Sejr til Bærtelsen og Klitten
Anders Bærtelsen og Lukas Klitten fik fuld spilletid i Danmarks U/18-landsholdssejr over Ukraine.
Danmarks U/18-landshold vandt 3-2 over Ukraine i søndagens venskabskamp. AaB-talenterne Lukas Klitten (nr. 5) og Anders Bærtelsen (nr. 17) spillede hele kampen for Danmark.
Danskerne kom bagud efter 10 minutter, men inden pausen havde Danmark nettet to gange og bragt sig foran 2-1. I anden halvleg udlignede Ukraine, inden Anders Bærtelsen var med til at sikre sejren. Sejrsmålet til 3-2 kom efter et hårdt, fladt indlæg fra Anders Bærtelsen, som Ukraines målmand fik sendt i eget net med små ti minutter igen.
Anders Bærtelsen har nu spillet tre kampe for det danske U/18-landshold, mens Lukas Klitten har spillet fem U/18-landskampe.