
AaB jagter første hjemmesejr siden august
AaB har ikke vundet sine seneste seks Superligakampe på Aalborg Portland Park eller siden 12. august.
Dog er det i perioden blevet til en hjemmesejr i Sydbank Pokalen mod netop søndagens modstander AC Horsens, der 31. oktober blev overvundet på Tom van Weerts enlige træffer.
AaB-cheftræner Jacob Friis debuterede forrige fredag med en 4-1 gevinst i Esbjerg, og målsætningen er naturligvis at følge op med nye tre point i årets sidste hjemmekamp.
Jacob Friis udtaler:
- Vi har for længst fået armene ned, og nu venter der os en svær kamp mod Horsens.
- Det bliver et opgør med sit helt eget liv, og det er vigtigt, at vi forsøger at gøre det svært for Horsens at sætte sine spidskompetencer i spil, konstaterer Jacob Friis.
- Samtidig er målet for os igen at levere angrebsivrighed og aggressivitet, som forhåbentlig kan udmønte sig i chancer og scoringer, så vi kan hente tre meget vigtige point, siger Jacob Friis, der efter lørdagens træningspas har udtaget følgende 19 spillere:
1 Jacob Rinne, 2 Patrick Kristensen, 3 Jakob Ahlmann, 5 Jores Okore, 6 Kristoffer Pallesen, 8 Rasmus Würtz, 9 Tom van Weert, 10 Lucas Andersen, 11 Philipp Ochs, 16 Magnus Christensen, 17 Kasper Kusk, 18 Rasmus Thellufsen, 21 Kasper Risgård, 22 Michael Lansing, 24 Mathias Ross, 25 Frederik Børsting, 27 Oliver Abildgaard, 30 Wessam Abou Ali og 32 Kasper Pedersen.
AaB's skadesliste omfatter Marco Ramkilde, mens Jakob Blåbjerg er ramt af sygdom.
AaB og Spar Nord Fonden donerer i fællesskab 2 kr. pr. tilskuer til Superligakampe på Aalborg Portland Park til Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i efteråret 2018 går ubeskåret til Ønskeland i Brovst, som efter efterårets første otte hjemmekampe allerede er sikret en donation på 99.340 kr.