tribunen kan du fra to timer før kampstart benytte vores mobile salgsbod, hvor du også kan betale med Dankort. Her vil der også være live musik før kampen, så du kan varme op til det vigtige opgør sammen med andre AaB-fans.

I Oddsets bod i det nordvestlige hjørne af Spar Nord Tribunen kan du endvidere spille på dagens kamp. Boden åbner også en time før kampstart.

Transport

Ankommer du i bil, er GPS-adressen Harald Jensens Vej 7-9, 9000 Aalborg. Du kan lave en rejseplan fra alle destinationer i Danmark ved at klikke her.

Hvis du kommer med bus, kan du tage rute 2  mod væddeløbsbanen – stoppestedet hedder Sct. Joseph. Herfra er der to minutters gang til Aalborg Portland Park.

Du kan også tage rute 16 – stoppested på denne rute hedder Anneberghus. Herfra er der også to minutters gang til Aalborg Portland Park.

Ankommer du med tog, så stå af ved stationen Aalborg Vestby. Herfra er der fem minutters gang til Aalborg Portland Park. Se køreplaner på denne side.

Parkering

Klik her og se et kort over de offentligt tilgængelige parkeringspladser i området omkring Aalborg Portland Park.

I øvrigt henviser vi til C.W. Obel P-hus, som du finder på adressen Badehusvej 5, 9000 Aalborg. Herfra er der fem minutters gang til Aalborg Portland Park.

Handicapforhold

Kørestolsbrugere har som udgangspunkt plads på Weber Tribunen, hvor der forefindes elevatorer op til de særlige kørestolspladser.

Billetter til kørestolsbrugere kan købes i forsalg ved direkte henvendelse til AaB på tlf. 96 35 59 00 eller på kampdagen i billethusene på Aalborg Portland Park.

Alle kørestolsbrugere kan gratis medbringe én medhjælper. Medhjælperbilletten udleveres i forbindelse med billetkøbet.

Tags på denne nyhed
'