AaB med overskud for tredje år i træk
AaB A/S kan for tredje år i træk præsentere et positivt resultat.
Bestyrelsen for Aalborg Boldspilklub A/S har i dag behandlet og godkendt årsrapporten for 2016.
AaB har i 2016 realiseret et overskud efter skat på 7,1 mio. kr. mod 0,5 mio. kr. i 2015.
Omsætningen udgør 74,8 mio. kr. i 2016 mod 78,8 mio. kr. i 2015.
Egenkapitalen er forbedret og udgør 100,2 mio. kr. pr. 31. december 2016. Soliditetsgraden udgør 81,1 procent pr. 31. december 2016.
Med undtagelse af leverandørgæld og andre gældsforpligtelser på 15,2 mio. kr. pr. 31. december 2016 er AaB gældfri.
AaB’s administrerende direktør Stephan Schors udtaler:
- Resultatet for 2016 er tilfredsstillende og som forventet, og vi følger kontinuerligt vores strategiplan.
- Det er glædeligt, at vi for tredje år i træk kan præsentere et overskud, og vi har fået opbygget et stærkt økonomisk fundament, hvilket gør os i stand til også i de kommende år at fortsætte udviklingen af vores klub og styrke os såvel på den sportslige som på den kommercielle del, siger Stephan Schors.
AaB indgik 19. februar 2017 transferaftale med den kinesiske klub Henan Jianye FC om salg af Christian Bassogog.
AaB havde for 2017 planmæssigt kalkuleret og budgetteret med et underskud i niveauet 10 mio. kr. som følge af planlagte investeringer og forbrug både sportsligt og kommercielt, heriblandt en topmoderne Superligabygning for spillertruppen. Tiltag der er muliggjort via de seneste års overskud.
Med salget af Christian Bassogog opjusteredes forventningerne for 2017 til et overskud før skat i niveauet 15 mio. kr. Heri er indregnet investeringer i spillertruppen i det kommende transfervindue i sommeren 2017 og yderligere strategiske investeringer i den kommercielle udvikling af klubben. I de økonomiske forventninger er der ikke indregnet yderligere transferindtægter end de allerede realiserede.
Forventningerne for 2017 er ligeledes baseret på en slutplacering som nummer seks i Alka Superligaen.
Resultatet vil i væsentligt omfang være afhængig af AaB A/S’ sportslige resultater.
De yderligere sportslige investeringer og forbrug som følge af de realiserede transferindtægter vil fortsætte i 2018 og 2019, og der må således i disse år forventes underskud med de ovennævnte forudsætninger.
Det er AaB’s sportslige målsætning altid at være blandt de seks bedste hold i Danmark.
Der holdes ordinær generalforsamling tirsdag 4. april på Aalborg Stadion.
AaB’s mission er igennem fodbold at underholde og skabe oplevelser på et økonomisk bæredygtigt grundlag.
AaB’s vision er at være samlingspunkt for hele Nordjylland og til stadighed være en del af toppen af dansk fodbold – både på og uden for banen.
AaB er i øjeblikket placeret på en syvendeplads i Alka Superligaen og kvalificeret til kvartfinalerne i DBU Pokalen.