Vidste du om Nørresundby FB og AaB...
- at AaB tager hul på sin 63. deltagelse i DBU Pokalen og således har deltaget i samtlige pokalturneringer siden indførelsen af DBU Pokalen i 1954/1955.
- at Nørresundby Forenede Boldklubber er en sammenlægning af Nørresundby Boldklub og Lindholm Idrætsforening pr. 1. juli 2015. Onsdag aftens pokalkamp bliver AaB’s første opgør mod den nye klub.
- at AaB én gang tidligere har mødt en af moderklubberne til Nørresundby FB i DBU Pokalen. Det var i september 1994, hvor AaB besejrede Nørresundby Boldklub med 5-0 foran 3.195 tilskuere, blandt andet på to selvmål.
- at AaB tillige har mødt Nørresundby Boldklub i seks opgør i Danmarksturneringen med to sejre (1984), to uafgjorte (1983) og to nederlag (1982) som resultat. Alle seks opgør blev afviklet i den tredjebedste række.
- det er anden sæson i træk i DBU Pokalen, at AaB møder en klub uden for divisionerne. Sidste sæson var modstanderen i 3. runde Lystrup I.F. fra Danmarksserien, der tabte med 4-0 til AaB efter scoringer af Gilli Rólantsson, Nicolaj Thomsen og to gange Jannik Pohl.
- at hvis anfører Rasmus Würtz kommer på banen, vil han spille sin pokalkamp nummer 35 for AaB knap 14 år efter sin debut for AaB i DBU Pokalen.
- at hvis viceanfører Kasper Risgård kommer på banen, vil han i tilfælde af scoring mod Nørresundby FB passere 40 mål for AaB i officielle turneringer.
- at AaB har spillet 11 pokalfinaler, hvoraf tre (2014, 1970 og 1966) er vundet.
- at Nørresundby FB i indeværende sæson tabte sine to første kampe i Jyllandsserien, men efterfølgende har vundet de fire næste.
- at Nørresundby FB senest var i aktion, da det i lørdags blev til en 3-2 sejr på udebane mod Brønderslev I.F., hvilket har sendt Nørresundby FB op på en andenplads i rækken.
- at Nørresundby FB kvalificerede sig til 2. runde i DBU Pokalen med en 3-0 gevinst på udebane mod IF Skjold Sæby efter scoringer af Nick Vinstrup Svendsen, Kasper Knudsen og Peter Stokholm.
- at den tidligere AaB’er Jacob Taz Sørensen i dag optræder for Nørresundby FB som spillende assistenttræner; Jacob Taz Sørensen nåede inden sin afsked med AaB 31. januar 2006 110 officielle kampe og fem scoringer for Hele Nordjyllands Hold.
(Statistisk kilde: danskfodbold.com og aabsport.dk).