Mere Alka Superliga om søndagen

4. september 2017 kl. 10:34 af Brian Andersen

Den nye struktur, der blev indført i 2016/2017-sæsonen, gav en ekstra Alka Superliga-kamp pr. runde og dermed et ekstra spilletidspunkt. Efter at have kørt med to fredagskampe, en lørdagskamp, tre søndagskampe og en mandagskamp i den seneste sæson har klubberne evalueret på tidspunkterne.

Udover analyse af bl.a. tilskuertal er der lyttet til fans og fodboldinteresserede, og det er nu endt med, at den ene fredagskamp flyttes til søndag. Der vil være fire kampe søndag, og spilletidspunkterne vil (med de undtagelser andre nødvendige hensyn forårsager) fremover ser således ud:

Fredag kl. 19.00,
Lørdag kl. 16.00,
Søndag kl. 12.00, 14.00, 16.00 & 18.00,
Mandag kl. 19.00

- Den samlede vurdering er, at en kamp mere søndag er en fordel. Fans og fodboldinteresserede har efterspurgt det – og samtidig har der også været et ønske om at ændre fredagstidspunktet, hvor klubber har ment, at kl. 18 var for tidligt, mens 20.15 var for sent. Vi glæder os over, at søndag nu endnu tydeligere bliver primær dag for Alka Superligaen, og jeg vil gerne sende en stor tak til TV, som har taget positivt imod ændringen, lyder det fra direktør i Divisionsforeningen Claus Thomsen.

Der vil ligesom tidligere stadig være runder med alternative spilletidspunkter. Det er blandt andet på grund af landsholdsterminer, danske klubbers deltagelse i europæiske turneringer og så selvfølgelig sportslige hensyn i forbindelse med afvikling af slutspillet.

AaB’s næste opgave i Alka Superligaen er hjemme på Aalborg Portland Park mandag den 11. september kl. 19.00 mod Silkeborg I.F. Køb i forsalg din billet her.

Tags på denne nyhed

Hele Nordjyllands Hold kommer til Nibe

3. september 2017 kl. 09:15

Der er naturligvis gratis adgang for alle interesserede på mandag 4. september, når hele AaB's Alka Superligatrup besøger samarbejdsklubben Nibe Boldklub for at træne og efterfølgende skrive autografer og uddele de populære goodiebags til de fremmødte børn. 

Programmet for søndag ser således ud:

Kl. 14.30: Alka Superliga-truppen træner på banerne ved Nibe Boldklub, Hobrovej 38, 9240 Nibe

Kl. 16.30: Autografskrivning og uddeling af AaB goodie-bags.

Kl. 17.15: Tak for i dag og på gensyn på Aalborg Portland Park

AaB glæder sig til at se rigtig mange børn og voksne i Nibe på mandag.

Tags på denne nyhed

To AaB'ere startede i U/18-landsholdsnederlag

2. september 2017 kl. 08:02 af Rasmus Estrup

To AaB-talenter startede inde i forsvaret, da det danske U/18-landshold fredag spillede venskabskamp mod Holland i Nyborg. Lukas Klitten (nr. 15 på billedet) startede på venstre back, mens Anders Bærtelsen (nr. 4 på billedet) spillede i midterforsvaret. 

Danskerne kom bedst ud af starthullerne og kom foran 1-0 efter kun tre minutter. Men lige før pausen scorede gæsterne til både 1-1 og 2-1, som blev kampens slutresultat. 

For Anders Bærtelsen, der blev skiftet ud efter 62 minutter, var det hans debut på U/18-landsholdet, og han er nu oppe på 16 ungdomslandskampe. Efter 74 minutter blev Lukas Klitten skiftet ud, og han er nu oppe på to U/18-landskampe og fem ungdomslandskampe i alt. 

U/18-landsholdet spiller en ny venskabskamp mod Holland igen på mandag kl. 12.00. 

Flot Flores-mål sendte Peru på sejrskurs

1. september 2017 kl. 07:20 af Rasmus Estrup

Et indlæg bliver slået ind fra højre. Det bolivianske forsvar forsøger i to omgange at cleare bolde, men lige uden for feltet fanger Edison Flores den. Med førsteberøringen lægger bolden bag om støttebenet og til rette for sit venstreben. I samme moment sparker han læderet helt op i krogen via undersiden af overliggeren.

Sådan så det ud i kampens 55. minut, da Edison Flores bragte Peru foran 1-0 mod Bolivia i VM-kvalifikationskampen natten til fredag. 

Kort efter kom Peru også på 2-0, inden Bolivia 18 minutter før tid scorede kampens sidste mål med deres reducering til 2-1. 

Dermed var Edison Flores med til at sikre Peru sejren, som betyder, at landsholdet nu ligger på sjettepladsen i VM-kvalifikationen. To point fra både femtepladsen, der sikrer playoff-kampe, og fjerdepladsen, der sikrer direkte kvalifikation til VM. 

Edison Flores, der spillede hele kampen for sit hjemland, har nu scoret syv gange i sine 20 optrædener for Perus landshold.

Perus næste kamp spilles tirsdag aften kl. 23.00 dansk tid, når holdet på udebane møder Ecuador. 

Tags på denne nyhed

Pohl debuterede i U/21-sejr over Færøerne

31. august 2017 kl. 19:15 af Rasmus Estrup

Det danske U/21-landshold kom godt fra land i EM-kvalifikationen. Danmarks første kamp bød nemlig på en udesejr over Færøerne på 3-0 i en kamp, hvor Jannik Pohl blev skiftet ind til sin debut. 

Marcus Ingvartsen bragte Danmark på sejrskurs efter 13 minutter, mens Rasmus Nissen Kristensen og Martin Jensen øgede Danmarks føring i anden halvleg. 

Rasmus Thellufsen og Jannik Pohl sad på bænken fra start, og mens førstnævnte så til fra bænken under hele kampen, blev Jannik Pohl skiftet ind et lille kvarter før tid. 

Det var Jannik Pohls debut på U/21-landsholdet, og han er nu oppe på 30 officielle ungdomskampe for Danmark. 

Magnus Christensen, der så kampen fra tribunen, og Rasmus Thellufsen har begge mulighed for at få deres U/21-landsholdsdebut på tirsdag, når Danmark på Aalborg Portland Park tager imod Litauen i det andet opgør i EM-kvalifikationen. Litauen og Danmark deler i skrivende stund førstepladsen i EM-kvalifikationspuljen, da begge hold har besejret Færøerne med 3-0. 

Det er kl. 18.00 på tirsdag, at U/21-landsholdet spiller på Aalborg Portland Park. Der er fri adgang for alle interesserede. 

Tags på denne nyhed
'