Vigtigt AaB-point i Esbjerg
Med det uafgjorte resultat på Blue Water Arena har AaB med tre spillerunder igen tre point ned til nedrykningsstregen.
I forhold til mødet med Lyngby Boldklub for ni dage siden havde AaB en enkelt ændring i startformationen, hvor Mathias Wichmann var foretrukket på højre midtbane i stedet for Chris Rolfe.
Som ventet så man fra første fløjt et aggressivt hjemmehold, og allerede i første minut blev AaB-keeper Karim Zaza testet af Jeppe Mehl, der var rykket forbi Michael Lumb på en bold i dybden.
I det fjerde minut headede Nicolai Høgh over AaB’s mål efter hjørnespark, mens en god mulighed få øjeblikke senere opstod i den modsatte ende, men desværre missede Jeppe Curth en let pasning til en helt fri Morten Duncan Rasmussen.
Generelt havde AaB alt for mange unødvendige boldtab, hvilket som oftest skyldtes, at man satte hinanden under pres som følge af manglende kvalitet i pasningsspillet.
Værterne var igen nærgående efter 17 minutter, hvor et indadskruet frispark fandt Jeppe Mehl ved den bageste stolpe, men Karim Zaza var på sin plads.
At hjemmeholdets offensive satsning også gav plads den anden vej, så man et eksempel midtvejs i halvlegen, da Jeppe Curth efter en god AaB-sekvens sendte et fladt indlæg ind mod Mathias Wichmann, der imidlertid kiksede sit skudforsøg.
I det 28. minut var det endnu tættere på for AaB, da man efter at have fastholdt et angreb slog bolden mod den bageste opstander, hvor Jeppe Curth glimrende headede på tværs til en fri Morten Duncan Rasmussen, men på kanten af det lille felt fik en Esbjerg-forsvarer i sidste øjeblik afværget situationen.
AaB sluttede således bedre end man startede, og fra anden halvlegs begyndelse kom cheftræner Kent Nielsens tropper også godt i gang.
Det var dog Esbjerg, der efter 52 minutter spillede sig igennem ved et godt gennembrud af Peter Nymann, der afleverede på tværs til Jesper Lange, men Karim Zaza fik reddet med en god aktion.
Indskiftede Lucas Andersen og Morten Duncan Rasmussen truede for AaB, og det var tæt på, da Jeppe Curth i det 59. minut headede Michael Lumbs indlæg over mål.
Halvvejs i halvlegen var AaB i stedet tilsmilet af marginalerne, da Mikkel Vendelbo med en kvalificeret afslutning uden for straffesparksfeltet hamrede bolden på den ene opstander.
Med 20 minutter igen sendte Mathias Wichmann et forarbejde fra ”Duncan” forbi det fjerneste målhjørne.
Herfra fik Esbjerg lagt et vist tryk i en hektisk slutfase, hvor hjemmeholdet havde flere farlige standardsituationer.
Arnor Smarason havde et skudforsøg fra distancen, og i dommerens tillægstid headede Mikkel Vestergaard en hjørnesparksbold over mål.
Næste udfordring for AaB er udekampen på fredag mod Silkeborg I.F.
Matchfacts – Superligaen
Esbjerg-AaB 0-0
Advarsel Esbjerg: Jesper Lange (67).
Advarsler AaB: Rasmus Würtz (36), Michael Lumb (77).
13.082 tilskuere på Blue Water Arena.
Esbjerg (4-4-2): Lars Winde, Peter Nymann, Frederik Risp, Nicolai Høgh, Kevin Conboy, Jakob Ankersen (79: Davidson Drobo-Ampem), Morten Karlsen, Mikkel Vendelbo, Jeppe Mehl, Arnor Smarason (74: Mikkel Vestergaard), Jesper Lange.
AaB (4-4-2): Karim Zaza, Lasse Nielsen, Kenneth Emil Petersen, Kjetil Wæhler, Michael Lumb, Mathias Wichmann, Rasmus Würtz, Thomas Augustinussen, Anders Due (33: Lucas Andersen), Jeppe Curth (61: Nicklas Helenius), Morten Duncan Rasmussen (90: Kayke).
Dommer: Henning Jensen.