Würtz: Bliver dejligt med en testkamp

23. januar 2013 kl. 14:53

Således gennemfører AaB-truppen torsdag det 20. træningspas på godt to uger, inden det fredag gælder årets første testkamp.

- Opstarten har indtil videre været hård og med fokus på den fysiske træning, men stemningen i truppen er god, formen ser godt ud og vi er heldigvis blevet forskånet for belastningsskader, så det er alt sammen positivt, forklarer Rasmus Würtz, der dog ikke lægger skjul på, at han glæder sig til at komme i kamp igen, når man fredag kl. 13.00 gæster Vejle Boldklub Kolding fra Betsafe Ligaen til årets første testkamp.

- Det er altid dejligt at komme i gang med at spille kampe, også selvom det kun er testkampe, og bare det at få truppen ind i et ”kampmode” igen er godt.

- Her er det fint at møde et godt første divisionshold som Vejle Boldklub Kolding, og selvom jeg ikke forventer at spillet bliver det smukkeste, fordi vi lige skal bruge lidt tid på at finde hinanden helt igen, så går vi selvfølgelig efter at få en sejr, lyder det videre Würtz, der fredag dog må undvære holdkammeraterne Nicklas Helenius, Henrik Dalsgaard og Kasper Kusk, som tirsdag tog med Ligalandsholdet til USA.

'