AaB TV: Ønskeland modtager Hele Nordjyllands Håndsrækning

23. oktober 2018 kl. 15:15 af Rasmus Estrup

Ønskeland modtager AaB's pris Hele Nordjyllands Håndsrækning i efteråret 2018. Dermed donerer AaB og Spar Nord Fonden 2 kr. pr. tilskuer til Superligakampe på Aalborg Portland Park i dette efterår til Ønskeland, der er etableret for at give sårbare børn, unge og deres familier en håndsrækning i form af et ophold eller et længerevarende forløb.

Oliver Abildgaard og Wessam Abou Ali har besøgt stedet, som du kan blive klogere på i dette indslag fra AaB TV.

eSuperligaen begynder med lokalopgør

23. oktober 2018 kl. 08:50 af Rasmus Estrup

eSuperligaen begynder 5. november, og der spilles mandage og tirsdage frem til midten af december. 

De otte bedste hold kvalificerer sig til slutspillet, der spilles 17. december. Her spilles kvartfinaler, semifinaler og Grand Final. 

AaB lægger ud med et lokalopgør mod Vendsyssel F.F., og hele AaB's kampprogram for efterårssæsonen kan ses på grafikken til højre.

Indtil videre er spilletidspunkterne for de fire første runder fastlagt:

1. runde - Mandag 5. november kl. 20.45 - AaB-Vendsyssel F.F. 

2. runde - Tirsdag 6. november kl. 17.15 - AGF-AaB

3. runde - Mandag 12. november kl. 19.30 - AaB-FC København

4. runde - Tirsdag 13. november kl. 18.15 - Vejle Boldklub-AaB

De specifikke kamptidspunkter for de senere runder offentliggøres løbende. 

Alle kampene vises på streamingtjenesten Dplay, og nogle kampe vises på Canal9. 

AaB's eSuperligahold består af kaptajn Daniel "Shoppen" Mogensen, Asger Aagaard og Anders "Hansi" Hansen. 

Trænerteamet for eSuperligaholdet omfatter Rikke V. Sørensen, Thomas Nygaard og Anette Pedersen, der alle er medlem af AaB Support Club København. 

Tags på denne nyhed

Sikker reserveholdssejr over Vendsyssel F.F.

22. oktober 2018 kl. 16:15 af Rasmus Estrup

AaB fortsætter sejrsgangen i Reserveholdsturneringen. Her til eftermiddag vandt det bolsjestribede hjemmehold 3-0 over Vendsyssel F.F., og dermed har AaB fire sejre og fire clean sheets efter fire kampe i Reserveholdsturneringen. 

Selvom Vendsyssel F.F. stod for opgørets første chance efter få sekunder, dominerede AaB kampen og havde undervejs flere store chancer.

Cirka midtvejs i første halvleg faldt første scoring, da Tom van Weert opsnappede en dårlig clearing fra Vendsyssel-defensiven. Det efterlod angriberen alene med gæsternes målmand, som blev udplaceret til 1-0. 

Inden pausen havde både Kasper Kusk, Bardhec Bytyqi og Patrick Kristensen forsøg mod mål, men pausestillingen var 1-0. 

Tidligt i anden halvleg fordoblede AaB føringen, da Kasper Kusk spillede bolden på tværs til en fri Bardhec Bytyqi, der sikkert kunne sende 2-0-scoringen i nettet. 

Kort efter var Tom van Weert tæt på endnu en scoring, men målmanden diskede op med en god redning. 

I anden halvleg havde Vendsyssel F.F. et par gode muligheder, men Michael Lansing og AaB-defensiven kom i vejen for afslutningerne. 

I stedet kunne Wessam Abou Ali efter flere store chancer lukke kampen med en scoring til 3-0. Kristoffer Pallesen slog et indlæg ind i feltet, som via Mikkel Kaufmann ramte Wessam Abou Ali og trillede over stregen. 

- Det var en god reserveholdskamp. Vi fik forsøgt nogle nye ting offensivt, spillerne viste god disciplin og vi kan igen glæde os over at have holdt nullet, siger assistenttræner Jacob Friis, der havde valgt følgende startopstilling: 

Michael Lansing 
Kristoffer Pallesen, Jores Okore, Mathias Ross, Patrick Kristensen
Kasper Kusk, Rasmus Würtz, Filip Lesniak, Bardhec Bytyqi
Tom van Weert, Kasper Risgård

I pausen blev Kasper Risgård og Jores Okore planmæssigt erstattet af Wessam Abou Ali og Jakob Blåbjerg, mens U/19-ligaspillerne Mikkel Kaufmann og Oliver Klitten blev sendt i aktion efter 70 minutter i stedet for Tom van Weert og Bardhec Bytyqi. 

AaB's næste kamp i Reserveholdsturneringen spilles mandag 11. november på udebane mod Vendsyssel F.F.

Tags på denne nyhed

Tredjeplads til U/15 i Göteborg

22. oktober 2018 kl. 10:45 af Rasmus Estrup

AaB's U/15-mandskab deltog i weekeden i den internationale turnering IFK Göteborg Invitational U15, der blev spillet i indendørsarenaen Prioritet Serneke Arena. 

Efter puljekampe mod FC Midtjylland, Helsingborg IF, Stabæk FB og AIK Stockholm stod AaB med syv point, hvilket var nok til at sende AaB-drengene i semifinalen mod græske PAOK F.C. 

Grækerne var stærke i gruppespillet og var også for stor en mundfuld for AaB-spillerne, der måtte se sig slået med 2-0. 

Derfor ventede en bronzekamp mod turneringens værter IFK Göteborg. Denne vandt AaB 3-0, og dermed sikrede holdet sig bronzemedaljerne. 

- Det var en rigtig god oplevelse for drengene. Modstanderne var alle velorganiserede, og det krævede en stor indsats at holde koncentrationen gennem hele turneringen, for så snart der blev slækket i spillet, blev det straffet, siger U/15-træner Nikolaj Hørby. 

- Drengene tog udfordringen flot op, og det var en meget givende turnering at være en del af. Især kampen mod PAOK F.C. var en stor udfordring, for det var et hold af international kaliber, siger Nikolaj Hørby. 

Tags på denne nyhed

Reservekamp mod Vendsyssel F.F. kl. 14.00 på Hornevej

22. oktober 2018 kl. 10:40 af Rasmus Estrup

AaB har indtil videre vundet alle sine kampe i reserveholdsturneringen, og i eftermiddag kl. 14.00 jagter holdet sin fjerde sejr, når Vendsyssel F.F. gæster opvisningsbanen på Hornevej. 

Assistenttræner Jacob Friis og udviklingschef Poul Erik Andreasen har valgt at stille til start med følgende opstilling: 

Michael Lansing 
Kristoffer Pallesen, Jores Okore, Mathias Ross, Patrick Kristensen
Kasper Kusk, Rasmus Würtz, Filip Lesniak, Bardhec Bytyqi
Tom van Weert, Kasper Risgård

På bænken sidder Jakob Blåbjerg og Wessam Abou Ali samt U/19-ligaspillerne Mikkel Kaufmann, Oliver Klitten, Lukas Klitten og Malthe Højholt. 

Det er som altid gratis at overvære kampen. 

Tags på denne nyhed
'