Stort nederlag på eget græs

2. april 2018 kl. 19:51 af Rasmus Estrup

AaB led et stort hjemmebanenederlag på 3-0 til Alka Superligaens tophold, Brøndby I.F., der sikrede sig sejren med scoringer af Johan Larsson, Kamil Wilczek og Teemu Pukki i første halvleg. 

Foran 7.595 tilskuere var AaB ellers først nærgående, da nordjyderne efter otte minutter var tæt på at komme til skudforsøg. Først blev et indlæg fra Yann Rolim blokeret for næsen af Jores Okore ved bagerste stolpe, og i samme minut fik Edison Flores lige akkurat ikke en fin tværpasning under kontrol. 

Men gæsterne åd sig stille og roligt ind i kampen, og efter 20 minutter kunne gæsterne efter flere optræk bringe sig foran 1-0. Johan Larsson trykkede flot af et par meter uden for AaB-feltet, og afslutningen susede op i fjerneste hjørne bag Jacob Rinne. 

Minuttet senere var udeholdet tæt på at udbygge føringen, da et klumpspil førte til en stor skudmulighed til Teemu Pukki i AaB-feltet. Men Brøndby-angriberens afslutning prellede af på stolpen. 

En halv time inde i opgøret forsøgte gæsterne sig på ny, da et boldtab i AaB's opspil førte til en skudmulighed til Hany Mukhtar, der dog afsluttede lige på AaB's svenske målmand. 

Jacob Rinne var også på plads tre minutter senere, da en clearing fra Jores Okore blev blokeret øjeblikkeligt af Hany Mukhtar i AaB-feltet. Blokeringen sendte læderet i retning af AaB-målet, men Jacob Rinne fik med en hurtig refleks afværget en ny scoring.  

2-0-scoringen lod dog ikke vente længe på sig. I kampens 35. minut slog Kasper Fisker et indlæg mod bagstolpen, og tæt under mål dukkede Kamil Wilczek op, og i duel med Kasper Pedersen stangede polakken Brøndby I.F. foran 2-0. 

Fem minutter senere blev det også 3-0 til Brøndby I.F. En lang bold fra Brøndby-forsvaret overlistede Patrick Kristensen, der tabte løbeduellen til Anthony Jung. Brøndby-backen sendte herefter et indlæg indover til Teemu Pukki, der prikkede bolden i mål. 

Før pausen pressede Hele Nordjyllands Hold på for en udligning. Først blev et indlæg tæt under mål ved Kasper Kusk blokeret til hjørnespark. Herefter prøvede Edison Flores lykken fra distancen, men afslutningen gik en meter over mål. 

Endelig forsøgte Jannik Pohl sig også med et godt hovedstød, der sad tæt under overliggeren, men Frederik Rønnow fik viftet kuglen til hjørnespark. 

Efter lidt over en times spil kom AaB igen tæt på en reducering. Et indlæg dumpede lidt tilfældigt hen for fødderne af Edison Flores, som resolut trykkede på kassen, men afslutningen fra peruvianeren blev rettet af og susede lige forbi nærmeste stolpe. 

AaB forsøgte flere gange i anden halvleg at skabe muligheden for en reducering, men ofte blev AaB-indlæggene blokeret til hjørnespark, som dernæst blev afværget af gæsternes defensiv. 

Med et kvarter igen lykkedes et AaB-opspil dog, da Jannik Pohl kom afsted i dybden. Angriberen fik løbet sig fri i venstre side af Brøndby I.F.'s felt, men Jannik Pohls flade afslutning blev reddet af Frederik Rønnow. 

I løbet af de følgende fem minutter forsøgte Yann Rolim sig to gange fra distancen, men i begge tilfælde strøg bolden langt over mål. 

Efter 85 minutter fik Jannik Pohl en ny skudmulighed, da Kasper Pedersen dirigerede et hovedstød i angriberens retning. Men denne gang overplacerede Jannik Pohl sin afslutning mod fjerneste hjørne. 

Det samme gjorde han kort efter, da en god stikning fra Robert Kakeeto sendte Jannik Pohl alene igennem mod Frederik Rønnow. 

I tillægstiden blev Jores Okore vist ud, da AaB-anføreren sparkede Jan Kliment. 

Reduceringen kom aldrig, og derfor tabte AaB 3-0 på hjemmebane til Alka Superligaens tophold. 

AaB's næste kamp spilles allerede på fredag, hvor Hele Nordjyllands Hold gæster FC Nordsjælland på Right to Dream Park.

Matchfacts - Alka Superligaen, Mesterskabsspil, 1. runde

AaB-Brøndby I.F. 0-3 (0-3)
21. min 0-1 Johan Larsson, 35. min 0-2 Kamil Wilczek, 41. min 0-3 Teemu Pukki
Advarsler AaB: Magnus Christensen (69)
Udvisning AaB: Jores Okore (90)
Advarsler Brøndby I.F.: Paulus Arajuuri (4), Jan Kliment (90) 
7.595 tilskuere på Aalborg Portland Park

AaB (4-5-1): Jacob Rinne, Patrick Kristensen, Jores Okore, Kasper Pedersen, Jakob Ahlmann, Kasper Kusk (64: Pavol Safranko), Filip Lesniak (73: Oliver Abildgaard), Magnus Christensen (83: Robert Kakeeto), Edison Flores, Yann Rolim, Jannik Pohl.

Brøndby I.F. (4-4-2): Frederik Rønnow, Johan Larsson, Hjörtur Hermannsson, Paulus Arajuuri, Anthony Jung, Kasper Fisker, Hany Mukhtar (72: Christian Nørgaard), Lasse Vigen Christensen, Simon Tibbling (Besar Halimi), Kamil Wilczek, Teemu Pukki (59: Jan Kliment).

Dommer: Michael Tykgaard

Tags på denne nyhed

AaB-Brøndby I.F. kampinformation

2. april 2018 kl. 09:45

Kampinfo

Spillerunde: Alka Superligaen, 27. runde
Spilledato: Mandag 2. april 2018
Kick-off: kl. 18.00
Dørene åbner: kl. 17.00
Dommer: Michael Tykgaard

Billetter til kampen

Køb dine billetter online her på aabsport.dk eller på kampdagen på Aalborg Portland Park i billethusene, som alle åbner kl. 17.00. 

BEMÆRK: Køber du ståplads-billet til Spar Nord Tribunen på Aalborg Portland Park, så benyt venligst den højre luge i billethuset på hjørnet af Spar Nord og Weber Tribunerne. Denne luge er udelukkende forbeholdt ståpladser.

Har du mistet din billet/sæsonkort, problemer med at printe en billet eller øvrige billetrelaterede problemer, kan du på kampdagen henvende dig i informationen ved Aalborg Portland Parks syd-vestlige hjørne og få hjælp fra en time før kampstart. 

Tilhængere fra Brøndby I.F.

Læs praktiske informationer for gæstende fans på Aalborg Portland Park via dette link

Scan din billet fra mobilen

Husk at du kan scanne dine billetter ved indgangen direkte fra mobilen. Du behøver således ikke udskrive din billet hjemmefra.   

Merchandise tilbud

I AaB Fanshop og AaB Souvenirbod kan du sikre dig AaB's udebanetøj for 50%, ligesom det er sidste dag du kan få 50% på AaB-Tights fra JBS.

Opvarmning før kampen

Fra kl. 16.00 kan du varme op til kampen ved AaB-tyren foran Weber Tribunen sammen med andre AaB-fans. Her vil der være kolde øl og sodavand, samt lækre grillpølser fra Weber Grillen, live musik og Faxe Kondi fancan. 

Der sælges 0,5 liter kolde special øl foran Weber Tribunen for kun 50 kr. Du kan naturligvis også nyde den populære Rasmus Wurst pølse med bacon og cheddar direkte fra den store Weber Grill.

Burgerbar på Weber Tribunen

På Weber Tribunen bliver der ligesom i seneste kamp mod Randers FC solgt "byg-selv" burgere i den østlige ende af tribunen. 

Sandwiches i boderne

Ligesom ved nogle af kampene i efteråret, vil der på mandag blive solgt sandwich fra Nadias Sandwich i boderne på Aalborg Portland Park, så kig forbi boderne og stil sulten med en frisklavet sandwich. 

Twitter og Instagram

Det officielle hashtag for mandagens kamp er #AaBBIF – følg og benyt dette tag for at læse og deltage i nyhedsstrømmen på Twitter og Instagram før, under og efter kampen.

Facebook

Tilmeld dig kampens officielle begivenhed på Facebook via dette link.

Mad, drikkevarer og Oddset

Boderne på Aalborg Portland Park åbner samtidig med, at du kan komme ind på tribunerne, nemlig en time før kampstart. I alle boder på Aalborg Portland Park kan der anvendes Dankort.

Uden for Weber Tribunen kan du fra to timer før kampstart benytte vores mobile salgsbod, hvor du også kan betale med Dankort. Her vil der også være live musik før kampen, så du kan varme op til det vigtige opgør sammen med andre AaB-fans.

I Oddsets bod i det nordvestlige hjørne af Spar Nord Tribunen kan du endvidere spille på dagens kamp. Boden åbner også en time før kampstart.

Transport

Ankommer du i bil, er GPS-adressen Harald Jensens Vej 7-9, 9000 Aalborg. Du kan lave en rejseplan fra alle destinationer i Danmark ved at klikke her.

Hvis du kommer med bus, kan du tage rute 2  mod væddeløbsbanen – stoppestedet hedder Sct. Joseph. Herfra er der to minutters gang til Aalborg Portland Park.

Du kan også tage rute 16 – stoppested på denne rute hedder Anneberghus. Herfra er der også to minutters gang til Aalborg Portland Park.

Ankommer du med tog, så stå af ved stationen Aalborg Vestby. Herfra er der fem minutters gang til Aalborg Portland ParkSe køreplaner på denne side.

Parkering

Klik her og se et kort over de offentligt tilgængelige parkeringspladser i området omkring Aalborg Portland Park.

I øvrigt henviser vi til C.W. Obel P-hus, som du finder på adressen Badehusvej 5, 9000 Aalborg. Herfra er der fem minutters gang til Aalborg Portland Park.

Handicapforhold

Kørestolsbrugere har som udgangspunkt plads på Weber Tribunen, hvor der forefindes elevatorer op til de særlige kørestolspladser. 

Billetter til kørestolsbrugere kan enten købes online eller i billethusene på Aalborg Portland Park på kampdagen. 

Alle kørestolsbrugere kan gratis medbringe én medhjælper. Medhjælperbilletten udleveres i forbindelse med billetkøbet.

God kamp!

Tags på denne nyhed

Wieghorst forventer nyt tæt opgør mod Brøndby I.F.

1. april 2018 kl. 17:33 af Brian Andersen

Samme omgivelser danner ramme om første opgave i Mesterskabsslutspillet, der for AaB’s vedkommende blev sikret efter blot et nederlag i de sidste ti kampe i Grundspillet.

2. påskedags gæster er inde i en endnu bedre stime, idet Brøndby I.F. ikke har tabt i 20 Alka Superligakampe i træk eller siden 20. august 2017.

AaB’s cheftræner Morten Wieghorst udtaler:

- Vi har forberedt os grundigt og glæder os til den første af ti meget interessante kampe på højt niveau, og opgøret mod Brøndby bliver givetvis ligesom de to foregående indbyrdes møder i sæsonen en tæt affære.

- Selvom vi ikke har tabt i vores seneste fem hjemmekampe, så er netop hjemmebanestatistikken et af de parametre, som vi har fokus på at forbedre, og forhåbentlig kan vi i morgen aften gennem en stærk præstation og opbakning fra lægterne få marginalerne tippet vores vej, tilføjer Morten Wieghorst, der efter søndagens træningspas har udtaget følgende 19 navne:

1 Jacob Rinne, 2 Patrick Kristensen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Jakob Blåbjerg, 5 Jores Okore, 6 Kristoffer Pallesen, 9 Jannik Pohl, 10 Edison Flores, 14 Pavol Safranko, 16 Magnus Christensen, 17 Kasper Kusk, 21 Kasper Risgård, 22 Michael Lansing, 23 Filip Lesniak, 25 Frederik Børsting, 26 Robert Kakeeto, 27 Oliver Abildgaard, 28 Yann Rolim og 32 Kasper Pedersen.

Anfører Rasmus Würtz har karantæne, mens skadeslisten omfatter Rasmus Thellufsen og Marco Ramkilde. Wessam Abou Ali er sygdomsramt.

AaB og Spar Nord Fonden donerer i fællesskab 2 kr. pr. tilskuer til Alka Superligakampe på Aalborg Portland Park til Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i foråret 2018 går ubeskåret til Foreningen Grønlandske Børn, som efter forårets fire første hjemmekampe allerede er sikret en donation på 34.624 kr. Køb i forsalg din billet til Brøndby-kampen her.

Tags på denne nyhed

Lav månedlig pris - tre kampe i april

1. april 2018 kl. 10:05 af Rasmus Estrup

Bliv klar til Mesterskabsspillet allerede fra i dag. Nu kan du nemlig få et sæsonkortabonnement. I stedet for at skulle betale for en hel sæson ad gangen op til sæsonstart en gang om året, får du nu mulighed for at blive en del af en abonnementstjeneste.

Dermed betaler du automatisk et mindre beløb en gang om måneden hele året rundt, og du får et sæsonkort med adgang til alle AaB’s kampe i perioden. Du får altså et sæsonkort, som du kender det; samme faste plads, et fysisk sæsonkort samt en række fordele som sæsonkortholder.

For en voksen koster et sæsonkortabonnement til en af endetribunerne kun 85 kr. om måneden. I april får du for en måneds abonnement for eksempel adgang til hjemmekampene mod Brøndby I.F., AC Horsens og FC Midtjylland.

Læs om priser, fordele og meget mere her

Er du på nuværende tidspunkt sæsonkortholder, har du først mulighed for at tilmelde dig abonnementstjenesten, når dit sæsonkort udløber efter sæsonens afslutning.

Til sommer vil det fortsat være muligt at betale sæsonkortet på én gang, for én sæson enten som nykøb eller fornyelse.

Tags på denne nyhed

Vidste du om første kamp i Mesterskabsspillet…

31. marts 2018 kl. 09:55 af Brian Andersen

- at du i forsalg kan sikre en billet her.

- at det forestående opgør er Alka Superligakamp nummer 86 mellem AaB og Brøndby I.F. Statistikken siger 26 sejre til AaB, 26 uafgjorte og 33 nederlag samt en målscore på 114-120 set med AaB’s øjne.

- at Brøndby I.F. mod AaB er det mest spillede opgør i Alka Superligaen, idet de to klubber er de eneste klubber, der har spillet samtlige sæsoner siden Alka Superligaens etablering i 1991. Dog har Brøndby I.F. spillet to Alka Superligakampe flere end AaB, idet Brøndby I.F. i sidste sæson endte i mesterskabsspillet, hvorimod AaB endte i gruppespillet.

- at AaB ikke har besejret Brøndby I.F. i de fire seneste Alka Superligakampe, der er endt med to nederlag og to uafgjorte. Hvis det heller ikke bliver til tre point mandag mod Brøndby I.F., vil det være første gang siden oktober 2002-august 2005, at AaB ikke besejrer Brøndby I.F. i fem Alka Superligakampe i træk.

- at klubberne senest mødte hinanden 18. februar 2018, hvor duellen på Aalborg Portland Park sluttede 1-1 efter en AaB-udligning af Jores Okore.

- at fra den nuværende AaB-trup har udover Jores Okore (1 mål) også Rasmus Würtz (4 mål), Kasper Kusk (1), Patrick Kristensen (1) og Kasper Risgård (1) tidligere været på måltavlen for AaB i en Alka Superligakamp mod Brøndby I.F.

- at AaB tidligere har mødt Brøndby I.F. to gange i en Alka Superligakamp i Aalborg på en mandag. Seneste tilfælde var i 1999, hvor kampen endte uden scoringer, hvorimod kampen i 1992 endte med en sejr på 4-0 til AaB efter et pletskud af Ib Simonsen og et hattrick af Peter Møller.

- at AaB har fået point i 90,6 procent af opgørene mod Brøndby I.F. i Alka Superligaen, når AaB har scoret kampens første mål. De 32 kampe med nordjysk scoring først er endt med 22 sejre, syv uafgjorte og blot tre nederlag.

- at AaB kun har tabt én ud af de seneste ti Alka Superligakampe mod Brøndby I.F. på Aalborg Portland Park (7V-2U-1T). Det er imidlertid ikke blevet til sejr i nogen af de to seneste opgør på Aalborg Portland Park, men AaB har ikke spillet tre Alka Superliga-hjemmekampe mod Brøndby I.F. uden sejr siden november 2008-november 2010.

- at hvis AaB formår at score mindst to mål mod Brøndby I.F. mandag aften, vil det andet mål være scoring nummer 1.000 mod Brøndby I.F. i Alka Superligaen. Det vil i givet fald gøre Brøndby I.F. til den femte klub til at få 1.000 scoringer mod sig efter AGF, AaB, OB og Silkeborg I.F.

- at AaB er ubesejret i de fem seneste Alka Superliga-hjemmekampe, der er endt med én sejr og fire uafgjorte. Det er AaB’s bedste periode på hjemmebane siden august-november 2014, hvor det blev til tre sejre og tre uafgjorte i træk.

- at AaB og Brøndby I.F. har mødtes i en DM-kamp to gange tidligere på datoen 2. april, men ikke i Alka Superligaen. Første kamp var i 1978 i 2. division, hvor kampen endte 1-1, anden kamp var i 1. division i 1989, hvor Brøndby I.F. vandt med 2-0.

- at Brøndby I.F. har fået en spiller udvist i hver af de to seneste Alka Superligakampe mod AaB. I begge tilfælde var der tale om en midterforsvarer, Paulus Arajuuri og Hjörtur Hermannsson, men begge kampe endte alligevel med kun ét point til AaB.

- at dommer Michael Tykgaard mandag dømmer sin Alka Superligakamp nummer 150 godt syv og et halvt år efter sin debut i Alka Superligaen. Pudsigt nok har kun tre af disse kampe været mellem AaB og Brøndby I.F., hvor han imidlertid har udvist en spiller i to af de tre kampe.

- at AaB og Spar Nord Fonden i fællesskab donerer 2 kr. pr. tilskuer til Alka Superligakampe på Aalborg Portland Park til Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i foråret 2018 går ubeskåret til Foreningen Grønlandske Børn, som efter forårets fire første hjemmekampe allerede er sikret en donation på 34.624 kr.

(Statistisk kilde: danskfodbold.com og aabsport.dk).

Tags på denne nyhed
'