*Næste hjemmekamp er endnu ikke fastlagt
1 : 1
21. maj
0 : 0
18. maj
1 : 0
13. maj
2 : 1
4. maj
3 : 0
29. april

Forældreinfo

At være forældre til en elitesportsudøver kan være en svær rolle. Man vil altid sit barn det bedste, og det kan være særdeles vanskeligt at finde ud af, hvad ”det gode er”, og hvilken rolle og position man skal indtage i forskellige situationer. Nedenstående er dels en guide til, hvorledes man bedst hjælper sit barn på vej i sine bestræbelser på at lykkes og dels lidt information om, hvilke forventninger AaB som forening har til spillernes forældre.

I rigtig mange sammenhænge har det stor positiv effekt, hvis man som barn mærker en opbakning og en involvering fra ens forældre. Sådan er det også med elitefodbold. Dit barn siger det måske ikke, men vi ved han sætter pris på, at du står på sidelinjen, og at du følger ham i hans bestræbelser på at lykkes. Formodentligt er du netop et af de mennesker, han allerhelst vil glæde og gøre stolt.

I rollen som praktisk hjælper

I AaB Talent ser vi det som en afgørende faktor, at I forældre bakker op om jeres barns fodboldudvikling og møder op til kampe mv. Vi og jeres barn kan på ingen måde lykkes uden jeres støtte til håndteringen af de daglige udfordringer. Her ikke mindst i forhold til alle de praktiske ting som transport, tøjvask, planlægning i forhold til mødetidspunkter, kost og prioriteringer i dagligdagen mv. Desuden er jeres løbende opbakning og jeres positive ledsagelse af helt afgørende betydning for, at jeres barn kan takle udfordringerne ved at dyrke elitesport, og dermed har forudsætningerne for at lykkes.

I forhold til rollen som praktisk hjælper er det vigtigt, at man opdrager og ”uddanner” til selvstændighed. Jo ældre jeres søn bliver, jo mere skal han overdrages ansvaret og selv tage omstændighederne på sig. At man selv kan håndtere sin dagligdag og selv at tage ansvar for tingene har stor betydning for, om man også med tiden formår at tage ansvar og ejerskab for egen udvikling. Forhold der er meget vigtige i elitesport.

Vi ved, at jeres barns fodboldspil har store konsekvenser for jeres dagligdag. Vi ved, I gør jeres bedste for at få tingene til at lykkes, og vi påskønner jeres opbakning.

I rollen som tilskuer

I AaB Talent ser vi meget gerne, at I forældre møder op til kamp, og at der er liv og god stemning på sidelinjen. Det betyder meget for jeres søn, og det er på alle måder med til at give kampen nerve. Endvidere finder vi det værdifuldt for holdet, når der også i forældregruppen opstår et godt fællesskab omkring holdets kampe.

I forhold til kampafvikling har vi i AaB Talent nogle helt klare principper, som vi gerne vil have, at I overholder:

  1. Respekter at det ene og alene er trænerens beslutninger, der bestemmer, hvad der skal ske under kamp
  2. Giv ikke anvisninger til dit barn eller andre under kamp – det klarer trænerne
  3. Tilråb bør begrænses og bør kun være af positiv og støttende karakter
  4. Ophold dig kun langs den ene sidelinje og i god afstand til trænere og spillere
  5. Respekter dommerens beslutninger og kommenter ikke på hans kendelser

I rollen som forældrecoach

Vores erfaringer siger os, at I forældre bedst støtter jeres barn ved netop at være FORÆLDRE og ved at bevare den gode relation til jeres barn. Det kærlige, nære og unikke forhold, som man har til sit barn, må aldrig belastes af dårlige præstationer eller tabte kampe i fodbold.

Elitesport er et langt sejt træk med medgang, modgang og tomgang. Det er derfor vigtigt, at alle bevarer benene på jorden, og at forholdet er godt og stabil, uanset om man vinder eller taber. Det er selvfølgelig helt naturligt at glædes med sit barn, når det går godt og kortvarigt at ærgre sig, når det går dårligt. Det er dog ikke til gavn for barnet eller for udviklingen, at man løbende fremstår som bedømmer, at man finder fejl, irriteres og taler sit barn ned. Tværtimod!  Det er ok at være ærlig, men det er ikke konstruktivt at fokusere på fejl. Det, der får opmærksomhed, vokser. Tal derfor det gode frem ved at fokusere på, hvad der var godt, eller hvad der evt. kan udvikles på.  Ros også gerne, det har vi alle brug for, men overdriv ikke, det er ingen til gavn! Ros generelt mest på indsatsen og mindre på talentet, idet dette bedst understøtter det rette mindset for en god videre udvikling. Fokuser derfor din ros på det dit barn præsterede ekstraordinært. Fx hans indstilling og engagement, hans arbejdsindsats eller hans udvikling ift. sidste kamp.

Uanset om man vinder eller taber, kan det af og til være en god støtte at hjælpe ens barn til at få sat ord på oplevelsen og til at reflektere og lære af kampen/præstationen. Spørg derfor gerne nysgerrigt ind til kampen/præstationen. Hvad udfordrede dig i dag? Hvordan tænkte du undervejs? Hvad lykkedes godt? Hvad kunne være gjort anderledes/bedre? Osv. Først og fremmest er det barnets oplevelser og følelser, der her er vigtige at få frem, da det er dem, der skal præge billedet og skabe refleksion og motivation for den videre udvikling. Ved dårlige oplevelser kan det være godt at hjælpe sit barn til at lukke tingene ned og til komme videre ved at fokusere fremad.

I en udviklingsproces indenfor elitesport vil der altid komme perioder med megen modgang. Det er her vigtigt at den enkelte spiller understøttes i at kunne håndtere disse perioder på en god og konstruktiv måde samt motiveres til kæmpe videre, når hverdagen synes hård, eller når spillet ikke kører på banen. Det er af stor betydning for en elitespillers fodbolduddannelse, at han lærer at mestre modgang, og at han kan bevare lysten og viljen, selv i svære perioder. Så motivationen for den enkelte har afgørende betydning for udviklingen.

I rollen som trivsels-agent

Som elitefodboldspiller i AaB forventes det, at man passer sin skole og er ambitiøs, motiveret og arbejdsom i forhold til sin fodbolduddannelse. Desuden forventer vi, at fodbolden prioriteres så højt, at man gør de fravalg, som elitefodbold kræver. Der kan dog være mange ting i ungdomslivet, der tiltrækker et ungt menneske, og det synes naturligt, at man som ung gerne vil indgå og lykkes i flere miljøer på samme tid. Det kan derfor være særdeles svært at navigere rundt i et pulserende ungdomsliv med mange tilbud.  

Den gode hjælp kan her være at hjælpe sit barn til finde ”muligheder”, så han kan deltage i ungdomslivet uden at forsømme sin fodbold og sine mål. Desuden er det godt at hjælpe sit barn med at prioritere og at se konsekvenserne ved sine valg, når de svære valg må gøres. Som forældre skal man naturligvis motivere noget frem for noget andet og tale for det umiddelbare ”kloge valg”, men det er afgørende vigtigt, at det primært er barnet selv, der vælger til og fra i forhold til sit fodboldspil, så barnet selv står bag de valg, der tages. 

Noget af det vigtigste som forældre er at have fokus på sit barns trivsel. Jeres barn skal være trygt i elitemiljøet og føle glæde ved at dyrke elitesport. Desuden skal han finde det meningsfuldt at bruge så meget af sin tid på sin fodbold.  Det SKAL og MÅ være lysten, der driver værket, alt andet giver ikke mening. Undersøgelser indenfor idrætsforskning viser desuden, at trivslen er en af de vigtigste forudsætninger for, at man kan udvikle sig. Er den rette trivsel ikke til stede, vil det mentalt sætte spor og dermed også hurtigt påvirke den enkeltes udvikling i negativ retning.

I relation hertil er det naturligvis vigtigt, at man som forældre bakker op og medvirker til, at ens barn trives og oplever glæde ved sin dagligdag og i sit fodboldmiljø. Det er desuden nødvendigt, at man som forældre – og den der bedst kender sit barn - løbende drøfter hverdagen med sit barn, og her mærker efter, om alt er ok. Er det ikke tilfældet, bør man handle herpå og hjælpe sit barn til at ændre på tingene. Endvidere bør man altid drøfte tingene med holdets trænere, så forholdene evt. kan udbedres.

Hvad med spillernes skolegang og uddannelse i øvrigt?

For os er det utroligt vigtigt, at alle spillere får en uddannelse udenfor fodboldverdenen. Kun meget få spillere når så langt, at de kan leve af det, hvorfor vi finder det naturligt, at skole og uddannelse har den unges prioritet. En spiller, der ikke passer sit skolearbejde, vil derfor også opleve, at der får konsekvenser på fodboldbanen. Er tingene ikke i orden i skolen, vil vi derfor meget gerne informeres og i dialog herom.

Da vi vægter uddannelse højt, og da fodbold på eliteniveau kræver meget tid, energi og fokus, bestræber vi os meget på at skabe et veltilrettelagt set-up, som tilgodeser skolearbejdet, men som også muliggør de nødvendige træningspas. Herunder at tilbyde de unge en hverdag, der hænger sammen. Vores udviklingsvisioner har derfor dobbelt fokus, hvilket betyder, at vi prioriterer og arbejder for, at jeres barn får mulighed for at lykkes i begge arenaer. I vores set-up samarbejder vi dagligt med Sønderbroskolen, Aalborghus Gymnasium, Aalborg Handelsskole og Aalborg Tech-College.

For at lære de unge at håndtere deres dagligdag vil vi på forskellig vis forsøge at guide spillerne op gennem årene. Superligaspiller, Jacob Blåbjerg, er tilkoblet AaB Elite som uddannelsescoach. Han vil derfor - ved forskellige lejligheder - vejlede de unge via diverse oplæg.

En del af AaB Talent, en del af moderklubben AaB 1885

AaB Talent er en integreret del af AaB 1885. En klub og en forening, som skabes af engagerede voksne, og som kun lykkes, hvis alle forældre på skift tilbyder deres hjælp. Vi har derfor en forventning om, at man byder sig til, og at man er villig til at bakke op om klubbens aktiviteter ved at give en hånd med, når AaB - ved forskellige lejligheder - har brug for det.

Som forening er der mange behov at dække og kun få midler, hvormed vi kun ved fælles hjælp kan få enderne til at nå sammen. Vid din indsats altid vil være til stor gavn for klubben og medlemmernes muligheder og dermed i sidste ende være en støtte til dit eget barn og hans kammerater.

Mange af klubbens spillere vil gennem årene blive tilbudt at komme på ture og rejser med klubben. I AaB Talent skal der altid påregnes en eller anden form for egenbetaling til disse ture. Flere af klubbens aktiviteter er derfor lavet med henblik på at skaffe midler til klubben. Midler som bl.a. bruges til at holde egenbetalingen nede ved fx ture. Der er derfor rigtig mange gode grunde til at bakke op, når klubben har brug for din hjælp.

Forudsætninger for det gode samarbejde

I AaB Talent tror vi på, at et godt samarbejde bygger på anerkendelse og gensidig respekt. Desuden tror vi på, at en god udvikling er afhængig af åbenhed og ærlighed. Herunder af gensidig information samt god og konstruktiv dialog.

Som forældre kan I forvente et højt informationsniveau fra os som klub og fra holdets trænere og ledere. I vil løbende blive indkaldt til forældremøder, hvor I bliver informeret om vores udviklingsmæssige tanker og planer for holdet. Desuden vil I over årene blive vejledt af vores tilknyttede ressource personer. I løbet af en sæson vil I også blive indkaldt til individuelle samtaler om jeres søn, og om vores vurdering af jeres barns fodboldmæssige udvikling. I de ældste aldersgrupper (U17-U19) bestemmer spillerne selv, om de vil have deres forældre med. Et kort referat af samtalen dokumenteres skriftligt.

Du/I er altid er velkomne til at kontakte os, hvis der er noget, som du/I er i tvivl om eller undrer jer over. Desuden forventer vi at få hurtigt besked, hvis der er forhold omkring jeres barn, som han er meget påvirket af, og som kræver et særligt hensyn.