AaB A/S får delvist medhold vedrørende salget af Christian Bassogog
Som oplyst i selskabsmeddelelse nr. 2018/01 af 26. januar 2018 har Finanstilsynet politianmeldt Aalborg Boldspilklub A/S (AaB) for overtrædelse af visse bestemmelser i Markedsmisbrugsforordningen i forbindelse med forhandlingerne om salget af Christian Bassogog.
AaB og Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) har besluttet at håndtere Finanstilsynets politianmeldelse med vedtagelse af bødeforlæg alene vedrørende to forhold i Finanstilsynets politianmeldelse.
For det første anerkender SØIK, at AaB 15. februar 2017 udsendte en lækagemeddelelse rettidigt.
SØIK er imidlertid af den opfattelse, at lækagemeddelelsen ”i det konkrete tilfælde” burde have indeholdt én enkelt yderligere oplysning om den forventede finansielle påvirkning på årets resultat, såfremt et salg af Christian Bassogog blev gennemført.
AaB er uenig i SØIK’s vurdering af, at en sådan spekulativ oplysning burde have været medtaget i lækagemeddelelsen. Der findes efter AaB’s vurdering ikke lovhjemmel til dette i Markedsmisbrugsforordningen. AaB har alene henset til de økonomiske og tidsmæssige omkostninger ved at føre en principiel retssag om dette ene forhold, besluttet at acceptere en bøde på kr. 25.000.-, som er den mindste bøde, der er givet for et forhold som dette i Danmark.
For det andet har AaB accepteret en bøde på kr. 5.000.- vedrørende ubetydelige formelle mangler ved den konkrete insiderliste, der efter omstændighederne skal føres i transfersager. AaB havde allerede over for Finanstilsynet erkendt, at der var mindre for sagen ubetydelige formelle mangler ved den konkrete insiderliste. AaB fastholder, at disse for sagen ubetydelige formelle mangler, burde have været håndteret i dialog mellem AaB og Finanstilsynet, ikke mindst fordi der var tale om en ny EU-forordning, hvis anvendelse var usikker, og fordi der ikke konkret var konstateret, at de ubetydelige formelle mangler på nogen måde havde forstyrret Finanstilsynets tilsynsarbejde. Henset til, at der er tale om en bøde på kun kr. 5.000.-, har AaB valgt ikke at forfølge forholdet yderligere.
SØIK har endeligt besluttet, at der ikke er grundlag for at efterforske Finanstilsynets politianmeldelse af AaB for overtrædelse af pligten til at føre en permanent insiderliste. AaB finder denne beslutning særdeles tilfredsstillende.
SØIK er således ikke enig med Finanstilsynet i, at ”den fulde interne viden” skulle offentliggøres i lækagemeddelelsen. Dette finder AaB ligeledes særdeles tilfredsstillende.
SØIK præciserer endvidere, at det alene ”i det konkrete tilfælde” var et behov for information om den potentielle finansielle betydning for AaB. Denne præcisering er AaB også særdeles tilfreds med, idet omfanget af lækagereglerne med dette bødeforlæg efter AaB’s vurdering ikke udvides generelt for AaB eller andre udstedere på Nasdaq København.