Seks AaB-talenter udtaget til landshold

4. februar 2018 kl. 10:45 af Rasmus Estrup

Når U/17-landsholdet mødes til træningssamling i Ballerup fra 12. til 14. februar, er det med hele fem AaB-spillere i truppen.

Fra forsvarskæden er Mathias Ross Jensen og Thomas Albert Christiansen udtaget, mens der på midtbanen er fundet plads til Jeppe Pedersen og Malthe Højholt. Endelig er angriber Mikkel Kaufmann også med i truppen. 

Også på U/16-landsholdet vil AaB være repræsenteret. Her er Casper Gedsted Hansen udtaget til den trup, der skal til UEFA Development turnering i England fra 11. februar til 19. februar. 

Her skal Danmark spille tre kampe. 14. februar spiller Danmark mod England, 16. februar er modstanderen Skotland, og 19. februar slutter Danmark af med en kamp mod Spanien. 

AaB TV: Sammendrag af AaB-Thisted FC

3. februar 2018 kl. 18:38 af Rasmus Estrup
Tags på denne nyhed

AaB vinder hårdt tilkæmpet testsejr

3. februar 2018 kl. 17:12 af Brian Andersen

Sejren i dagens generalprøve for forårspremieren i Silkeborg om en uge må siges at være hårdt tilkæmpet, idet gæsterne fra Thisted FC via aggressivitet og optimisme gjorde en glimrende figur og også tilspillede sig adskillige muligheder undervejs.

AaB havde generelt set et spilovertag, men Thisted FC holdt konsekvent to mand fremme ved midterlinjen, mens resten af spillerne – når AaB var i boldbesiddelse – var placeret på kanten af eget straffesparksfelt, og den noget usædvanlige taktik gjorde faktisk udeholdet særdeles farlige i kontrafasen.

Yann Rolim og tilbagevendte Kasper Kusk forsøgte sig, inden AaB-keeper Jacob Rinne i det ottende minut måtte reagere hurtigt, da et afrettet skudforsøg var på vej i mål.

I den bidende februarkulde havde Yann Rolim og Kasper Kusk igen nærgående afslutninger, før Jacob Rinne og Patrick Kristensen efter 29 minutter i fælleskab fik afværget en stor dobbeltchance til Thisted FC.

Straks efter havde Jannik Pohl en god mulighed, der i den modsatte ende blev reddet af gæsternes bageste skanse, og blot et par minutter senere kom føringsmålet, da et indadskruet indlæg fra Kasper Kusk havde retning mod Jakob Blåbjerg, som fik presset Glenn Rask til at heade læderet i eget net.

Resten af halvlegen havde AaB sin nok bedste periode i opgøret, og fem minutter før pausen burde Jannik Pohl have fordoblet føringen, da Yann Rolim med en fremragende pasning sendte AaB-angriberen alene igennem, men Thisted-keeperen fik reddet, da Pohl forsøgte at afdrible ham.

Kasper Kusk havde første halvlegs sidste farlige forsøg, mens Patrick Kristensen tre minutter efter pausen måtte redde på egen mållinje for anden gang i kampen.

Efter 53 minutter kunne de mange fremmødte tilskuere på Hornevej se en signaturafslutning fra Kasper Kusk gå tæt forbi fjerneste målhjørne, mens Thisted FC i det 73. minut kunne have udlignet, hvis ikke Jacob Rinne havde stået i vejen på en god mulighed.

Fem minutter før tid fik AaB i stedet cementeret sejren, da Kasper Kusks hjørnesparksbold blev vundet i luften af Kasper Pedersen, hvorefter bolden dumpede ned til Pavol Safranko, der vendte rundt på en tallerken og resolut hamrede kuglen fladt i netmaskerne til 2-0. Det var Pavol Safrankos tredje scoring i de fem testkampe, AaB har spillet.

Om en uge er det alvor på Jysk Park mod Silkeborg I.F.

Matchfacts – testkamp
AaB-Thisted FC  2-0 (1-0)
32. min 1-0 selvmål Glenn Rask, 85. min 2-0 Pavol Safranko.

AaB (4-5-1): Jacob Rinne, Patrick Kristensen (64: Kristoffer Pallesen), Jores Okore, Kasper Pedersen, Jakob Blåbjerg, Kasper Kusk, Filip Lesniak, Rasmus Würtz (76: Magnus Christensen), Oliver Abildgaard (64: Pavol Safranko), Yann Rolim (64: Rasmus Thellufsen), Jannik Pohl (76: Wessam Abou Ali).

Tags på denne nyhed

Opstillingen mod Thisted FC

3. februar 2018 kl. 13:16 af Rasmus Estrup

Kl. 14.15 spiller AaB vinterens sidste testkamp mod Thisted FC på kunststofbanen på Hornevej. Cheftræner Morten Wieghorst har valgt at stille op med følgende startopstilling: 

Jacob Rinne
Patrick Kristensen, Jores Okore, Kasper Pedersen, Jakob Blåbjerg
Kasper Kusk, Oliver Abildgaard, Rasmus Würtz, Filip Lesniak, Yann Rolim
Jannik Pohl

Det er selvfølgelig gratis at overvære kampen, hvis man ønsker. Kampen kan også følges på Twitter, hvor der vil være livetweets fra AaB's officielle Twitterkonto. Senere vil der på aabsport.dk blive udgivet et referat og et sammendrag af kampen inklusiv reaktioner. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: Kasper Kusk er vendt hjem

2. februar 2018 kl. 18:08
Tags på denne nyhed
'