AaB slået i målrig forårspremiere

10. februar 2018 kl. 17:55

Der var sæsondebut til Kasper Kusk i AaB-trøjen, da AaB i dag åbnede foråret i Alka Superligaen.

I forhold til sidste lørdags testkamp mod Thisted FC havde cheftræner Morten Wieghorst foretaget to ændringer i startopstillingen, i det Edison Flores og Frederik Børsting erstattede Oliver Abildgaard og Yann Rolim.

Efter en rolig start på kunstgræsset på JYSK Park var det AaB der i syvende minut fik kampens første store mulighed, da Frederik Børsting på kanten tilkæmpede sig bolden og driblede ind i feltet. Den efterfølgende tværpasning foran det tomme mål blev dog misbrugt af Patrick Kristensen, da en Silkeborg-spiller fik afværget den flade afslutning på målstregen.

I stedet endte bolden i næste ombæring i modsatte ende af banen, hvor Vladimir Rodic på AaB’s venstrekant tromlede Jakob Blåbjerg ned, men dommerens fløjte forblev tavs. Det udnyttede montenegrineren til at sende et præcist indlæg i feltet, hvor Davit Skhirtladze vandt hovedstødsduellen mod Patrick Kristensen og headede bolden i nettet til 1-0.

Det hurtige føringsmål betød, at hjemmeholdet trak sig kompakt tilbage på banen og lurede på omstillinger, når AaB var i boldbesiddelse. Dette gav en længere periode med stor nordjysk boldbesiddelse, men udfordringen med at gennembryde hjemmeholdets bagerste rækker viste sig ofte svær, og flere angreb blev aldrig afsluttet.

Først efter en god halv time var man atter nærgående, da en god tværbold til Frederik Børsting endte med en overplaceret afslutning fra kanten af feltet, mens Edison Flores minutter efter tvang Peter Friis Jensen ud i en redning. Stillingen efter de første 45. minutter forblev dog 1-0.

Fem minutter inde i anden halvleg kom den fortjente AaB-udligning. Kasper Kusks knivskarpe aflevering i dybden skar Silkeborg-forsvaret i stykker, og Jannik Pohl kunne nemt servere en tværpasning for tililende Frederik Børsting, der glidende prikkede bolden i nettet tæt under mål.

Udligningen gav omgående nyt kampbillede, hvor det nu var hjemmeholdet der kom længere frem på banen, hvilket gav en periode med tilløb og halve chancer til begge mandskaber.

Kort før den hele time måtte Jacob Rinne vise prøver på sine egenskaber i målet, da Vladimir Rodic afrettede afslutning fremtvang en fodparade fra AaB’s bagerste skanse.

Hjemmeholdet kom endnu tættere på en ny scoring, da Marc Rochester serverede bolden for en helt fri Jeppe Okkels foran AaB-målet. Heldet var dog med AaB’erne, da den unge angriber sparkede forbi bolden.

En serie af hjørnespark til Morten Wieghorsts tropper gav ikke udbytte, og i stedet fik hjemmeholdet bragt sig tilbage i front efter 79. minutter. En returbold efter et frispark endte på kanten af feltet hos Jens Martin Gammelby, der tog chancen og mellem venner og fjender fik sendt bolden i nettet yderligt ved den ene stolpe.

Dette blev starten på en hæsblæsende afslutning på kampen. Minutter efter 2-1 målet var Silkeborg igen nærgående på en omstilling, men Jacob Rinne fik reddet skudforsøget fra Marc Rochester.

I stedet fik Kasper Risgård sat Edison Flores op til skud, og riposten endte for fødderne af netop indskiftede Yann Rolim, der kvitterede til 2-2 med seks minutter tilbage af opgøret.

Der var dog gået mindre end et minut inden hjemmeholdet atter var i front. Jakob Blåbjerg mistimede et retur-hovedstød til Jacob Rinne, og i stedet kunne Vladimir Rodic afdrible AaB-keeperen og score til 3-2.

En ny nordjysk udligning var minuttet efter uhyre tæt på, da en frisparksbold i Silkeborg-feltet dansede tæt foran mål, men ind ville læderet ikke.

Trods tilløb til flere chancer blev der ikke scoret yderligere, og AaB’erne måtte slukøret konstatere, at forårsdebuten endte pointløst.

Om otte dage gælder det Brøndby I.F. på Aalborg Portland Park.

Match facts - Alka Superligaen 20. spillerunde

Silkeborg I.F.-AaB 3-2 (1-0)

1-0 8.minut Davit Skhirtladze
1-1 50. minut Frederik Børsting
2-1 79. minut Jens Martin Gammelby
2-2 84. minut Yann Rolim
3-2 85. minut Vladimir Rodic

Silkeborg I.F. (4-5-1): Peter Friis Jensen, Jens Martin Gammelby, Tobias Salquist, Simon Jakobsen, Gregor Sikosek, Vladimir Rodic, Ibrahim Moro, Casper Sloth, Marc Rochester Sørensen (90. Jeppe Gertsen), Davit Skhirtladze (73. Mate Vatsadze), Jeppe Okkels (66. Magnus Mattson)

AaB (4-5-1): Jacob Rinne, Patrick Kristensen, Kasper Pedersen, Jores Okore, Jakob Blåbjerg, Kasper Kusk, Edison Flores (84. Pavol Safranko), Rasmus Würtz (52. Kasper Risgård), Filip Lesniak, Frederik Børsting (81. Yann Rolim), Jannik Pohl

Advarsler:

Silkeborg I.F.: 45. Simon Jakobsen

AaB: 7. Rasmus Würtz, 77. Kasper Pedersen

Dommer: Michael Johansen

Tags på denne nyhed

AaB foran forårspremiere

9. februar 2018 kl. 15:13 af Rasmus Estrup

En spændende forårssæson i Alka Superligaen starter lørdag, hvor AaB for første gang gæster Silkeborg I.F. på JYSK Park. Seneste opgør mod Silkeborg I.F. endte med en AaB-sejr på 2-1 på Aalborg Portland Park.

AaB sluttede efteråret med 21 point i de seneste 12 Alka Superligakampe, og vinterens opstartsfase har budt på fire AaB-sejre i fem testkampe.

- Vi glæder os til at komme i gang, og det håber vi også, at fansene gør. Det er altid svært at sige, hvor vi står i forhold til de andre hold, men vi har haft en god opstart, og vi har forberedt os godt til kampen, siger cheftræner Morten Wieghorst, der forventer en jævnbyrdig affære mod Silkeborg I.F.

- Som det også var tilfældet i vores indbyrdes kamp i efteråret, forventer jeg, at det bliver tæt. Silkeborg I.F. har desuden været gode på hjemmebane, så det bliver en hård kamp, udtaler cheftræneren.

- Men alle kampe i foråret bliver hårde. Vi har ligesom mange andre hold en målsætning om at komme i top seks, og alle modstandere vi står over for i forårets grundspil har noget på spil. Enten for at komme i top seks, vinde Alka Superligaen eller komme væk fra bunden, siger Morten Wieghorst, der har udtaget følgende 20 spillere til lørdagens kamp:

1 Jacob Rinne, 2 Patrick Kristensen, 4 Jakob Blåbjerg, 5 Jores Okore, 6 Kristoffer Pallesen, 8 Rasmus Würtz, 9 Jannik Pohl, 10 Edison Flores, 14 Pavol Safranko, 16 Magnus Christensen, 17 Kasper Kusk, 18 Rasmus Thellufsen, 21 Kasper Risgård, 22 Michael Lansing, 23 Filip Lesniak, 25 Frederik Børsting, 27 Oliver Abildgaard, 28 Yann Rolim, 30 Wessam Abou Ali, 32 Kasper Pedersen.

På skadelisten er Marco Ramkilde, mens Jakob Ahlmann, der har været skadet i opstarten, forventes at spille en halvleg i reserveholdskampen mod Jammerbugt FC på søndag.

Lørdagens Alka Superligakamp mod Silkeborg I.F. spilles kl. 16.00 på JYSK Park.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Fireårig aftale til Wessam Abou Ali

8. februar 2018 kl. 18:11 af Rasmus Estrup
Tags på denne nyhed

Vidste du...om Silkeborg I.F. og AaB

8. februar 2018 kl. 16:14

Vidste du således at…

- Det er Superligakamp nr. 72 mellem Silkeborg I.F. og AaB. Statistikken siger 25 sejre til AaB, 24 uafgjorte og 22 nederlag samt en målscore på 99-92 set med AaB’s øjne.

- AaB tager hul på Alka Superligaens forårssæson præcis to måneder efter afslutningen på efterårssæsonen. Dermed indeholder indeværende sæson den hidtil korteste vinterpause i Alka Superligaens historie.

- AaB har de senere år haft det svært mod Silkeborg I.F., når kampen har været afviklet i Silkeborg. Ud af AaB’s 10 seneste Superligakampe i Silkeborg er det kun endt med sejr i et tilfælde, hvorimod de øvrige kampe er endt med fire uafgjorte og fem nederlag.

- Såfremt AaB formår at score mod Silkeborg I.F., vil det være AaB’s scoring nr. 100 mod Silkeborg I.F. i Superligaen. De 99 tidligere scoringer er fordelt på 47 spillere, med Peter Rasmussen som topscorer med otte mål, samt et enkelt selvmål.

- Ud af de 71 tidligere Superligakampe mod Silkeborg I.F. har AaB scoret først i 33 tilfælde, hvilket har resulteret i 19 sejre, 11 uafgjorte og tre nederlag. Omvendt har Silkeborg I.F. scoret kampens første mål i 29 tilfælde, hvilket har givet AaB seks sejre, fire uafgjorte og 19 nederlag.

- Knap 13 pct. af de foregående 71 Superligakampe mellem Silkeborg IF og AaB er endt helt uden scoringer, senest opgøret i Silkeborg i april 2017. På trods heraf er der gennemsnitligt scoret 2,69 mål pr. kamp eller gennemsnitligt 3,08 mål i de kampe, hvor der scores.

- AaB har vundet de tre seneste Superliga-udekampe mod Hobro, FC Helsingør og Lyngby. Hvis det også bliver til sejr mod Silkeborg I.F., vil det være første gang siden april-maj 2014, at AaB vinder fire Superliga-udekampe i træk.

- Med kampstart den 10. februar er kampen mod Silkeborg I.F. suverænt AaB’s tidligste sæsonåbning på foråret. Det har dog altid kastet point af sig, når AaB har spillet Superligakamp i februar, idet de fem tidligere tilfælde er endt med to uafgjorte og tre sejre, senest mod… Silkeborg I.F. i 2017.

- I den nuværende AaB-trup er Rasmus Würtz (3 mål), Jakob Blåbjerg (2), Kasper Pedersen (2), Jannik Pohl (1) og Patrick Kristensen (1) alle tidligere scoret for AaB mod Silkeborg I.F.

- Kasper Kusk kan spille sin første Superligakamp for AaB siden den 18. maj 2014, hvor det blev til en sejr på 1-0 mod AGF. Det vil blive hans ottende Superligakamp mod Silkeborg I.F., og han har endnu sin første scoring til gode mod midtjyderne.

- Lørdagsudekampe i Superligaen har været en god kampdag for AaB i de senere år, hvor det siden 2014 kun er blevet til et enkelt nederlag, hvilket skete mod FC Vestsjælland i april 2015. Ellers har lørdag på udebane betydet point i de resterende 12 kampe med seks sejre og seks uafgjorte som resultat.

- Michael Johansen dømmer sin 25. Superligakamp med deltagelse af AaB. Pudsigt nok har ingen af de 24 forudgående kampe været med Silkeborg I.F. som modstander.

- Anfører Rasmus Würtz kan spille sin Superligakamp nr. 425, hvoraf hovedparten (392) har været for AaB.

- Du kan støtte AaB til kampen på JYSK Park i Silkeborg, læs mere om hvordan via dette link

Statistisk kilde: danskfodbold.com

Tags på denne nyhed
'