Würtz tilbage for AaB (2)

15. april 2014 kl. 13:28

I sin seneste hjemmekamp var Viborg F.F. bagud med to mål mod OB, men kæmpede sig tilbage til slutresultatet 2-2, og AaB’s cheftræner Kent Nielsen har set mange positive tendenser i viborgensernes opgør i dette forår:

AaB-VFF_Rasmus Wurtz- For det første er vi nu inde i en fase af sæsonen, hvor tingene bliver afgjort, og så ser man ofte, at den mulige niveauforskel mellem topholdene og bundholdene udlignes.

- Herudover har vi i flere kampe set Viborg spille friskt til, og jeg kan sagtens få øje på situationer, hvor man med en smule større held og effektivitet, havde kunne tippe kampene over til egen fordel, påpeger Kent Nielsen.

- Det har været et mønster, at især Viborgs fire forreste spillere er dygtige til at kreere muligheder, og den del forsøger vi selvfølgelig at være opmærksom på.

- Vores eget fokus er herudover at levere en energisk og koncentreret kamp. Vi har stor selvtillid, men er som altid ydmyge over for den forestående opgave, hvor vi offensivt skal forsøge at veksle mellem direkte og tålmodigt spil for at nedbryde Viborgs fine organisation, siger Kent Nielsen, der efter tirsdagens træningspas har udtaget følgende 19 navne:

1 Nicolai Larsen, 2 Patrick Kristensen, 3 Jakob Ahlmann, 5 Kenneth Emil Petersen, 7 Anders Due, 8 Rasmus Würtz, 9 Thomas Augustinussen, 10 Jeppe Curth, 14 Mathias Wichmann, 17 Kasper Kusk, 18 Anders K. Jacobsen, 19 Søren Frederiksen, 21 Kasper Risgård, 22 Carsten Christensen, 23 Nicolaj Thomsen, 26 Rasmus Thelander, 30 Andreas Bruhn, 32 Kasper Pedersen og 33 Lukas Spalvis.

Rasmus Jönsson, Henrik Dalsgaard og Christian Rye er ukampdygtige, ligesom Gilli Sørensen er sygdomsramt.

'