Tætte ungdomskampe mod FC Nordsjælland

27. november 2017 kl. 09:50 af Rasmus Estrup

U/19 Ligaen: Hjemmebanenederlag på 1-0 til FC Nordsjælland

Efter en ringe indsats i forrige kamp mod Randers Freja spillede AaB's U/19-ligaspillere sig op i lørdags. Desværre var det ikke nok, og nordjyderne tabte 1-0 til FC Nordsjælland på hjemmebane. 

I første halvleg havde begge mandskaber svært ved at skabe de helt store chancer, men efter 20 minutter kunne gæsterne bringe sig i front med 1-0. En returbold efter et hjørnespark blev ikke afværget, og så endte gæsterne med at få læderet i nettet. 

12 minutters tid før pausen fik Wessam Abou Ali muligheden for at udligne på et straffespark, men AaB-topscoreren ramte overliggeren. 

Efter pausen fik AaB bedre styr på gennembrudsspillet, og i sidste halvdel af anden halvleg fik nordjyderne presset FC Nordsjællands defensiv. Kort før tid fik Wessam Abou Ali på ny muligheden for at udligne, da han tæt under mål sendte bolden over overliggeren. 

- Det var en tæt kamp. Begge hold havde perioder i kampen, hvor man var ovenpå, så sejren kunne have gået begge veje, siger U/19-ligatræner Lasse Stensgaard, der trods nederlaget kan glæde sig over en bedre indsats end ugen før. 

- Som hold leverer vi en fin præstation. Defensivt fungerede vi godt. Især i anden halvleg, da vi fik dæmmet op for FC Nordsjællands offensive våben, siger U/19-ligatræneren. 

AaB indtager i øjeblikket fjerdepladsen i U/19 Ligaen. Næste kamp, der også er efterårets sidste U/19-ligakamp, spilles 9. december kl. 13.00 på Hornevej, hvor OB kommer på besøg. 

U/17 Ligaen: 0-0 mod FC Nordsjælland

Som det også var tilfældet i U/19 Ligaen, blev det en tæt kamp mellem AaB og FC Nordsjælland i U/17 Ligaen. Så tæt at den endte uafgjort, 0-0. 

Første halvleg var åben med chancer i begge ender. FC Nordsjælland havde blandt andet to halve friløbere, mens AaB havde en god hovedstødsmulighed og et stolpeskud af Mikkel Kaufmann. 

Efter pausen var FC Nordsjælland mest på bolden, men AaB kom tættest på en scoring, da Mikkel Kaufmann igen ramte stolpen. 

Cirka 10 minutter før tid blev AaB's Zifarlino Nsoni vist ud. Trods det fik AaB mod slutningen skabt den største chance efter godt samspil mellem Gabriel Alves Christensen og Mikkel Kaufmann, men muligheden udmøntede sig ikke i en scoring. 

- Som ventet var det en tæt kamp. FC Nordsjælland har et godt organiseret hold, som er gode til at følge deres spilkoncept med dynamisk boldomgang og direkte gennembrudsspil, siger U/17-ligatræner David Olsen. 

- Vi leverede en god indsats, hvor spillerne viste, at de er afstemt i forhold til, hvad det er, vi vil. Det var en moden indsats mod et godt hold, men vi ærgrer os selvfølgelig over ikke at få sejren, siger David Olsen.  

I U/17 Ligaen indtager AaB andenpladsen, og holdet spiller sin næste kamp på onsdag kl. 15.00 på udebane mod HB Køge. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: Sammendrag af FC Helsingør-AaB

26. november 2017 kl. 09:43 af Rasmus Estrup
Tags på denne nyhed

Blåbjerg matchvinder i jubilæum

25. november 2017 kl. 17:54 af Rasmus Estrup

Lørdagskampen gjorde AaB tre point rigere. På udebane mod FC Helsingør vandt Hele Nordjyllands Hold 1-0 takket være en hovedstødsscoring i første halvleg af Jakob Blåbjerg. Sejren sender AaB op på 22 point i Alka Superligaen, hvilket er samme pointantal som OB og FCK, der indtager henholdsvis syvende- og sjettepladsen. 

Opgøret, der blev spillet på en glat bane i tåge, startede chancefattigt. Et fladt indlæg fra Osama Akharraz, som Jacob Rinne fik viftet væk efter ti minutter, var kampens første offensive aktion i et straffesparksfelt. 

Hjemmeholdet stod også for den første afslutning i kampen, da Adnan Muhammad efter 20 minutter trak ind i banen og på kanten af feltet afsluttede lige på AaB-målmanden. 

Kort efter forsøgte FC Helsingørs Anders Holst sig også med et skud fra kanten af feltet, efter at han havde erobret bolden fra Rasmus Würtz. Men tåhyler-afslutningen gik forbi mål. 

AaB's første mulighed opstod efter et hjørnespark halvvejs inde i første halvleg. Edison Flores sendte et fladt hjørnespark ind mod straffesparkspletten, hvor Rasmus Thellufsen fik en upresset skudmulighed. Kantspilleren fra Sæby mistimede dog sparket, og i stedet kunne 100 kampsjubilar Jakob Blåbjerg samle bolden op, vende rundt og trykke af. Men skuddet fra forsvarsspilleren blev blokeret. 

Det gjorde jubilarens afslutning i kampens 28. minut ikke. Og dermed kunne forsvarsspilleren bringe AaB foran 1-0. En kort hjørnesparkskombination endte med et godt indlæg fra Edison Flores. På kanten af det lille felt steg Jakob Blåbjerg til vejrs og pandede scoringen til 1-0 i netmaskerne. 

Små to minutter senere var AaB igen yderst farlige. Patrick Kristensen fik med en god, dyb stikning sendt Jannik Pohl alene med Aris Vaporakis. AaB-angriberen sparkede første gang, men afslutningen blev reddet af FC Helsingør-målmanden. 

Ti minutter før pausefløjtet var det hjemmeholdets tur til at få en god mulighed. En afslutning fra Anders Holst blev blokeret op i luften. Nedfaldsbolden skabte en god skudmulighed til Nicolas Mortensen på kanten af det lille felt, men Kasper Pedersen fik presset Helsingør-spilleren så meget, at Nicolas Mortensen flugtede sin afslutning forbi. 

Cirka fem minutter før pausefløjtet var AaB farlige i to omgange. Først kom Edison Flores til afslutning efter lidt tilfældigt spil i FC Helsingørs felt, men peruvianerens afslutning blev blokeret. 

Kort efter kom Kasper Pedersen til en fin hovedstødschance efter AaB's sjette hjørnespark i kampen, men forsvarsspilleren headede læderet over mål. 

Efter pausen forsøgte FC Helsingør at jagte en udligning, og blandt andre Patrick Olsen kom frem til en afslutning. Den blev dog blokeret af AaB-defensiven. 

Ligesom i første halvleg skulle også anden halvleg være cirka halvvejs før AaB første gang viste tænder. Denne gang var det med en dyb bold til Jannik Pohl. Angriberen måtte sprinte for fuld kraft for at nå frem til bolden før Helsingør-keeperen, men lige efter Jannik Pohls førsteberøring fik målmanden med fingerspidserne prikket bolden væk. 

Minuttet senere var hjemmeholdets Nicolas Mortensen på ny farlig. Denne gang efter et fladt indlæg, som Nicolas Mortensen sparkede forbi nærmeste stolpe. 

Og kort efter fik indskiftede Daniel Stückler også en mulighed, da han med brystkassen fik sendt en afslutning forbi nærmeste stolpe efter et indlæg. 

Mikkel Basse kom meget tæt på udligningen et kvarter før tid. Her prøvede midtbanespilleren lykken fra distancen, da han sparkede første gang og tordnede kuglen op på overliggeren. 

Med lidt over ti minutter igen fik Ricki Olsen en god frisparksmulighed foran AaB-feltet. Men frisparksforsøget tog Jacob Rinne sig sikkert af. 

I 84. minut var 100 kampsjubilar Jakob Blåbjerg igen på plads. Denne gang i egen forsvarsende. Daniel Stückler forsøgte sig med en afslutning som blev blokeret. Blokeringen var lige ved at skabe en stor chance til Nicolas Mortensen, men Jakob Blåbjerg fik kastet sig ned og tacklet bolden væk, inden FC Helsingør-spilleren nåede frem til den. 

Nicolas Mortensen fik dog en ny skudmulighed efter 85 minutter, men afslutningen fra angriberen reddede Jacob Rinne. 

Trods pres fra hjemmeholdet mod slutningen holdt AaB stand, og nordjyderne tog alle tre point. Dermed rykker AaB op på ottendepladsen i Alka Superligaen med 22 point. Samme pointantal har OB og FCK, der indtager syvendepladsen og sjettepladsen i Alka Superligaen. 

Lørdag 2. december venter der AaB en ny udekamp på Sjælland, når Lyngby Boldklub kl. 16.00 tager imod Hele Nordjyllands Hold. 

Matchfacts - Alka Superligaen, 17. spillerunde

FC Helsingør-AaB 0-1 (0-1)
28. min 0-1 Jakob Blåbjerg
Advarsler FC Helsingør: Patrick Olsen (84)
Advarsler AaB: Edison Flores (6), Patrick Kristensen (8)
1.074 tilskuere på Helsingør Stadion

FC Helsingør (3-4-3): Aris Vaporakis, Daniel Jørgensen, Søren Henriksen, Morten Hegaard (46: Mathias Johannsen), Ricki Olsen, Patrick Olsen, Mikkel Basse, Adnan Mohammad(74: Tobias Christensen), Osama Akharraz (69: Daniel Stückler), Nicolas Mortensen, Anders Holst.

AaB (3-4-3): Jacob Rinne, Kasper Pedersen, Jores Okore, Jakob Blåbjerg, Patrick Kristensen, Filip Lesniak (90: Robert Kakeeto) , Rasmus Würtz, Frederik Børsting, Rasmus Thellufsen, Jannik Pohl (72: Pavol Safranko), Edison Flores (82: Kasper Risgård). 

Dommer: Michael Johansen

Tags på denne nyhed

Liam Barker besøgte Aalborg

25. november 2017 kl. 11:53

Undervejs på englændernes besøg blev det blandt andet til en snak med tidligere sportsdirektør Lynge Jakobsen, et besøg hos AaB's fans, samt ikke mindst en kamp på Aalborg Portland Park.

Tags på denne nyhed
'