Vidste du om AaB og SønderjyskE... (6)
- at den forestående duel er Alka Superligakamp nummer 31 mellem AaB og SønderjyskE. Statistikken siger 12 sejre til AaB, otte uafgjorte og ti nederlag samt en målscore på 44-39 i AaB’s favør.
- at sæsonens første Alka Superligakamp mod SønderjyskE i de seneste fem sæsoner er endt med point til AaB. Sidste sæson blev det til en sejr på 5-0 (Lukas Spalvis 2, Nicolaj Thomsen 1, Thomas Enevoldsen 1 og Frederik Børsting 1) i Aalborg, og de fire tidligere sæsonåbninger mod SønderjyskE endte med to sejre og to uafgjorte.
- at fra den nuværende AaB-trup har udover Thomas Enevoldsen (3 mål) og Frederik Børsting (1) også Kasper Risgård (2 mål), Rasmus Würtz (1) og Patrick Kristensen (1) tidligere været på måltavlen for AaB i et Alka Superligamøde mod SønderjyskE.
- at en Alka Superligakamp i Aalborg mellem AaB og SønderjyskE aldrig er endt uden scoringer. Tværtimod er disse kampe ofte kendetegnet ved mange scoringer, et gennemsnit på knap tre mål pr. kamp, og de tre seneste endda med sammenlagt 13 scoringer.
- at ud af de 30 tidligere Alka Superligakampe mod SønderjyskE har AaB scoret først i 16 tilfælde, hvilket har resulteret i 11 sejre, to uafgjorte og tre nederlag. Omvendt har SønderjyskE scoret kampens første mål i 12 tilfælde, hvilket har givet AaB én sejr, fire uafgjorte og syv nederlag.
- at AaB har tradition for at få point på Nordjyske Arena, når kalenderen viser oktober måned. Seneste nederlag på hjemmebane i Alka Superligaen i oktober var i 2010, men efterfølgende er det blevet til en uafgjort og seks sejre, hvoraf de tre af sejrene har været mod… SønderjyskE.
- at AaB ikke har tabt en DM-kamp på hjemmebane på datoen 2. oktober siden 1955, hvor IK Chang vandt 3-2 i 3. division. De seks efterfølgende DM-hjemmekampe på denne dato er endt med tre sejre og tre uafgjorte.
- at AaB senest var i aktion på datoen 2. oktober, da det i 2005 sluttede 2-2 på Nordjyske Arena mod FC Midtjylland efter AaB-scoringer af Simon Bræmer og Jeppe Curth. Både den nuværende anfører Rasmus Würtz og viceanfører Kasper Risgård var ligeledes på banen for AaB i opgøret for 11 år siden.
- at hvis Rasmus Würtz får spilletid mod SønderjyskE, vil han spille sin Alka Superligakamp nummer 396 og dermed være blot en kamp fra at tangere Alka Superligarekorden. Hvis Rasmus Würtz skulle få et gult kort til seks point eller en udvisning, vil han som den første spiller i Alka Superligaen passere 500 strafpoint!
- at Rasmus Würtz søndag kan blive noteret for sin officielle kamp nummer 424 for AaB, hvilket vil bringe anføreren op på en andenplads på klubbens All Time-liste, hvor Torben Boye topper med 560 officielle kampe. Henrik Mini Rasmussen har ligesom Rasmus Würtz spillet 423 kampe, mens Thomas Augustinussen (420) og Jimmy Nielsen (398) er henholdsvis nummer fire og nummer fem på listen.
- at hvis AaB kan holde SønderjyskE fra at score søndag eftermiddag, vil det være anden Alka Superliga-hjemmekamp i træk med clean sheet. Det har AaB ikke præsteret siden oktober-november 2015, hvor Hobro I.K. og SønderjyskE måtte forlade Nordjyske Arena uden scoring.
- at Mads-Kristoffer Kristoffersen tidligere har dømt to Alka Superligaopgør mellem AaB og SønderjyskE, begge med sejr til hjemmeholdet. Senest skete det 27. oktober 2013, hvor AaB sejrede 2-0 på Nordjyske Arena efter et selvmål af Hallgrímur Jónasson og et pletskud af Kasper Kusk.
- at det kommende opgør er den tidligste Alka Superligakamp nogensinde på Nordjyske Arena, idet AaB ikke før har spillet kl. 12.00 på hjemmebane. Hidtil har det tidligste spilletidspunkt været kl. 13.15, da AaB i april 2006 tog imod FC Nordsjælland.
- at AaB donerer 1 kr. pr. tilskuer til Alka Superligakampe på Nordjyske Arena til Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i efteråret 2016 går ubeskåret til Broen Aalborg, som efter efterårets seks første hjemmekampe allerede er sikret en donation på 43.522 kr. Køb i forsalg din billet til dysten mod SønderjyskE her.
(Statistisk kilde: danskfodbold.com og aabsport.dk).