Flot, målrig og forløsende sejr i Esbjerg

30. november 2018 kl. 20:53 af Rasmus Estrup

AaB leverede en stærk præstation på udebane mod Superligaens tredjeplads og vandt fortjent 4-1 i Jacob Friis' cheftrænerdebut for Hele Nordjyllands Hold.

Med to mål kort før pausefløjtet bragte Lucas Andersen nordjyderne i front. Tidligt i anden halvleg scorede Rasmus Thellufsen og Kasper Kusk til henholdsvis 3-0 og 4-0, inden Joni Kauko med under ti minutter tilbage reducerede til 4-1. 

AaB dominerede især i første halvleg, hvor gæsterne holdt hjemmeholdet fuldstændig fra fadet. Og kun fem minutter inde i Jacob Friis' debut som cheftræner viste AaB første gang lovende offensive takter. Men selvom AaB formåede at holde bolden omkring hjemmeholdets felt i længere tid, kom gæsterne ikke nærmere end et blokeret skud fra Lucas Andersen fra buen. 

Efter 11 minutter var AaB nærgående, da Tom van Weert sendte et indlæg mod Rasmus Thellufsen omkring det lille felt, men Agus Garcia nåede bolden lige for næsen af den unge kantspiller.

Esbjerg fB sad meget på bolden fra 10. til 20. minut, men vestjyderne havde i det første lange stykke tid svært ved at bryde igennem AaB's defensiv og true Jacob Rinne. Især Jores Okore viste stor styrke i forsvaret. 

I stedet tilfaldt opgørets første gode mulighed til AaB efter 20 minutter. Jakob Ahlmann og Lucas Andersen fik med gode kombinationer skabt en god skudmulighed i straffesparksfeltet til Lucas Andersen, der desværre tordnede kuglen i sidenettet. 

Opgørets næste to afslutninger kom også fra Lucas Andersens fod. Den første på et frispark fra 35 meter, som angriberen sendte forbi.

Den anden mulighed opstod lidt tilfældigt. Efter afbrudt samspil med Rasmus Thellufsen fik Lucas Andersen sparket mod mål. Jeppe Højbjerg parerede bolden lige ud i fødderne på Kasper Kusk, der first-timede læderet forbi fra kanten af feltet. 

Kasper Kusk forsøgte sig med to nye afslutninger efter 32 minutter og 34 minutter, men kantspillerens ene aftræk sad lige i favnen på Esbjerg-keeperen, mens det andet susede over mål. 

Kasper Kusk og Lucas Andersen fik hver især igen afsluttet, inden det fortjente føringsmål faldt efter 42 minutter. Lucas Andersen og Tom van Weert pressede bolden fra Esbjerg-defensiven, men hollænderen fik blokeret sin afslutning. Riposten røg hen til Lucas Andersen som sikkert sendte læderet forbi Jeppe Højbjerg fra nært hold. 

Lige før pausefløjtet blev Lucas Andersen dobbeltmålscorer. Rasmus Thellufsen fik flot hentet bolden på baglinjen og sendt læderet på tværs til Lucas Andersen, der lige så sikkert som tre minutter tidligere fandt vej til netmaskerne. Dermed kunne AaB fortjent gå til pause foran 2-0. 

Fire minutter efter pausen blev Esbjerg fB for første gang for alvor farlige. Adrian Petre sigtede efter øvre målhjørne på et frispark, men bolden ramte til stor AaB-lettelse det øverste af stolpen. Kort efter blev et langskud fra Esbjerg fB også sendt af sted i forlængelse af et hjørnespark, men Jacob Rinne tog sig sikkert af forsøget.

Og så var det ellers blevet tid til yderligere AaB-scoringer. Efter 52 minutter sparkede Rasmus Thellufsen 3-0-scoringen ind ved bagerste stolpe efter oplæg fra Lucas Andersen.

Knap havde hjemmeholdet nået at give bolden op igen, inden Jeppe Højbjerg for fjerde gang i opgøret måtte hente bolden i eget net. Tom van Weert kom fri på venstrekanten og lagde bolden skråt tilbage til Kasper Kusk som resolut sparkede bolden ind ved nærmeste opstander til 4-0. 

Midt i anden halvleg forsøgte Kasper Kusk sig på ny med et par afslutninger. Den første tvang Jeppe Højbjerg ud i en god redning, mens den anden gik forbi opstanderen. 

82 minutter inde i kampen fik Esbjerg fB reduceret til 4-1. Lige inden leverede Jacob Rinne en stærk redning på en afslutning fra Emmanuel Oti. Men redningen førte til et hjørnespark, som blev sendt ind i panden på Joni Kauko. Esbjerg-spilleren udnyttede muligheden og headede bolden ind ved fjerneste stolpe. 

Kort før slutfløjt var Frederik Børsting tæt på at score til 5-1, men Jeppe Højbjerg diskede op med en stærk redning. Bolden lå dog stille tæt under mål efter redningen, men Kasper Risgård nåede lige akkurat ikke frem til kuglen i tide. 

Derfor sluttede opgøret med en nordjysk triumf på 4-1. Med den flotte sejr indtager AaB lige nu fjerdepladsen i Superligaen med 25 point, hvilket er et point færre end aftenens modstander, Esbjerg fB. 

AaB spiller årets sidste hjemmekamp næste søndag 9. december kl. 14.00 mod AC Horsens på Aalborg Portland Park. Køb billetter til den kamp her. 

Matchfacts - Superligaen, 18. spillerunde

Esbjerg fB-AaB 1-4 (0-2)
43. min 0-1 Lucas Andersen, 45. min 0-2 Lucas Andersen, 53. min 0-3 Rasmus Thellufsen, 55. min 0-4 Kasper Kusk, 83. min 1-4 Joni Kauko. 
Advarsler Esbjerg fB: Jesper Lauridsen (36), Simon Bækgård (47), Agus Garcia (72), Joni Kauko (90)
Advarsler AaB: Kristoffer Pallesen (90)
2.862 tilskuere på Blue Water Arena

Esbjerg fB (4-3-3): Jeppe Højbjerg, Jeppe Brinch (46: Simon Bækgård), Markus Halsti, Agus Garcia, Jesper Lauridsen, Jacob Lungi Sørensen, Daniel Anyembe, Joni Kauko, Brent McGrath (84: Mathias Kristensen), Adrian Petre (64: Yuri Yakovenko), Emmanuel Oti. 

AaB (4-4-2): Jacob Rinne, Kristoffer Pallesen, Jores Okore, Kasper Pedersen, Jakob Ahlmann, Kasper Kusk, Magnus Christensen (70: Rasmus Würtz), Oliver Abildgaard, Rasmus Thellufsen (64: Frederik Børsting), Lucas Andersen (80: Kasper Risgård), Tom van Weert. 

Dommer: Mads-Kristoffer Kristoffersen

Tags på denne nyhed

Den perfekte AaB-julegave

30. november 2018 kl. 12:07 af Rasmus Estrup

Mangler du at få styr på julegaverne? Så kan du købe gavekort til et sæsonkortabonnement. Du kan købe gavekort til 300 kr., 500 kr., 1000 kr., eller 2000 kr. Du har også muligheden for selv at bestemme beløbet, så det passer lige til den gave, du ønsker at give.  

Med et sæsonkortabonnement er der fri entré til alle AaB’s hjemmekampe samt de normale fordele for sæsonkortholdere.

Abonnementet har en bindingsperiode på seks måneder, hvorefter abonnementet er aktivt indtil man afmelder sig.

Køb et gavekort til et sæsonkortabonnement i dag.

Tags på denne nyhed

AaB-talenter indskiftet i U/16-sejr over Portugal

29. november 2018 kl. 15:20 af Rasmus Estrup

Det danske U/16-landshold fik en glimrende start på en miniturnering i Belgien, da danskerne her til eftermiddag vandt 3-0 over Portugal. 

Christoffer Ravn Jensen (foto) og Magnus Vognsen fra AaB Talent kunne fra bænken se deres landsmænd bringe sig foran med 2-0 inden pausen. 

Efter 57 minutter blev Christoffer Ravn Jensen sendt på banen til sin tredje landskamp, og syv minutter senere scorede Danmark til 3-0. Fem minutter før tid blev Magnus Vognsen skiftet ind til sin landsholdsdebut.

De to spillere fra AaB Talent har muligheden for at få endnu en landskamp på cv'et på lørdag kl. 16.00, hvor Danmark møder Belgien. 

Friis’ første kamp for AaB

29. november 2018 kl. 14:08 af Brian Andersen

Oprykkerne fra Esbjerg har gjort det strålende i denne sæson og er efter 17 spillerunder placeret på en tredjeplads i Superligaen – fire point foran AaB.

I det omvendte møde 27. august sejrede esbjergenserne 1-0 i Aalborg, og Jacob Friis anerkender Esbjerg-mandskabets foreløbige præstationer og resultater:

- Vi skal møde et stabilt Esbjerg-hold og har respekt for deres resultater, og de ligger som fortjent i tabellen.

- Det afholder os dog ikke fra, at vi kommer til Esbjerg for at vinde i morgen aften. Vi har såvel defensivt som offensivt forsøgt at skrue på nogle nuancer, så vi kan få tippet marginalerne over til vores side, og det vil man forhåbentlig kunne se og se resultatet af i morgen, siger Jacob Friis, der efter torsdagens træningspas har udtaget følgende 19 spillere:

1 Jacob Rinne, 2 Patrick Kristensen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Jakob Blåbjerg, 5 Jores Okore, 6 Kristoffer Pallesen, 8 Rasmus Würtz, 9 Tom van Weert, 10 Lucas Andersen, 11 Philipp Ochs, 16 Magnus Christensen, 17 Kasper Kusk, 18 Rasmus Thellufsen, 21 Kasper Risgård, 22 Michael Lansing, 25 Frederik Børsting, 27 Oliver Abildgaard, 30 Wessam Abou Ali og 32 Kasper Pedersen.

Marco Ramkilde er eneste mand på skadeslisten hos AaB.