AaB kæmpede sig til point trods rødt kort

21. oktober 2018 kl. 19:59 af Rasmus Estrup

Trods en mand i undertal i en time, en annuleret AaB-scoring og med en straffesparksredning af Jacob Rinne fik AaB tilkæmpet sig 2-2 mod AGF, der ellers var foran to gange.

Jakob Ankersen bragte hjemmeholdet i front i første halvleg, inden Magnus Christensen udlignede efter pausen. Dernæst scorede Martin Spelmann til 2-1, men fem minutter før tid sikrede Wessam Abou Ali det ene point med sin scoring til 2-2. Med det ene point er AaB på fjerdepladsen i Superligaen.

Tre minutter inde i aftenens duel fik begge mandskaber spillet sig frem til fine muligheder. Først var hjemmeholdets Jens Stage fri på kanten af feltet, men midtbanespilleren missede sin afslutning. 

Få sekunder senere erobrede Jakob Ahlmann bolden på AGF's banehalvdel og efter træk mod baglinjen endte backens indlæg hos Magnus Christensen, der forsøgte sig fra feltets bue og afsluttede lige i favnen på Oscar Whalley. 

Fem minutter senere var AaB igen farlige efter en erobring. Denne gang fra Philipp Ochs, der fandt Rasmus Thellufsen, som sparkede bolden mod fjerneste opstander. Bolden blev afrettet på vejen og gik lige forbi stolpen til et hjørnespark. 

Dette blev slået ind til feltets forreste område, hvorfra Magnus Christensen, der scorede i midtugen for U/21-landsholdet, sparkede bolden i mål. De grønklædte nordjyder fik dog hurtigt armene ned igen, da dommer Mads-Kristoffer Kristoffersen dømte offside på Tom van Geert, der stod tæt under mål. 

AaB fortsatte dog ufortrødent med at jagte en scoring og efter ti minutter havde også Lucas Andersen forsøgt sig med en afslutning fra distancen. Denne blev også rettet af til et nordjysk hjørnespark. 

Fem minutter senere fik Philipp Ochs fra en position midt i feltet dirigeret bolden i hænderne på AGF-målmanden, og i samme øjeblik forsvandt lyset fra den ene stadionmast. Det skabte et par minutters pause, hvorefter spillet blev genoptaget under lidt svagere belysning i de næste fem minutters tid, før lyset vendte tilbage. 

I mellemtiden prøvede AGF's Tobias Sana sig med sit holds anden afslutning i kampen, men hans frisparksforsøg ramte AaB-muren. 

Med cirka 20 minutter til pausefløjtet var AaB igen tæt på at bringe sig foran 1-0. Efter gode driblinger af Rasmus Thellufsen havnede bolden hos Oliver Abildgaard. Midtbanespilleren drejede rundt og prøvede med højrebenet, men bolden ramte desværre for Hele Nordjyllands Hold ydersiden af fjerneste stolpe. 

Et par minutter senere fik hjemmeholdet sendt sin hidtil bedste afslutning afsted. En ripost endte hos Mustapha Bundu på kanten af feltet. Kantspilleren sparkede resolut til læderet, som strøg mod Jacob Rinnes mål. Den svenske keeper var dog hurtig til at få hænderne op og vifte bolden til et hjørne. 

Også hjørnesparket endte hos Mustapha Bundu, der denne gang selv sendte læderet over mål. 

Et kvarter før pausen fik AGF så tildelt et straffespark og Jores Okore fik til stor frustration for AaB-spillerne direkte rødt kort, da forsvarsspilleren blev dømt for at nedlægge Tobias Sana i AaB-feltet. 

Men Jacob Rinne, der har Superligaens højeste redningsprocent, reddede på flotteste vis straffesparket fra Tobias Sana helt ude ved stolpen ved sin venstre side.

Umiddelbart efter redningen blev Tom van Weert erstattet af Jakob Blåbjerg, der gik ind i midterforsvaret ved siden af Kasper Pedersen. Alligevel kom både Rasmus Thellufsen og Philipp Ochs i de følgende minutter til afslutninger fra distancen, men begge kantspillere fik deres skud blokeret. 

Desværre fik AGF efter 38 minutter scoret til 1-0. Jakob Ankersen brød igennem over venstresiden og fik udplaceret Jacob Rinne i AaB-målet. 

I anden halvleg var hjemmeholdet kun 45 sekunder om at sende første afslutning forbi Jacob Rinnes mål, og næste rigtig store mulighed fulgte to minutter senere. 

Her headede Tobias Sana bolden på tværs til en helt fri Mustapha Bundu, som midt i AaB-feltet tordnede bolden over AaB-målet. 

Ti minutter efter anden halvlegs begyndelse tog Lucas Andersen chancen fra distancen og med et godt hug tvang han målmand Oscar Whalley til en besværlig blokering. 

Efter lidt over en times spil faldt AaB's udligning til 1-1. Efter et hjørnespark dansede bolden på AGF's mållinje, inden den røg tilbage ud midt i feltet, hvor Magnus Christensen stod, og han kunne for anden gang i opgøret sparke bolden i nettet. Denne gang talte målet, og dermed fik AaB bragt balance i stillingen.  

Ti minutter efter udligningen var Magnus Christensen endnu en gang farlig efter et hjørnespark. Den blonde midtbanespiller nåede op til bolden ved forreste stang og headede mod bagerste stolpe, men bolden endte lige over AGF-målet. 

Med et kvarter igen kunne AGF så på ny bringe sig i front. Hjemmeholdet kom igennem i AaB's højreside, hvorfra der blev slået et fladt indlæg midt ind i AaB-feltet, hvor indskiftede Martin Spelmann stod fri. Han sparkede bolden mod mål og via Jacob Rinne gik bolden i nettet til 2-1. 

Kort efter var hjemmeholdet igen oppe ved AaB-målet, hvor Ryan Mmaee testede Jacob Rinne, der halvklarede i første omgang, men fik afværget bolden i anden omgang. 

Med lidt over ti minutter igen var AGF centimeter fra endnu en scoring. Tobias Sana sparkede yderst kompetent et frispark mod det ene målhjørne. Bolden ramte indersiden af trekantsammenføjningen og fortsatte ind på en Jacob Rinne i fuld udtrækning, som sendte bolden ud i feltet igen. 

I 85. minut fik AaB så igen udlignet. Lucas Andersen sparkede bolden hårdt mod mål på et frispark. Oscar Whalley sendte en retur ud midt i feltet, hvor Wessam Abou Ali var klar til sparke 2-2-målet i nettet.  

Selvom AGF pressede på i slutminutterne, hvor Jacob Rinne i de døende sekunder hev en fantomredning ud af handskerne holdt AaB stand og fik 2-2. 

Med pointet holdet AaB AGF bag sig. Hele Nordjyllands Hold ligger nu på fjerdepladsen i Superligaen med 19 point. 

Næste kamp spilles på søndag på Aalborg Portland Park mod Vendsyssel F.F. Køb billet til den kamp her. 

Matchfacts - Superligaen, 13. spillerunde

AGF-AaB 2-2 (0-1)
39. min 1-0 Jakob Ankersen, 62. min 1-1 Magnus Christensen, 75. min 2-1 Martin Spelmann, 85. min 2-2 Wessam Abou Ali.
Advarsler AGF: Ryan Mmaee (51), Tobias Sana (89)
Advarsler AaB: Kasper Pedersen (18), Frederik Børsting (56), Lucas Andersen (82)
Udvisning AaB: Jores Okore (31)
9.535 tilskuere på Ceres Park

AGF (4-4-2): Oscar Whalley, Dino Mikanovic, Pierre Kanstrup, Jesper Juelsgård, Casper Højer Nielsen, Jens Stage (63: Björn Sverrisson), Mustapha Bundu (71: Martin Spelmann), Mustafa Amini, Jakob Ankersen, Tobias Sana, Ryan Mmaee.

AaB (4-4-2): Jacob Rinne, Frederik Børsting (77: Wessam Abou Ali), Jores Okore, Kasper Pedersen, Jakob Ahlmann, Philipp Ochs, Magnus Christensen, Oliver Abildgaard, Rasmus Thellufsen (71: Kasper Kusk), Lucas Andersen, Tom van Weert (33: Jakob Blåbjerg). 

Dommer: Mads-Kristoffer Kristoffersen

Tags på denne nyhed

AaB klar til den jyske klassiker

20. oktober 2018 kl. 17:40 af Brian Andersen

I tabellen har aarhusinaerne et point færre end AaB, men AGF har blot tabt en enkelt kamp i de første 12 spillerunder, og AaB-cheftræner Morten Wieghorst forventer en tæt kamp søndag aften på Ceres Park:

- Vi er selvfølgelig ikke tilfredse med vores to seneste nederlag, men vi er det hold i Superligaen, der indtil videre har hentet næstflest point på udebane, og vi kommer til Aarhus med optimisme og troen på, at vi kan vinde opgøret.

- Vi er dog også bevidste om, at der venter en svær og givetvis jævnbyrdig kamp mod et AGF-hold, som David (Nielsen, AGF-cheftræner, red.) og hans stab har formået at gøre stabilt, hvilket faktisk gælder for hele kalenderåret 2018, fremhæver Morten Wieghorst.

- For vores vedkommende skal vi som altid have fokus på præstationen, og vi kan fra Brøndby-kampen tage med os, at vi fortsatte med at skabe muligheder, selvom vi var kommet bagud, ligesom vi ikke på noget tidspunkt smed håndklædet i ringen, men optrådte med både hjerte og energi, siger Morten Wieghorst, der efter lørdagens træningspas har udtaget følgende 19 spillere:

1 Jacob Rinne, 3 Jakob Ahlmann, 4 Jakob Blåbjerg, 5 Jores Okore, 6 Kristoffer Pallesen, 8 Rasmus Würtz, 9 Tom van Weert, 10 Lucas Andersen, 11 Philipp Ochs, 16 Magnus Christensen, 17 Kasper Kusk, 18 Rasmus Thellufsen, 21 Kasper Risgård, 22 Michael Lansing, 23 Filip Lesniak, 25 Frederik Børsting, 27 Oliver Abildgaard, 30 Wessam Abou Ali og 32 Kasper Pedersen.

Blot Marco Ramkilde er skadet hos AaB.

Tags på denne nyhed

Vidste du om AGF og AaB...

19. oktober 2018 kl. 13:40 af Rasmus Estrup

- AaB har fået point i 10 af de seneste 12 Superligakampe mod AGF med seks sejre, fire uafgjorte og to nederlag. På Ceres Park har AaB siden 2005 vundet syv kampe, spillet fire uafgjort og tabt fire gange.

- AaB er ubesejret i de seneste fire Superliga-udekampe og er placeret som det næstbedste udehold i Superligaen. Med point på søndag vil det være AaB’s bedste præstation på udebane siden april-august 2014.

- søndagens kamp er 79. Superligakamp mellem AGF og AaB. Hele Nordjyllands Hold har vundet 35 af kampene, mens AGF har sejret 24 gange og 19 dueller er endt uafgjort. Målscoreren hedder 123-109 set med AaB-briller.

- AaB i de 78 tidligere kampe har scoret kampens første mål 32 gange, hvilket har ført til 26 sejre, tre uafgjorte og tre nederlag. AGF har scoret opgørets første mål i 40 tilfælde, hvilket har givet AaB 21 nederlag, 10 uafgjorte og ni sejre.

- AaB har tabt de seneste to Superligakampe mod OB og Brøndby I.F. Bliver det til et nederlag mod AGF vil det være første gang siden maj 2017, at AaB taber tre Superligakampe i træk.

- de seneste to Superligakampe mellem AGF og AaB er endt uden scoringer. Inden da var kun fire af de 76 foregående Superligakampe endt målløst.

- der har været 13 røde kort i de 78 tidligere indbyrdes Superligaopgør, men det er 10 år siden seneste røde kort, der faldt i maj 2008.

- Jacob Rinne er den målmand i Superligaen med den højeste redningsprocent i denne sæson med 75,5 procent.

- AaB og AGF har begge holdt buret rent fem gange i denne Superligasæson.

- AaB har i denne Superligasæson scoret syv mål med venstre ben, seks mål med højre ben og nul hovedstødmål. Omvendt er seks af AaB’s indkasserede mål i denne sæson blevet scoret med hovedet, og de resterende syv mål har været scoret med højre ben.

- i den nuværende AaB-trup har Kasper Kusk (2 mål), Rasmus Thellufsen (1), Kasper Pedersen (1) og Kasper Risgård (1) tidligere scoret Superligamål for AaB mod AGF.

- syv gange tidligere har AaB spillet på datoen 21. oktober. Det har ført til fire sejre, to uafgjorte og kun et nederlag, der fandt sted for 45 år siden. 

(Kilde: danskfodbold.com, aabsport.dk og superliga.dk)

Tags på denne nyhed

AaB TV: Tilbageblik på AGF-AaB

19. oktober 2018 kl. 09:55 af Rasmus Estrup

På søndag spiller AaB mod AGF, når den jyske klassiker udspiller sig på Ceres Park i Aarhus kl. 18.00. 

Op til kampen kan du gense en række tidligere Superligascoringer for AaB mod netop AGF i dette tilbageblik, der blandt andet indeholder flotte scoringer af Lukas Spalvis, Patrick Kristensen og Kasper Risgård. 

Ønsker du at støtte AaB i Aarhus på søndag, kan du læse mere om mulighederne for det her. 

Tags på denne nyhed