AaB jagter god hjemmebaneafslutning
Anfører Rasmus Würtz er tilbage i AaB-truppen, når Hele Nordjyllands Hold fredag aften møder FC Nordsjælland i sæsonens sidste hjemmekamp.
I morgen kl. 18.00 spiller AaB den sidste hjemmekamp i sæsonen, når medaljeaspiranterne FC Nordsjælland gæster Aalborg Portland Park.
Efter søndagens sejr over FC København kan AaB med tre point mod FC Nordsjælland sikre sig femtepladsen i Alka Superligaens Mesterskabsspil, og Hele Nordjyllands Hold ønsker, at præstationen i morgen har samme kvalitet som i seneste kamp.
- Det er anden bronzekandidat i træk, vi møder, og vi har intentioner om at følge op på præstationen og sejren mod FC København. Vi går selvfølgelig ind til kampen for at præstere så godt, som vi overhovedet kan. Får vi flere præstationer som den mod FC København, venter der os også flere sejre, udtaler cheftræner Morten Wieghorst.
- Reaktionen fra tilskuerne efter præstationen i søndags var noget, alle i spillertruppen og trænerstaben lagde mærke til, og den følelse vil vi selvfølgelig gerne skabe igen og igen. Derfor vil vi også slutte denne sæson godt af på vores hjemmebane i morgen aften, siger Morten Wieghorst, der har udtaget følgende 18 spillere til kampen:
1 Jacob Rinne, 3 Jakob Ahlmann, 4 Jakob Blåbjerg, 5 Jores Okore, 6 Kristoffer Pallesen, 8 Rasmus Würtz, 9 Jannik Pohl, 10 Edison Flores, 14 Pavol Safranko, 16 Magnus Christensen, 17 Kasper Kusk, 18 Rasmus Thellufsen, 21 Kasper Risgård, 22 Michael Lansing, 23 Filip Lesniak, 24 Nikolaj Lyngø, 25 Frederik Børsting og 28 Yann Rolim.
Patrick Kristensen, Kasper Pedersen, Oliver Abildgaard, Robert Kakeeto, Marco Ramkilde og Wessam Abou Ali er ukampdygtige.
AaB og Spar Nord Fonden donerer i fællesskab 2 kr. pr. tilskuer til Alka Superligakampe på Aalborg Portland Park til Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i foråret 2018 går ubeskåret til Foreningen Grønlandske Børn, som efter forårets otte første hjemmekampe allerede er sikret en donation på 75.774 kr. Køb billet til AaB-FC Nordsjælland her.