Vidste du – om AaB og Randers FC

6. marts 2015 kl. 14:42

Vidste du således at…

Det er Alka Superliga-kamp nr. 26 mellem AaB og Randers FC. Statistikken siger 11 sejre til AaB, 7 uafgjorte og 7 nederlag samt en målscore på 45-33 set med AaB’s øjne.

AaB er uden sejr mod Randers FC i de to seneste Alka Superliga-kampe. Kun en gang tidligere har AaB ikke formået at få en sejr mod Randers FC i tre Superligakampe i træk, nemlig fra oktober 2006 til november 2007.

AaB har ikke tabt i de fem seneste Superliga-hjemmekampe spillet i marts, hvoraf de to seneste er vundet. Siden 2004 har AaB faktisk kun tabt tre ud af 22 Superliga-hjemmekampe i marts.

Randers FC har vundet de tre seneste Alka Superliga-udekampe og har samtidig holdt modstanderen fra at score. Hvis noget tilsvarende skulle ske mod AaB, vil Randers FC forbedre Superliga-klubrekorden for flest sejre og clean sheets i træk på udebane.

På trods af blot 25 indbyrdes opgør mellem AaB og Randers FC i Alka Superligaen har dommerne uddelt ikke færre end syv røde kort og dømt seks straffespark. Senest i kampen den 11. november 2013 med et tildelt straffespark til AaB og en udvisning til Randers FC.

I AaB’s 12 tidligere Alka Superliga-hjemmekampe mod Randers FC er der scoret 36 mål svarende til et gennemsnit på tre mål pr. kamp. Fordelingen har været 0 mål (1), 1 mål (0), 2 mål (2), 3 mål (5), 4 mål(3) og 5 mål (1).

I den nuværende AaB-trup er Nicklas Helenius (2), Thomas Augustinussen (2), Rasmus Würtz (2), Jakob Ahlmann (1), Nicolaj Thomsen (1), Rasmus Jönsson (1), Rasmus Thelander (1) og Kasper Risgård (1) alle tidligere noteret for scoringer mod Randers FC.

Historisk set falder målene i kampe mellem AaB og Randers FC i kampens første og sidste halve time. Således er der scoret 29 mål i kampen første 30 minutter, 32 mål i kampens sidste 30 minutter, og de resterende 17 mål er scoret i de 15 minutter før og efter pausen.

Michael Tykgaard dømmer sin 84. kamp i Alka Superligaen og den 14. med deltagelse af AaB (fire vundne kampe, fire uafgjorte kampe og fem tabte kampe). Han har endnu ikke haft fornøjelsen af at dømme AaB mod Randers FC i Alka Superligaen.

Kasper Risgård kan spille sin Alka Superliga-kamp nr. 225, hvilket i givet fald vil bringe ham blandt de 100 spillere i Alka Superligaen med mindst 225 kampe.

AaB har tidligere spillet tre Alka Superliga-kampe den 8. marts, hvilket har resulteret i to sejre og en uafgjort. Seneste opgør på samme dato var i 2014, da AGF blev besejret med 5-2 i Aarhus.

Billetter til kampen mod Randers FC kan købes online lige her. Ved fremmøde til hjemmekampene i Alka Superligaen donerer du sammen med AaB 1 kr. til Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i foråret 2015 går ubeskåret til Headspace Aalborg.

(statistisk kilde: danskfodbold.com)

'