Femte U/19-ligasejr i træk

24. oktober 2017 kl. 13:25 af Rasmus Estrup

U/19 Ligaen: 3-0 over Silkeborg I.F.

For femte gang i træk kunne AaB-spillerne forlade banen med tre point. Søndag var det Silkeborg I.F., der måtte forlade Hornevej uden point efter et nederlag på 3-0. 

AaB var kampen igennem i fin kontrol, og efter 33 minutter kom nordjyderne i front. En afslutning fra distancen af Hamse Hussein gik lidt tilfældigt forbi Silkeborg-målmanden til 1-0. 

Efter pausen blev Wessam Abou Ali tilkendt et straffespark, som angriberen selv tog sig af. Wessam Abou Ali sparkede bolden højt i den ene side og scorede til 2-0. 

Med en halv times tid igen fik Silkeborg I.F. en spiller udvist. Herfra var hjemmeholdet i fuld kontrol resten af kampen. 

Med omkring 20 minutter igen kunne Nikolaj Lyngø fuldende sejren, da han kanonerede et frispark direkte i mål i målmandens side til 3-0. 

- Det var en ret kontrolleret sejr, hvor vi offensivt spiller en rigtig fin kamp. Vi kunne endda have ført større ved pausen, for vi skaber mange chancer, siger U/19-ligatræner Lasse Stensgaard, der også kunne glæde sig over sæsonens første clean sheet. 

- Vi holder kampen igennem Silkeborg I.F. nede på kun to chancer, selvom vi defensivt ikke spiller en god kamp. Vi skal spille bedre defensivt mod Brøndby I.F. på lørdag. For de kommer med en masse power og hurtigt pres. Det bliver en god udfordring, siger Lasse Stensgaard. 

AaB indtager tredjepladsen i U/19 Ligaen med 15 point - tre point efter FC Midtjylland på førstepladsen. 

Kampen mod Brøndby I.F. spilles på lørdag kl. 13.00 på Hornevej.  

Danmarksserien: 0-0 mod Vejgaard Boldspilklub

For niende kamp i streg kunne AaB's Danmarksseriehold forlade banen med point. I weekenden spillede de bolsjestribede 0-0 på udebane mod topholdet Vejgaard Boldspilklub. 

- Jeg synes, vi styrer spillet i første halvleg, men efter pausen kommer de stærkt ud, så uafgjort er vel egentlig fair, selvom jeg gerne havde set, vi havde snuppet de tre point, for jeg synes vi har de største chancer, siger Danmarkserietræner Kenneth Cortsen, der sammen med sit hold er ubesejret i de seneste ni kampe.

- Spillerne arbejdede stenhårdt, og vi kan mærke, at vi ikke har tabt længe. Der er en tro på tingene, selvom vi både døjer med karantæner og skader. Nu skal vi lige slutte efteråret af med to sejre, så vi kan gå til vinterpause med en god fornemmelse, siger Kenneth Cortsen, 

Næste opgave for Danmarksserieholdet venter på lørdag, hvor Vatanspor gæster Hornevej kl. 14.00. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: Sammendrag af Randers FC-AaB

24. oktober 2017 kl. 09:50 af Rasmus Estrup
Tags på denne nyhed

AaB missede sejren i tillægstiden

23. oktober 2017 kl. 19:53 af Rasmus Estrup

Hvad der lignede en sejr til AaB, blev i sidste sekund omdannet til en remis, da Randers FC i dommerens tillægstid udlignede til 1-1. Frederik Børsting scorede føringsmålet for AaB ti minutter før tid, mens Erik Marxen scorede for kronjyderne. 

Opgøret startede med et rent chancehav. Jannik Pohl startede skyderiet efter kun et minut, men forsøget sad lige på målmand Hannes Halldórsson. Kort efter sendte Patrick Kristensen et forsøg forbi, inden Randers FC's Vladimir Rodic fik en god skudmulighed inde i feltet midt for mål, men Jakob Blåbjerg kom i vejen for forsøget. 

Det startede en AaB-kontra, hvor Jannik Pohl med sin hurtighed og en lækker tunnel fik skabt sig en god mulighed, men angriberen blev tacklet i skudøjeblikket.

På dette tidspunkt havde stadionuret ikke engang rundet fire minutter, og der skulle kun gå halvandet minut mere, før Pavol Safranko stod for kampens hidtil bedste afslutning. 

Jannik Pohl blev sendt i dybden i venstre side. Herfra slog nordjyden et indlæg til forreste stolpe, hvor Pavol Safranko flot fik sparket kuglen mod nærmeste trekantsammenføjning. Desværre for slovakken diskede Hannes Halldórsson op med en flot refleksredning. 

Næste store mulighed dukkede tilfældigt op til hjemmeholdets Marvin Pourie efter et kvarters tid, da en andenbold dumpede ned for fødderne af Randers-angriberen, der sparkede forbi Jacob Rinnes mål. 

Spillet fortsatte herefter rodet med fejlafleveringer fra begge mandskaber og færre chancer end i indledningen. 

Næste AaB-forsøg kom først efter 33 minutter, da Edison Flores i en fire-mod-fire-situation forsøgte sig langt udefra med en afslutning, der gik en lille meter over det ene målhjørne. 

Minuttet senere forsøgte Saba Lobjanidze at lægge bolden over i fjerneste hjørne med et skud uden for feltet, men Jacob Rinne fik reddet forsøget. 

Få minutter før pausen fik Randers FC en ny mulighed, da et indlæg blev sendt mod bagerste stang, hvorfra Nikola Djurdjic headede forbi. 

15 minutter skulle der gå af anden halvleg, før halvlegens første afslutning kom. Marvin Pourie forsøgte sig med et langskud, som sad lige på en velspillende Jacob Rinne, der flere gange i opgøret var forudseende i sit spil og fik grebet ind i situationer, der potentielt kunne have skabt muligheder til det lyseblåklædte hjemmehold. 

AaB-keeperen var igen på plads, da Randers FC halvvejs inde i anden halvleg fik en stor mulighed. Et fladt indlæg gik ind i midten af feltet, hvor en helt fri Saba Lobjanidze sparkede på mål. Men Jacob Rinne havde placeret sig korrekt, og han stod derfor i vejen for forsøget. 

Med 17 minutter tilbage af kampen blev Kasper Risgård skiftet ind til sin 300. kamp i AaB-trøjen, og kort efter kom også Rasmus Thellufsen i kamp, der i sin seneste kamp på BioNutria Park scorede sidste sæsons bedste AaB-mål. 

Lige inden indskiftningen af kantspilleren var det dog Randers FC der igen fik en mulighed for at score. Et hjørnespark blev slået ind tæt på mål, hvor Marvin Pourie fik headet mod mål, men hovedstødsforsøget gik over kassen. 

Med 10 minutter tilbage kunne AaB så bringe sig foran 1-0. Et hjørnespark blev ikke clearet af hjemmeholdet, og i stedet kunne Frederik Børsting sparke bolden ind ved nærmeste stolpe med en resolut afslutning.

Længe så det ud til, at målet blev kampens eneste. Men i dommernes sidste tillægsminut fik Randers FC lagt et pres på AaB. Kronjyderne smed alt frem i AaB-feltet ved to dødboldsituationer, og i dommerens tillægstid fik Erik Marxen headet udligningen til 1-1 i nettet. 

Dermed måtte Hele Nordjyllands Hold nøjes med et point. AaB indtager derfor ottendepladsen i Alka Superligaen med 16 point. 

I weekenden har AaB mulighed for at snuppe syvendepladsen fra OB, som har 18 point og gæster Aalborg Portland Park søndag 29. oktober kl. 18.00. Billetter til den kamp kan købes her.

Matchfacts - Alka Superligaen, 13. spillerunde

Randers FC-AaB 1-1 (0-0)
81. min 0-1 Frederik Børsting, 90. min 1-1 Erik Marxen.
Advarsler Randers FC: Frederik Lauenborg (32), Nikola Djurdjic (80),
Advarsler AaB: Pavol Safranko (30), Jores Okore (60), Oliver Abildgaard (87)
4.121 tilskuere på BioNutria Park Randers

Randers FC (4-3-3): Hannes Halldórsson, Jonas Bager (84: Marcus Mølvadgaard), Joni Kauko, Kasper Enghardt, Erik Marxen, Vladimir Rodic, Frederik Lauenborg (78: Joel Allansson), Perry Kitchen, Saba Lobjanidze (88: Lucas Haren), Marvin Pourie, Nikola Djurdjic.

AaB (4-4-2): Jacob Rinne, Kristoffer Pallesen, Jores Okore, Jakob Blåbjerg, Patrick Kristensen, Edison Flores (85: Oliver Abildgaard), Magnus Christensen (78: Rasmus Thellufsen), Filip Lesniak, Frederik Børsting, Pavol Safranko, Jannik Pohl (73: Kasper Risgård).

Dommer: Anders Poulsen

Tags på denne nyhed

To AaB'ere med i U/17-landsholdets første kvalifikationssejr

23. oktober 2017 kl. 10:09 af Rasmus Estrup

Thomas Albert Christiansen (nr. 4) og Jeppe Pedersen (nr. 8) var med fra start, da det danske U/17-landshold spillede sin første EM-kvalifikationskamp mod Estland i Estland. 

Jeppe Pedersen var med to frisparksforsøg tæt på at score. Både i første og anden halvleg. Men sejren blev først sikret i dommerens tillægstid, da Muamer Brajanac scorede det danske sejrsmål til 1-0 på et straffespark. 

Thomas Albert Christiansen spillede samtlige minutter i opgøret, mens Jeppe Pedersen blev udskiftet et minut før tid. 

Mikkel Kaufmann og Mathias Ross Jensen er også med i U/17-landsholdstruppen, men spillede ikke i første kamp. 

Det danske U/17-landshold spiller næste EM-kvalifikationskamp på onsdag mod Andorra. 

'