Vidste du om AaB og FC København…
Skæve vinkler på søndagens Superligaopgør på Aalborg Portland Park. Vidste du således…
- at den forestående dyst er Superligakamp nummer 83 mellem AaB og FC København. Statistikken siger 18 sejre til AaB, 22 uafgjorte og 42 nederlag samt en målscore på 88-138 set med AaB’s øjne.
- at AaB vandt det seneste Superligaopgør mod FC København i Aalborg og endda med et clean sheet. Hvis AaB kan formå at holde nullet igen mod FC København, vil det være første gang siden august 1995-september 1996, at AaB præsterer to clean sheets i træk mod FC København i Aalborg.
- at det seneste indbyrdes møde i Aalborg 13. maj 2018 sluttede med en 1-0 gevinst til AaB efter scoringen i sidste minut af Kasper Kusk.
- at fra den nuværende AaB-trup har udover Kasper Kusk (1 mål) også Jakob Blåbjerg (2 mål), Kasper Risgård (2), Filip Lesniak (1) og Frederik Børsting (1) tidligere været på måltavlen for AaB i en Superligakamp mod FC København.
- at november traditionelt ikke plejer at være den bedste måned for AaB til at møde FC København i Superligaen, idet de 12 tidligere november-opgør er endt med syv nederlag, tre uafgjorte og kun to sejre. Begge sejre er dog faldet på Aalborg Portland Park, men daterer sig til 2008 og 2009.
- at ud af de 82 tidligere Superligakampe har AaB scoret først i 29 tilfælde, hvilket har resulteret i 15 sejre, ni uafgjorte og fem nederlag. Omvendt har FC København scoret kampens første mål i 49 tilfælde, hvilket har givet AaB tre sejre, ni uafgjorte og 37 nederlag.
- at AaB har tabt de tre seneste Superligakampe på Aalborg Portland Park. Hvis det ikke for første gang i otte år, siden august-oktober 2010, skal blive til fire nederlag i træk på hjemmekampe, kræver det således point mod FC København.
- at AaB i tilfælde af tre point mod FC København vil opnå sejr nummer 375 i Superligaen (ud af 925 Superligakampe). Denne milepæl har kun dagens modstander fra FC København samt Brøndby I.F. tidligere passeret i Superligaen.
- at hvis Kasper Risgård scorer mod FC København, vil det være hans tredje scoring mod FC København i Superligaen. Begge tidligere scoringer har også været for AaB, senest i marts 2016, og hvis det lykkes, vil det samtidig være hans scoring nummer 50 for AaB i alle officielle turneringer.
- at AaB i tilfælde af et dømt straffespark mod sig vil passere 100 begåede straffespark i Superligaen. AaB vil i givet fald være den første klub i Superligaen til at passere den milepæl.
- at dommer Michael Tykgaard søndag dømmer sin sjette Superligakamp mellem AaB og FC København. Bemærkelsesværdigt nok har han været dommeren i de to forudgående tilsvarende opgør, hvorfor han med sit tredje dømte opgør i træk vil have dømt tre ud af fire opgør mellem de to klubber i 2018.
- at AaB senest var i aktion i Superligaen på datoen 11. november, da det i 2013 blev 4-1 på udebane mod Randers FC efter et hattrick af Kasper Kusk og en enkelt træffer af den nuværende FCK-spiller Nicolaj Thomsen.
- at Jakob Ahlmann søndag kan spille sin officielle kamp nummer 175 for AaB. Siden debuten i maj 2010 har Jakob Ahlmann spillet 156 Superligakampe, 17 kampe i pokalturneringen samt en enkelt europæisk kamp.
- at AaB og Spar Nord Fonden i fællesskab donerer 2 kr. pr. tilskuer til Superligakampe på Aalborg Portland Park til Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i efteråret 2018 går ubeskåret til Ønskeland i Brovst, som efter efterårets første syv hjemmekampe allerede er sikret en donation på 85.446 kr. Køb i forsalg billet til opgøret mod FC København her.
(Statistisk kilde: danskfodbold.com og aabsport.dk).