Wessam Abou Ali og Lukas Klitten på U/19-landshold

16. april 2018 kl. 15:43 af Rasmus Estrup

Senere i april er det danske U/19-landshold samlet, da Danmarks og Tysklands U/19-landshold spiller venskabskamp i Valby Idrætspark onsdag d. 25. april. Til kampen er to AaB-spillere udtaget. 

Wessam Abou Ali, der i går spillede i Alka Superligakampen mod AC Horsens, og Lukas Klitten, der lørdag scorede i U/19 Ligaen, er begge med i den danske landsholdstrup, der samles 24. april. 

Wessam Abou Ali har tidligere spillet syv ungdomslandskampe, men han har fortsat en kamp for U/19-landsholdet til gode. Lukas Klitten, der stadig er ung nok til at spille på U/18-landsholdet, har spillet 13 ungdomslandskampe, hvoraf tre har været for U/19-landsholdet. 

Tags på denne nyhed

To AaB'ere udtaget til U/17 EM

16. april 2018 kl. 12:34 af Rasmus Estrup

En håndfuld AaB-spillere har gennem EM-kvalifikationen været med til at sikre Danmarks U/17-landshold en plads ved EM-slutrunden til maj. Og to af AaB-talenterne er nu udtaget til slutrunden i England. Således er midtbanespiller Jeppe Pedersen og forsvarsspiller Mathias Ross Jensen med i den danske U/17-landsholdstrup, der samles 29. april. 

Danmark spiller første kamp ved EM-slutrunden 5. maj mod Bosnien-Hercegovina. 8. maj venter opgøret mod Irland, inden sidste gruppekamp spilles mod Belgien 11. maj. 

Jeppe Pedersen har 20 ungdomslandskampe bag sig - heraf 11 for U/17-landsholdet. Mathias Ross Jensen har optrådt otte gange for U/17-landsholdet. 

U/19-sejr over AGF

16. april 2018 kl. 11:57 af Rasmus Estrup

U/19 Ligaen: Udesejr på 2-1 over AGF

AaB's U/19-ligahold besøgte og besejrede ligaens andenplads, AGF, i weekenden. Nordjyderne bragte sig foran 1-0 cirka midtvejs i første halvleg, da Gabriel Rask Martinez headede bolden på tværs til en helt fri Oliver Klitten, der fik trillet bolden over stregen til 1-0. 

Med cirka 10 minutter til pausen kom også den anden Klitten-bror på tavlen, da Lukas Klitten headede et indlæg fra Mads Stefansen i mål til 2-0. 

Kort efter fik AGF reduceret på et straffespark, som målmand Markus Iversen begik. 

I anden halvleg fik AaB forsvaret sig godt og kom i modsatte ende til flere muligheder. Men nordjyderne lykkedes ikke med igen at finde vej til netmaskerne. Derfor endte kampen med en AaB-sejr på 2-1. 

- Vi er fint tilfredse med spillet i første halvleg, hvor vi på mange parametre præsterede godt. Især defensivt, hvor vil holder dem nede på få muligheder, siger U/19-ligatræner Lasse Stensgaard. 

- I anden halvleg kommer vi til at stå for langt tilbage. Det gør vi så til gengæld godt, for vi holder dem fra oplagte chancer, og det er kun omkring dødbolde, at de får skabt lidt uro omkring vores mål. Til gengæld får vi i den modsatte ende skabt fine muligheder, fordi AGF skubber meget frem mod slutningen, siger Lasse Stensgaard. 

AaB indtager femtepladsen i den tætte U/19 Liga, hvor holdet har to point op til andenpladsen. Næste kamp spilles 27. april ude mod Esbjerg fB. 

U/17 Ligaen: Nederlag på 4-2 mod AGF

Modsat U/19-ligaholdet tabte AaB's U/17-ligahold til AGF på udebane i weekenden. Hjemmeholdet gav også AaB en mareridtsstart. Med to lange bolde over AaB's forsvarskæde og senere et indlæg som blev eksekveret, var AaB bagud 3-0 efter kun 12 minutter. 

Herfra havde AaB bolden mest og tilspillede sig flere tilløb til chancer, uden at det gav pote. I stedet scorede AGF et drømmemål til 4-0 kort før pausen, da en af hjemmeholdets spillere tæskede læderet op i målhjørnet langt ude fra. 

AaB gik derfor til pause med en underlig fornemmelse. Spillemæssigt havde det overordnet set været fint, men på måltavlen var holdet bagud 4-0. 

Efter pausen dominerede AaB og brændte tre store chancer. Efter en time reducerede AaB til 4-1, da Casper Gedsted Hansen blev sendt afsted i dybden og scorede sikkert. 

Fem minutter før tid scorede AaB's Mikkel Kaufmann til slutresultatet 4-2, da han scorede på en stikning i feltet. 

- Vi var egentlig gode på bolden og kom i første halvleg frem til flere halve chancer, hvor vi manglede den sidste skarphed på den sidste tredjedel af banen, siger U/17-ligatræner David Olsen. 

- Efter pausen dominerer vi og vores pres sidder lige i skabet. Vi brænder nogle store chancer, men scorer også to mål. Så selvom vi taber 4-2, kommer vi egentlig godt ud af kampen, siger David Olsen. 

AaB indtager sjettepladsen i U/19 Ligaen, og spiller igen fredag 27. april på udebane mod Esbjerg fB. 

Danmarksserien: Sejr på 2-0 over Randers Freja

I Danmarksserien gæstede AaB Randers Freja, og nordjyderne hev en sejr på 2-0 hjem. AaB bragte sig i front med 1-0 på en indøvet hjørnesparksdetalje, hvor Niclas Lind Sørensen, der stod tæt på Randers Frejas mål, ekspederede Johan Ejsings hjørnespark i nettet. 

AaB startede opgøret bedst, men som kampen skred frem kom Randers Freja bedre og bedre ind i opgøret. Især i de sidste 30 minutter var det en kamp for overlevelse for gæsterne. Men kort før tid faldt den forløsende scoring til 2-0, da Kasper Emil Kristensen lobbede bolden over Randers-keeperen til kampens sidste mål. 

AaB indtager i øjeblikket sjettepladsen i Danmarksserien med blot to point op til andenpladsen og ni point ned til nedrykningsstregen. 

- Selvom Randers Freja ligger under stregen, var de et af forårets mest formstærkt hold, så vi vidste, at det ville blive en svær kamp. Heldigvis kom vi rigtig godt fra land og havde den rigtige attitude. Nu går vi så tre svære kampe i møde med kampe mod først Lystrup I.F. og dernæst topholdene Vejgaard og Holstebro, siger Danmarksserietræner Nickolaj Jonstrup. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: Sammendrag af AaB-AC Horsens

16. april 2018 kl. 07:17 af Rasmus Estrup
Tags på denne nyhed
'